|
Sociale udfordringer
Eksempler, hvor en person er asocial:
1) Man sidder og snakker sammen - og så er der en mand, der altid efter få sætninger tager ordet og kommer med en lang og spændende historie om ham selv og emnet. Enten bremser man ham og laver en aftale om, at et vink skal betyde "hold mund". Eller også er der andre, der ikke gider komme til flere møder.
2) En kvinde snakker, hver gang hun ånder ud. Det kan være et lille "ja" - men hvis andre holder en mini-pause, kommer der en masse ord, som andre egentlig ikke gider høre på. Hver gang hun får en følelse eller tanke, snakker hun. Og hun synes, det er vældig hyggeligt. Også her bliver man nødt til at vælge mellem at bremse hende - eller at andre ikke gider komme mere.
3) Så er der en forælder med et barn i 3-4 års alderen. Der er det tidspunkt i et barns udvikling, hvor man i vores kultur presser barnet til at spalte bevidstheden mellem højre og venstre side, så barnet får et individualistisk JEG i den ene side. Det kan tage et par år, inden barnet spalter sin bevidsthed - og undervejs kæmper barnet mod overmagten med gråd, skrig, kropslig modstand mm. Barnet trænger desperat til at komme væk fra forældrene og deltage i et børnefællesskab. Men forældrene tror, at de skal tage kampen med barnet, så barnet bliver civiliseret. Det er ikke til at holde ud - andre gider ikke komme mere.
4) Så er der et barn i 1-2 års alderen, som befinder sig i den fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Barnet slår et andet barn og griner. Både forælder og andre voksne griber ind. Problemet opstår, hvis forælderen tror, at man skal forklare barnet noget - altså tale til barnets hjerne. Vi er andre, der i stedet reagerer kropsligt. Ikke med at slå barnet - men holde barnet og komme med en enkelt høj lyd, så barnet kropsligt bliver klar over, at vi ikke vil finde os i, at barnet slår. Hvis man som voksen reagerer sådan, opstår den sadistiske fase ikke. Den kommer kun, når der opstår en adskillelse mellem barnets hjerne og krop.
5) Der er en voksen, som snakker til andre voksne. Men så er der et par børn, der på den ene aller anden måde forstyrrer den voksne - og han eller hun er ikke vant til børn og går i stå. Den voksne mener, at børnene er problemet. Men vi og andre mener, at den voksne bare skal lære at fungere i et socialt fællesskab.
6) En deltager sætter sin computer foran sig på bordet. Hun læser op, hvad man snakkede om sidst. Og hver gang der siges noget nyt, skriver hun på computeren. Hun mener, at der skal skrives referat. Det kan også være, at hendes telefon ringer, og så snakker hun med én, der ikke er til stede. Det gider andre ikke at være med til.
7) En mand kommenterer en kvindes udseende: "Hej, Susanne, hvor ser du godt ud". Det skal han ikke. Eller han tager på hende, når han snakker til hende. Det skal han heller ikke. Det er blevet lidt vanskeligt i de senere år, fordi der er kommet en norm om, at man skal kramme, når man møder eller forlader nogen. Det skal man kun, hvis det er en nær ven eller kæreste. Nogen giver altid hånd. Hvis man har lyst til det, giver man så også hånd. Ellers smiler man og trækker sin hånd lidt tilbage, så man signalerer, at man er venlig, men altså ikke giver hånd.
|