Tilbage



Evaluering efter 6 års sommerlejre

Det største arbejde har været at skaffe penge og indkøbe materiel, som ikke bare skulle bruges på sommerlejren, men på vores fremtidige permanente sted. Og det er lykkedes fuldt ud. Vi har nu materiel for ½ million kroner. I forhold til et permanent sted, mangler vi så bare jord og bygninger.

Økonomi
Det har været meget billigt at komme på vores sommerlejr. Vi har holdt samme priser som ølejr bevægelsen: 1085 kr. for voksne, 805 kr. for unge og 630 kr. for børn. Det har været både godt og skidt. Det gode er, at mange af dem, vi gerne vil være sammen med, men som ikke har ret mange penge, kan komme. Og vi har også givet nedslag i prisen, hvis en familie ikke har haft råd. Det dårlige har været, at der også er kommet familier, der udelukkende er kommet, fordi prisen er lav, og fordi forældrene troede, at de selv kunne slappe af, mens der var nogle ”pædagoger”, der legede med børnene.

Fra 2017-19 voksede antallet af deltagere hvert år til det dobbelte. Og det passede med vores oprindelige plan, sådan at vi efter nogle år kunne købe vores egen jord og skabe et permanent sted. Men med corona pandemien gik det i stå. Fremadrettet vil vi i højere grad invitere folk, der vil være med til at skabe fællesskab, hvor målet er at redde klimaet, biodiversiteten, dyrene, ulandene og os selv. Det vil måske i starten blive vanskeligt at få folk til at deltage. Men vi tror, at det er sådan, at vi på længere sigt får flere og flere med.

Mad
De første par år var det frit for mad holdene selv at beslutte, om de skulle lave sund mad eller usund. De bestemte også, om der skulle være kød eller ikke. Man bestemte også selv, om der skulle købes alkohol. Og man kunne også ryge tobak. Vi opdagede, at det medførte, at maden blev så usund som muligt. Vi strammede så op – med det formål, at alle kunne få det, som de ville – uden at genere andre. Det medførte, at al snak hele tiden kom til at handle om mad, og at der hele tiden var dårlig stemning. Næste år besluttede vi så, at maden skulle være vegansk. Der skulle ikke købes alkohol, og der skulle ikke ryges. Det medførte, at nogen troede, at lejren var for veganere. Og et år kom der 3 veganere, som kun snakkede med hinanden. De gik aldrig ind i skoven og heller ikke rundt i frugtplantagen. Den ene havde en musik afspiller – og tændte ofte for noget musik, så andre blev sure over, at man ikke kunne høre fuglene. Den ene af veganerne havde en søn på 9 år, som hjemme sad 8 timer hver dag og spillede computer. Han gik alene rundt og kiggede tomt frem for sig, som om der var en skærm foran ham. Det var først på 5. dag, at han kunne se og snakke med andre børn. Det følgende år var der en uge uden veganere. Her var der en familie, der til daglig spiste kød, men som gerne ville prøve vegansk mad. Og de var meget aktive i køkkenet – og lavede gode lækre retter. Det år var der en mor og datter, som hver dag kørte ind til byen for at spise kød. De blev derfor ikke en del af det sociale fællesskab – og rejste efter 4 dage. Vores lejr er ikke vegansk, men maden er det. Vi vil fremover præcisere, at vi ikke vil have kødproduktion, og at vores fælles mad er plantebaseret.

Alkohol
En anden lejr annoncerede, at de var en alkoholfri lejr. Og derfor kom der mange alkoholikere, der lige var holdt op eller gerne ville holde op. Vores erfaringer er, at hvis der drikkes alkohol på lejren, giver det to problemer. De drikkende larmer sent, så andre ikke kan sove. Og snakken mellem de voksne bliver ofte en særlig slags snak, som passer til, at hjernerne er dopede. Det bliver mere underholdende end udviklende. Hvis det foregår en enkelt aften, er det sjovt. Men ellers er det irriterende for de fleste. Vi vil fremover præcisere, at der ikke drikkes alkohol til daglig på lejren, men at det er OK til en ugentlig fest.

