Anden bevidstheds-spaltning - Reifikation: I 1800-var der en ekstrem modsætning mellem kapitalister og arbejdere. Kapitalisterne mente, at arbejdere altid ville befinde sig på sultegrænsen. Hvis man gav dem mere i løn, ville de bare sætte flere børn i verden, og så havde de flere udgifter - og ville igen komme ned på sultegrænsen. Arbejderne begyndte at lave strejker og sætte ild til fabrikkerne. Der var mange arbejdsulykker, og en arbejder blev sjældent mere end 30 år gammel.
Der kom så en spaltning mellem højre og venstre side. Bevidstheden i højre side handlede om samfund og arbejde. Og bevidstheden i venstre side handlede om familie og religion. Arbejderne identificerede sig med højre side, hvor de var blevet en arbejdskraft. Kapitalisterne identificerede sig med venstre side, hvor de følte deres virksomhed som deres egen familie.
Familiemæssigt og følelsesmæssigt blev spaltningen også til, at man fik et JEG i den ene side - og at den anden side følelsesmæssigt blev et tomrum. Det kunne man jo ikke holde ud, så derfor opstod kernefamilien. Man skulle finde en parter, som man skulle gifte sig med. Og partneren udfyldte så tomrummet. Dermed følte man sig hel.
Der kom arvelove, sådan at en kapitalist var sikker på, at al formue gik til hans hustru og børn. Arbejderne var jo ikke vant til nogen formue - og når de døde, gik værdierne til fællesskabet. Men magthaverne fik lavet arveloven sådan, at ægtefælle og børn var såkaldte tvangsarvinger, som i det mindste skulle have 25 % af dens dødes værdier. Og så skulle staten derudover have et tilsvarende beløb, hvis den døde efterlod sig penge. Sådan er loven også i dag.
Det, at man havde et JEG i den ene side, var jo en måde at overleve på. Man var nødt til at værne om sig selv. Men det har udviklet sig til individualisme, så man kun oplever de andre som en slags masse. Og man føler sig, som om man er alene i verden.
Det kom samtidig en religiøs vækkelse. Den side, som man ikke identificerede sig med, blev til ens sjæl. Når man døde, levede sjælen videre - og kom op i Himlen. Her mødte man så andre, der også var døde. I stedet for at håbe på et fremtidigt Guds rige på Jorden, var Guds rige nu i Himlen. Og her var man en sjæl, der ikke behøvede at spise. Så derfor behøvede man heller ikke arbejde. Man skulle bare nyde hinandens selskab.
Der opstod så en ateistisk bevægelse, der tog afstand fra bevidstheden i venstre side, hvor sjælen befandt sig. Den rigtige bevidsthed var nu den, der var i højre side. Og her handlede alt om det tekniske og arbejdsmæssige. Man begyndte at mene, at vi kom fra aberne, og at der hele tiden havde været en udvikling frem mod mere forstand. Denne udvikling ville fortsætte, mente man.
Kapitalisterne havde kun hævet sig fra underlivet op til brystet og det følelsesmæssige - mente socialisterne, som så mente, at de selv ville hæve sig helt op til det forstandige - og så ville socialismen komme.
Fagbevægelsen - derimod - skiftede over til at kæmpe for forbedringer for den enkelte arbejder. At organisere sig var ikke længere noget med at skabe et anderledes samfund - det var at være medlem af en fagforening. Og jo, det lykkedes at skabe mange og store forbedringer med højere løn, sygekasse, sundhedsvæsen, plejehjem mm.
Spaltningen mellem højre og venstre - samt projektionen af den ene side uden for JEG'et starter allerede, når børn i dag er 3-4 år. Indtil da kan de lege med alle. Efter spaltningen er deres leg meget mere JEG-orienteret.
|