Der har altid været nogle, der producerede noget og solgte det; men de er ikke kapitalister. Så er der nogle, der har mange penge, og som giver penge til en virksomhed - mod at de får penge tilbage på et senere tidspunkt - årligt. For eksempel udsteder en virksomhed aktier. Det er nogle papirer med en masse tekst på. Og så kan andre købe sådan en aktie - og hermed overføre penge til virksomheden. Og hver år skal virksomheden så fordele overskuddet til dem, der har købt aktier i virksomheden.

Måske har en kapitalist købt en aktie i en virksomhed for 100.000 kr. Og hvert år udbetaler virksomheden "udbytte" til aktionærerne. Og det er måske 20.000 kr. til hver af dem, der har købt en aktie. Efter 5 år har aktie-ejeren får sine 100.000 kr. tilbage. Men ud i al fremtid bliver han ved med at få udbytter - altså (måske) 20.000 kr. hvert år. Så køber han en ny aktie for (måske igen) 100.000 kr. Og den nye aktie giver (måske) også et udbytte hvert år på 20.000 kr. Så nu får han samlet 40.000 kroner hvert år. Efter 2½ år har han igen fået 100.000 kroner tilbage - og så køber han en ny aktie til (måske 100.000 kroner). Nu får han hvert år 60.000 kr. tilbage. Efter små 2 år køber han en ny aktie ..... og nu får han 80.000 kr. tilbage hvert år. Det fortsætter. Næste år får han 100.000 kr. Nu køber han nye aktier hvert år. Inden der er gået 10 år, er han millionær - uden at røre en finger.

Hvert år opstår der virksomheder, der producerer krigs-materiel - og her kan man få dobbelt så meget tilbage. Man køber en aktie til 100.000 kr. - og hver år får man så 40.000 kr. tilbage. Det er vejen frem, hvis man vil blive milliardær. Og dem er der kommet flere og flere af gennem de sidste 30-40 år.

Både teoretisk og i praksis kan alt det her kun lade sig gøre, hvis der er en vækst i produktionen. Der skal hele tiden produceres mere og mere. Der er hele tiden brug for flere og flere råvarer. I de sidste 30-40 år er der sket en stadig større udplyndring af de fattige lande.

Politikerne her i Vesten er glade for denne vækst. For så betales der mere og mere i skat, som politikerne så kan bruge. Og det generelle er, at politikerne beviljer mere i løn til sig selv - så de også bliver rigere og rigere.

Arbejderne har i årenes løb fået lønforhøjelse, der svarer til inflationen. Men købe- kraften af lønnen er forblevet den samme. Ganske vist er der kommet mere og mere isenkram - og flere og flere plastik dippedutter. Og det er også blevet billigere at tage på rejse i de fattige lande. Her er den fattigste tredjedel af befolkningen blevet mere og mere fattig år for år.

I stedet for at samfundet forsørger pensionister og gamle, er alle tvunget til at få en pensions-opsparing. Og så er der nogle pensions-kasser, der investerer i aktier, så de også bliver rigere og rigere hvert år. For at gøre det mere demokratisk har nogle pensions-kasser givet mulighed for, at den enkelte lønmodtager selv kan bestemme hvilke aktier, som hans penge skal bruges til at købe. Så nu er han også kapitalist.

Der er ganske vist konstante krige i de fattige lande, fordi den fattige del af befolkningen her ikke vil finde sig i udplyndringen. Men set fra kapitalisternes synsviklen giver det bare endnu mere udbytte.

Der er en teori blandt nogle socialistiske grupper om, at kapitalismen før eller siden bryder sammen. Og så tror man, at kapitalismen forsvinder - og at vi får socialisme i stedet for. Men sagen er, at kapitalismen faktisk nu er i et stort konstant sammen- brud. Men så griber politikerne konstant ind - og redder det økonomiske system.

Derfor mener de nuværende magthavere, at kapitalismen vil fortsætte i al evighed.

Nogle meget få dyre-arter lever alene. Det er for eksempel tiger. Når en tiger-mor får unger, lever mor og unger sammen et stykke tid. Men så skifter de - og hver af dem lever alene. De fleste dyre-arter er flok-dyr. Det er for eksempel måger, solsorte og andre fugle. Og det er heste, køer, få, geder, svin m.fl.

