|
Mange år efter Jesu død var der nogle grækere, der dannede den kristne kirke. Disse grækere havde aldrig mødt Jesus; men de havde hørt og læst om ham.
Jesus talte det aramæiske sprog. Her havde man ikke begreber, men brugte i stedet nogle billede-ord. Man havde ikke begreberne følelser og kontrol. Men hvis en person var i god kontakt med og kunne styre sine følelser, sagde man, at han kunne gå på vandet. Hvis en person var god til at snakke i en forsamling og skabe en god stemning, sagde man, at han kunne lave vand til vin.
Og nogle grækere blev så bekendt med, at der havde været en person - Jesus - og at han kunne gå på vandet og lave vand til vin. Og han kunne noget mere. Så han var altså en slag gud, der kunne noget, som andre mennesker ikke kunne. Grækerne kaldte ham Jesus Kristus eller bare Kristus.
Kirken mente, at Jesus meget snart ville komme tilbage til jorden - og forsætte sit arbejde med at ændre alt. Kirken var et fællesskab, hvor man skulle forberede sig til Jesu genkomst.
Man vidste godt, at der var opstået mange Jesus-kollektiver; men kirkens folk mente, at det bare var noget indisk dumhed. Og man frygtede, at disse kollektiver blev til flere. Så kirkens folk angreb kollektiverne med køller - i et forsøg på at udrydde dem.
Jesus blev døbt af Johannes i Jordan floden - men tog siden afstand fra dåb. Jesus mente, at man ikke sådan kunne vaske alt det dårlige væk. Jesus tog også afstand fra bøn. Han mente, at Gud havde skabt alt så godt som muligt - og at Gud fortsatte sit skaberværk. Så man skulle ikke bede Gud om noget - men bare rette sig ind efter Gud. Men kirken holdt fast i disse ritualer. Det blev en del af kirkens magt-struktur.
Jesus kom ikke tilbage til jorden, sådan som man havde håbet på. Men i år 1000 - mente kirken, at nu ville Jesus komme ned fra Himlen til Jorden igen. På årets sidste dag ved midnat ringede man med alle klokker. Folk gik ud på markerne og knælede ned og så op mod himlen. Hvor kom revnen, som Jesus ville komme igennem på vej herned? Men Jesus kom ikke.
Kirken havde i flere måneder forinden overtalt folk til at forære al deres ejendom til Kirken - for nu skulle Gud rige opstå - og så var der ikke brug for penge eller ejendom. Resultatet var, at kirken blev kolossal rig, så man begyndte at bygge flere kirker og klostre. Men Paven skaffede sig også en hær. Og i 1200-tallet rykkede denne hær ind i det nuværende Portugal og Spanien - hvor de blodigt myrdene alle mennesker i de Jesus-kolektiver, som der var. Hermed opstod et samarbejde mellem adelen og kirken - om at herske over bønderne.
I 1400-tallet mente kirken, at der ikke kun var Gud, der forsøgte at påvirke Jorden, men at Satan også fosøgte. Satan kunne besætte et menneskes underliv - og så styre mennesket. Derfor skulle man hæve sig op over sit underliv og det dyriske i sig selv.
Mange kvinder magtede det ikke. De blev til hekse. Man fangede dem - udsatte dem for tortur - hvorefter man brændte dem levende over bålet. Man brændte op imod 50.000 kvinder på denne måde.
I slutningen af 1700-tallet kom sømænd hjem fra indien og fortalte om inderne. Inderne hævede sig ikke op over deres underliv - og var derfor onde - efter kirkens mening. Men de var kærlige. Derfor opstod en revolutionær bevægelse, hvor man ville frigøre sig fra adelen og kirken - og danne selvforsynende landsbyfællesskaber. En fransk filosof kaldte denne nye folkelige bevægelse for socialisme.
Der var borgerkrig frem til omkring år 1850. Kapitalisterne sejrede. Landsbyerne gik i opløsning. Arbejdere blev tvunget til at arbejde 10-12 timer hver dag. Men man standsede med at brænde kvinder levende på bålet. I stedet skulle en kvinde giftes med en mand. Og han skulle mindst hver tredje uge give hende en kraftig endefuld - for at holde Satan ude af hendes underliv. I England brugte man spanskrør. I Tyskland brugte man læder-remmme. Og i Danmark brugte man birke-ris. Ved Fastelavn hvert år fik børnene et Fastelavs-ris med slik bundet på. Og grenene blev så det følgende år brugt jævnligt til at give børnene en endefuld. Det var den eneste måde, hvorpå man kunne bekæmpe Satan - mente kirken.
I Europa kom der en egentlig spaltning af bevidstheden mellem højre side (grænsk bevidsthed) og venstre side (jødisk bevidsthed). Kirken begyndte at mere, at den græske bevidsthed (højre side) indeholdt den jordiske bevidsthed - mens den jødiske bevidsthed (venstre side) indeholdt den himmelske bevidsthed. Når kroppen døde, kom sjælen i venstre side op i Himlen.
Mens man levede, kunne man have Jesus i sin venstre side. Så var man aldrig alene. Og Jesus kunne hjælpe med, når man havde brug for det.
Tidligere mente kirken, at man døde, når man døde - men at Gud engang i fremtiden ville oprette Guds rige på Jorden - og så ville Gud opvække dem, der nu var døde, men som mens de levede havde været gode kristne. Men det er nu skiftet til, at Guds rige er noget åndeligt i Himlen.
Den europæiske bevidsthed var (og er) en kobling af den græske og den jødiske bevidsthed. Den græske bevidsthed havde (og har) man i højre side - og bruger til samfund. Den jødiske bevidsthed havde (og har) man i venstre side - og bruger til det religiøse, hvor man kan kontakte Jesus og Gud.
Efter 1800-tallets religiøse vækkelse blev Guds rige projiceret op i Himlen. Det skulle herefter ikke være på Jorden, men i Himlen. Og dér kom man op, når man døde.
I 1917 kom der revolution i Rusland. Og i 1949 kom der revolution i Kina. Begge steder handlede det om at genforene sig med naturen og det dyriske i sig selv. Derved hævede man sig ikke op over underlivet og det onde. De nye regimer var (og er) derfor onde - ifølge kirkens tankegang. Hvis disse lande får held med at lave en verdens-revolution, betyder det, at det onde vil komme til at herske over alt.
De vestlige lande forsøger at styre og kontrollere alle andre lande. Meget ofte indebærer det, at Vesten fører en krig mod et regime i et fattigt land. Hver gang nogle vestlige soldater sendes i sådan en krig er der en præst med. Hans eller hendes opgave er at overbevise soldaterne om, at vi (i Vesten) fører en retfærdig krig - imod alt det onde.
Kirken fastholder også alle ritualerne med dåb, bøn, tilgivelse, syndsforladelse - som alle knytter sig til de spaltninger, som der er i den europæiske bevidsthed. Ritualerne er altså med til at fastholde den europæiske bevidstheds-struktur.
Flere og flere europæere - som ellers har identificeret sig med et samfunds-JEG - er begyndt at mærke og identificere sig med de dele af deres bevidtshed, hvor de oplever, at Jesus befinder sig. På den måde har man ikke længere ansvar for, hvad der sker. Jesus tilgiver - og sørger for, at det gode sker.
|