Røg
For en del år siden var det normalt på sådanne lejre, at folk sad til kl. 2-3 om natten, og at der var tæt tobaksrøg. I dag vil de fleste ikke ryge, og de går ofte tidligt i seng – og vil gerne have, at der er ro seneste kl. 23. Mange rygere tror, at de bare skal ryge udendørs. Ikke-rygere får dog ubehag med deres vejrtrækning, hvis der er én, der ryger indenfor 15 meters afstand. Fremover vil vi præcisere, at rygning ikke er tilladt i telte eller på fællesarealer. Vi vil dog opsætte er ”rygetelt”, hvor man kan sidde i læ for regnvejr, og hvor det er tilladt at ryge.

Sodavand og slik
Det er vores erfaring, at sådan noget ”hurtig-sukker” medfører, at børnene bare løber rundt og er vilde. Vi vil derimod gerne have, at de laver noget sammen og får kendskab til natur mm. Vi sørger derfor for at lave sund saft, sund slik og sund kage.

Ro i lejren
Der er lejre, hvor nogen sidder og spiller tromme til langt ud på natten. Vi har ikke haft sådanne problemer. Men vi præciserer, at der skal være ro i lejren senest kl. 23.

Elektronisk musik
Vi har kun et par gange haft deltagere, der hele tiden gerne ville høre musik fra deres afspiller. Det irriterer andre, fordi de gerne vil høre fuglene og vinden. Vi vil fremover præcisere, at der ikke til daglig skal spilles elektronisk musik, men at der skal være mulighed for, at andre kan opleve stilheden eller lydene i naturen. Til terapeutiske aktiviteter og til fester kan der dog godt spilles elektronisk musik.

Alienation (første bevidsthedsspaltning)
I den europæiske børneopdragelse skal barnet i 1-2 års alderen lære at hæve sig op over dyret i sig selv og bliver et hjernestyret væsen. Pædagoger og forældre forklarer og belærer barnet om, hvad der er rigtigt. Der sker så en bevidsthedsspaltning mellem hoved og underliv, sådan at barnet efter spaltningen er blevet civiliseret og kan styre og kontrollere impulserne fra underlivet. Hvis børn ender op med at have denne bevidsthedsspaltning, bliver de ”normale”, som magthaverne og reklamefolkene kan manipulere med. Så kan man med en omfattende bevidsthedsindustri styre befolkningen. Inden spaltningen er helt gennemført, har barnet en såkaldt sadistisk fase, hvor barnet i et par måneder slår andre børn og griner samtidig. Vi har set det to gange på lejren – og har straks irettesat barnet uden forklaringer, men med en markering af en overmagt, som barnet straks forstod. I begge tilfælde reagerede moderen med forargelse over, at vi irettesatte barnet på en ”hård” måde. Og i det ene tilfælde valgte moderen at forlade lejren.

Når børnene bliver lidt større, ses det ofte blandt "almindelige" børn, at de slår hinanden og taler nedsættende om hinanden. Som oftest griner de samtidig - og synes selv, at det bare er sjovt. Et år havde vi en uge, hvor vi greb ind og fortalte børnene, at vi havde 2 regler på lejren: Man slår ikke hinanden. Og man siger ikke noget dårligt om hinanden - ingen nedsættende navne eller håneord og heller ingen racistiske bemærkninger. Disse 2 regler er nu faste regler på lejren.

Hvis man skælder børn ud, fastholder og forstærker man børnenes selvundertrykkelse, sådan at de identificerer sig med hovedet, og fortrænger deres dyriske vilje. I disse år er pædagoger og skolelærere ved at forstå, at det indebærer, at børnene har svært ved at lære noget. På lejren skælder vi aldrig børn ud. Vi blander os ikke i forældrenes opdragelse. Men når vi snakker med børnene, roser vi dem for det, som de gør godt - samt fortæller dem, hvad vi godt kan lide, at de skal gøre. Vores erfaring er, at børnene lytter til os og tænker over, hvad vi siger til dem.