I de første mange tusinde år af menneskenes liv her op jordkloden levede man som flok-dyr. I nyere tid var det landsby-fællesskaber. Man byggede hinandens huse. Man lavede tøj og sko. Og man producerede det, som man spiste. Men langsomt har det ændret sig. Her i Europa var det kirken og adelen, der bekæmpede landsbyerne. Kirken mente, at Satan kunne besætte et menneskes underliv, så mennesket blev ondt. Når det skete, skulle man torturere sådan en besat person og herefter brænde vedkommende levende på bålet. Det var kirken, der stod for torturen. Og det var adelen, der udføte brændingerne.

For at undgå det her, skulle enhver hæve sig op over sit eget underliv - så man kun var i kontakt med tanker og følelser - men ikke med det dyriske og onde (som befandt sig i underlivet).

Men i 1700-tallet kom der sømænd hjem fra Indien - og fortalte om inderne. De hævede sig ikke op over deres underliv - og derfor skulle de jo være onde - ifølge kirkens tankegang. Men inderne var ikke onde. De var kærlige og sociale. Og i sidste halvdel af 1700-tallet opstod der mange folkelige grupper i Europa, hvor man ville lave nye landsby-fællesskaber. Man ville genforene sig med naturen og med hinanen.

En fransk filosof gav navn til denne nye folke-bevægelse. Han kaldte det "socialisme".

Der kom 50 år med små og store revolutioner - og de blev alle nedkæmpet. Nu sad kapitalisterne på magten. De mente, at der var nogle natur-love. De mente, at der kun var få mennesker, der kunne hæve sig op over det dyriske. En almindelige fattig arbejder ville derfor altid befinde sig på sulte-grænsen. Hvis man gav arbejderne løn-forhøjelse, ville de bare sætte flere børn i verden - og så ville de komme ned på sultegrænsen igen.

I løbet af de følgende 100 år opstod en arbejder-bevægelse - mest drevet af de europæiske socialdemokratiske partier. Arbejderne fik mere i løn. De fik social-hjælp. De kunne komme på hospital. De kunne få folke-pension, når de blev gamle og ikke kunne arbejde mere. Alt handlede om, at samfundet skulle hjælpe det enkelte menneske.

I 1972 var der dog en enkelt fagforening i København, som skrev, at deres bevægelse også handlede om at skabe et socialistisk samfund. Det skrevne blev dog fjernet efter et års tid. Vi fik en "kultur-revolution", hvor unge mennesker flyttede i kollektiv - og hvor man snakkede om at genforene sig med naturen og hinanden. Alt sådan noget "alternativt" forsvandt i midten af 1980'erne.

Før 1985 opfattende man JEG'et som noget kropsligt. Efter 1985 befinder JEG'et sig i hjernen. Og kroppen er bare noget mekanik. Det enkelte menneske er bare en brik i systemet. Der er tusinder af "eksperter", der hjælper det enkelte menneske. Det er blevet til et velfærds-samfund.

Menneskets iboende natur, hvor vi føler os som flok-dyr, udfolder sig så på uddannelses-stedet eller på arbejdspladsen. Her er man med i en flok.

Kapitalisterne har så lavet en arve-lov, hvor børn og ægtefælle er tvangs-arvinge. Alt det oprindelige med - at det er lokale fællesskaber, der producerer huse, tøj og mad til selvforsyning ... er forvsundet. Fællesskabet ejer ingenting.

Hvis du er rig, kan du meget. Hvis du er fattig, kan du lidt. Hvis I er mere end én person, kan I ingenting. Det sikrer systemet ved hjælp af tusinder af lov-paragraffer.

De statslige TV-kanaler sørger for en folke-oplysning, der fortæller om alle hjælpe-ordningerne. Og ind imellem er der også udsendelser, der viser, at det hele tiden går bedre og bedre for os, mens det går dårligere og dårligere for ikke-kapitalistiske samfund.

Moralen er altid, at vi i Vesten er frie, mens mennesker i andre kulturer er undertrykte. Det virker. Det er en meget effektiv bevidsthedsindustri, der styrer, hvordan vi tænker.