
Oprindelig levede man i fællesskaber. Når børn blev født, var der mor og far, men lige så meget 4-5 andre voksne, der tog sig af barnet. Og børnene var altid sammen med andre børn. Når forældre døde, havde børn stadig en nær familie.
Men det lykkedes for adelen at bekæmpe de folkelige fællesskaber. En kvinde blev en slags handels-vare. Hun skulle giftes med en mand. Og han skulle jævnlig straffe hende, så hun adlød. Når et barn blev født, var det mor og far, der skulle passe barnet. Det var - og er - en meget stor belastning for både barn og forældre.
Magthaverne lavede også en arve-lov. Børnene var og er tvangs-arvinge. De skal arve det, som forældrene havde.
Hvis man i dag er med i et fællesskab - og man dør, arver børnene ens formue - og så mister fællesskabet den del af deres formue, som den afdøde bidrog med.
Alle huse og lejligheder er i dag indrettet til en kernefamilie. Hvis man er en normal løn-modtager, går en meget stor del af lønnen til husleje. Når man så får børn, er der 20 års hårdt arbejde med at få dagligdagen til at fungere. Bliver man skilt, skal man stadig betale børnepenge. I 20 år kan man ikke andet end arbejde, bo og betale til børn.
Det passer magthaverne fint. Det lykkes også for mange kernefamilier at klare udfordringerne. Men der er en femtedel af dem, hvor det af mange forskellige årsager ikke lykkes. Så kommer der psykiske problemer, druk, vold og mord. Men så har "systemet" pædagoger, psykologer, politi og fængsler, der tager sig af problemerne.
Børn skal tidligt lære, hvordan man lever her i samfundet. Man bor i en kernefamilie. Vækkeuret ringer tidligt - og så skal man i børnehave og skole, mens forældrene skal på arbejde.
En tredjedel af børnene græder sig i søvn. De unge tager nikotin og en lang række af narkotiske stoffer. De voksne drikker en masse alkohol.
Bevidstheden spaltes, så højre hjernehalvdel bruges til samfund - og venstre hjernehalvdel bruges til familie.
Forældre bliver skilt. Og børn bliver individualister, der nogle gange er hos mor, andre gange er hos far - og til daglig er på institution.
Der er flere og flere, der nu bosætter sig i et bo-fællesskab. Det er som oftest et andels-projekt, hvor man ejer en andel. Når man flytter, flytter en anden ind, så fællesskabets økonomi ikke går i stykker. Og så man har sine penge med sig, så man kan købe en andel et andet sted, hvor man så flytter ind.
I disse bo-fælles-skaber er der ikke familie-fællesskab. Man er en del af en kernefamilie eller er single. Det vigtigste er, at man har den europæiske spaltning mellem de to hjerne-halvdele, så man har et individualistisk JEG i den ene side. Når børnene vokser op, lærer de denne individualisme at kende.
På et tidspunkt i børnenes opvækst får de kendskab til, at der er fremmede kulturer, hvor mennesker er nede på et dyrisk stade, hvor de har en gruppe-bevidsthed. De har ingen frihed. De er farlige. Dem skal vi forsvare os imod.
Og der er også en femtedel af børn, unge og vokse i vores eget samfund, der er fejl-udviklede. De bliver kriminelle. Så derfor skal man tage sig sammen - og lære at blive moderne civiliseret med evne til at styre og kontrollere sig selv - for det medfødte duer ikke.
På Grokraft-projektet har vi lært af fremmede kulturer - men også af de få familie-fællesskaber, som der var i 1970'erne. Her vokser børn op i et fællesskab med andre børn og med flere voksne i forskellige aldre.
Myndigheder har sikret sig imod, at der opstår fællesskaber med fællesøkonomi. Den eneste mulighed er, at man danner en fond, der så ejer alt. Men for at undgå, at almindelige mennesker gør det, skal en fond have en egen-kapital på mindst 300.000 kr. I Grokraft-projektet er første mål at få sådan en egenkapital på 300.000 kr. Og fonden vil så stå som ejer af det og de projekter, som der opstår.
|