I sidste halvdel af 1700-tallet og i årene omkring 1880 samt i 1970’erne var der oprør mod denne europæiske børneopdragelse. Man ville ikke længere undertrykke dyret i sig selv. Man var født kærlig fra naturens side. Og man ville lære – især af indisk kultur – at man som pædagog og forælder ikke skal forklare og begrunde noget, når man irettesætter et barn. Man skal markere en autoritet og overmagt – og kropsligt anvise, hvad barnet skal og ikke skal. Selvfølgelig kan man på andre tidspunkter forklare barnet noget – men ikke i selve den situation, hvor man irettesætter barnet. Denne indsigt har også mange småbørnspædagoger i dag. I dag kalder man det at sætte grænser eller give børnene nogle klare rammer. Og på de fleste uger på lejren er det nødvendigt sådan at markere nogle grænser. Vi kommer ikke med nogle forklaringer, men fortæller klart, hvad man må og ikke må - og hvad man skal og ikke skal.

De fleste forældre, som gerne vil have, at deres børn undgår denne bevidsthedsspaltning, har store problemer med det, fordi børn jo bliver påvirket af andre børn og af pædagoger, der selv har denne bevidsthedsspaltning, og som påvirker børnene til at blive ”normale”. Her er det vores erfaring gennem mange år på andre tilsvarende lejre, at en årlig uge på en sommerlejr, hvor børn oplever et naturligt og oprindeligt fællesskab uden denne spaltning i bevidstheden, og uden at de voksne forsøger at tvinge deres børn til spaltningen … har en fantastisk virkning på børnene. Årligt oplever de, at det er meget bedre at være i kontakt med det dyriske i sig selv – end at man skal fortrænge det. Og resultater bliver, at de dels kan deltage i det ”normale” samfundsliv, hvor bevidstheden er spaltet – og dels kan deltage i et fællesskab, hvor man opfører sig på en naturlig og oprindelig måde.

Desværre har vi næsten hvert år været ude for forældre, som konstant er i en kamp med deres børn. Forældrene forklarer og begrunder samt straffer deres børn på raffinerede måder. Og børnene skriger og græder. Ikke altid, men ofte griber vi ind. Der var for eksempel et år, hvor en lille dreng skreg konstant, og hans mor irettesatte ham konstant. Men efter en kort forklaring og demonstration af, hvad man skal gøre, forsøgte moderen at gøre det samme – og så ophørte barnet med at græde og skrige. Vi har dog også været ude for, at nogen har forladt lejren, fordi vi blandede os i deres børneopdragelse.

De "normale" voksne, som har den alienerede bevidsthedsspaltning, oplever bevidstheden i deres hoved som deres egen. Bevidstheden i deres underliv er projiceret udenfor deres JEG. Og derfor oplever de, at følelserne her er nogle, som andre mennesker har. De tror så, at mennesker fra andre samfundslag eller fra andre kulturer har de følelser, som egentlig bare er følelser fra ens eget underliv. Det giver sig udslag i nedsættende bemærkninger eller racistiske udtalelser. Ofte medfører bevidsthedsspaltningen nogle muskelspændinger i maveregionen, der nedsætter vejrtrækningen samt giver angst. Selv nogle veluddannede og oplyste mennesker kommer derfor ind imellem med nedsægttende og racistiske bemærkninger. På lejren har vi ikke haft de store problemer med det. Men når det er sket, griber vi straks ind - og taler om det. Vi accepterer ikke nedsættende eller racistiske udtalelser.

Vi vil gerne have, at både børn og voksne slipper denne bevidsthedsspaltning og får en bevidsthed, der har et fundament i deres dyriske jeg. Og vi vil fremadrettet præcisere, at det er en del af lejrens formål at få en fri bevidsthed.

Reifikation (den anden bevidsthedsspaltning)
I vores kultur er det normalt, at børn i 3-4 års alderen får en bevidsthedsspaltning mellem højre og venstre kropsside – og mellem højre og venstre hjernehalvdel. Herefter identificerer man sig med den ene side – og projicerer den anden ud på andre. Det giver dels en individualisme, hvor naturligt fællesskab bliver umuligt. Og dels lægger det grunden til den europæiske kernefamilie, hvor man oplever sig halv og skal finde en partner for at føle sig hel. Det giver også en mandebevidsthed og en kvindebevidsthed, hvor den første betragtes som konstruktiv og den anden som tåbelig.

Det er vores erfaring, at børn helt op til 10-12 års alderen hurtigt kan slippe denne spaltning, sådan at vi kan lave aktiviteter, hvor børnene udfolder deres naturlige og medfødte kollektive evner. Der har været enkelte børn på vore lejre, hvor det ikke er sket. Det er dog kun lykkedes at opnå sådanne kollektive aktiviteter, hvis forældrene også deltager. Vi har haft forældre, der har siddet og læst i en bog, mens børnene legede. Og deres børn har ikke magtet at være med til noget kollektivt. Vi har haft én uge, hvor flertallet af forældrene ikke forstod – ikke ville - eller ikke magtede at være med. Og her opgav vi helt at gøre noget. Så blev lejren til en slags campingplads, hvor enhver passer sig selv.

På lejren har vi ikke haft de store problemer med kvindeundertrykkelse. Men vi har haft problemer med, hvordan man kan og skal gøre noget i forbindelse med madlavning, rengøring mm. Her er der nogle, der mener, at man skal bruge mænds tankemønstre for at organisere arbejdet. Men vi signalerer klart, at de gamle kvindemønstre er lige så gode. I praksis har det handlet om, at vi direkte til nogle kvinder har sagt, at vi bakker op om deres måde at gøre tingene på. Vi har ikke haft fælles snak om det. Men det vil vi gerne fremover.

Vi har haft 2 eksempler på mænd, der var ofre for deres bevidsthedsspaltning i en sådan grad, at de ikke evnede at kommunikere. Når andre sagede noget, afbrød disse mænd dem efter 3 sætninger - og sagde, at de også kendte til det, som der blev sagt - og så overtog de samtalen og kom med mange sætninger. Dem, der så havde startet samtalen, blev tavse, men irriterede. Efter ½ uge holdt vi en evaluering, hvor vi diskuterede problemet - og blev enige om, at man skulle afbryde sådanne mænd - og kræve, at de i højere grad lyttede, når andre sagde noget. Fremover vi vi ikke vente ½ uge, men tage problemet op, når det opstår.

Vi vil i fremtiden præcisere, at vore lejre handler om at udleve vore kollektive evner – både så vi har det sjovt sammen på lejren, men også at vi efterfølgende bliver bedre til at kommunikere og samarbejde.

Deperdution (den tredje bevidsthedsspaltning)
De unge i 10-14 års alderen bliver udsat for et stort socialt pres. En tredjedel af dem græder sig i søvn. En fjerdedel af dem overvejer selvmord. En femtedel af dem skader sig selv. Resultatet er, at de til sidst fortrænger deres følelser og bliver en slags hjernestyrede robotter. Vi har ikke haft ret mange unge på lejren. Men vi har et ”ungdomstelt”. Og vi vil ikke stille krav eller presse de unge. Men spørge dem om, hvad de sammen gerne vil bidrage med til lejrens fællesskab. Vi har kun haft én uge med en gruppe unge. Og jo, efter 3-4 dage ville de gerne bidrage – og gjorde noget godt for fællesskabet.

Angst
I en enkelt uge et år holdt vi et fælles møde, hvor vi opfordrede folk til at fortælle, hvordan de forestillede sig, at samfundet ville udvikle sig de følgende 10 år. Nogle nægtede at udtale sig. De fleste fortalte om alt det dårlige vedrørende klima, terrorisme, udryddelse af dyr og planter mm. Bagefter var der en gruppe, som sent om aftenen stod og snakkede sammen. De havde følt det meget grænseoverskridende. De var blevet bange. Og de havde ikke lyst til at være mere på lejren.

Vi vil fremadrettet informere om, at vi netop vil snakke om alt det, som truer os – men især fortælle om vores fremtidige projekt.