Liberalisme - godt eller dårligt

I gamle dage herskede adelen og kirken. Folk underordnede sig - men gjorde dog ind imellem oprør. I sidste halvdel af 1700-tallet kom der sømænd hjem fra Indien - og de fortalte, at inderne ikke undertrykte deres underliv, sådan som kirken mente, at man skulle (det kropslige og seksuelle var syndigt). Der opstod en folkelig bevægelse, hvor man frigjorde sig. Man forestillede sig, at man fremover skulle leve i landsbyfællesskaber, hvor hvert enkelt menneske var fri, men hvor man samarbejdede om at skabe det gode liv.

Den ene halvdel af adelen ville fortsætte med bare at sidde på magten. Men den anden halvdel blev til kapitalister, der huggede hovedet af den reaktionære adel. Der var så cirka 50 år med små og store revolutioner. Og til sidst sejrede kapitalisterne - og blodigt undertrykte arbejderne.

Arbejderne skulle arbejde 10-12 timer om dagen. Maskinerne var farlige og gav mange arbejdsulykker. De fleste arbejdere blev ikke mere end 30 år gamle.

Kapitalisterne mente, at det var en naturlov, at arbejderne altid ville være på sultegrænsen. Hvis man gav dem lønforhøjelse, satte de bare flere børn i verden - og så kom de ned på sultegrænsen igen.

Arbejderne lavede strejker og sabotager - og skabte langsomt det nuværende velfærdssamfund.

I sidste halvdel af 1800-tallet opstod der en bevidsthedsmæssig spaltning af europæernes bevidsthed. I kroppens højre side samt i venstre hjernehalvdel fik man den gamle græske bevidsthed, som man brugte (og bruger) til samfund og arbejde. Og i kroppens venstre side samt i højre hjernehalvdel fik man den gamle jødiske bevidsthed, som man brugte (og bruger) til familie og religion.

Der opstod mange familievirksomheder. Her herskede faderen, og der kom arvelove, så den ældste søn overtog virksomheden. Der kom andre arve-love, så alle værdierne forblev i familien.

Samtidig kom der 2 forskellige opfattelser af frihed. Arbejderne ville opnå individuel og kollektiv frihed - og ikke bare være løn-slaver. Og de kaldte deres vision for socialisme. Familievirksomhederne fik internt et hierarki med faderen som enevældig - og kaldte deres vision for liberalisme, idet de bare ville passe deres egen virksomhed - og ikke være underlagt en masse regler og love.

Der er en myte om, at socialisterne gerne vil have flere love - mens liberalisterne vil have færre. Men uanset om det er socialister eller liberalister, der har regeringsmagten, bliver virkeligheden altid mere styring, kontrol og ensretning.

Årsagen hertil er selve den splittede og stivnede bevidstheds-struktur. De højre-orienterede (venstre krops-side) er vældig gode til at se alt det tåbelige, som de venstre-orienterede (højre krops-side) foretager sig. Og de venstre-orienterede (højre krops-side) er vældig gode til at se alt det tåbelige, som de højre-orienterede (venstre krops-side) foretager sig.

Men der er ingen af de to grupper, der er i stand til at se den virkelige virkelighed - og de reelle problemer, som presser sig på. Begge snakker dog om, at det er mere frihed, som vi skal have.

Økonomisk liberalisme

Adam Smith (1723-1790) skrev i 1776 bogen "Nationernes Velstand". Dengang skaffede de eurpopæiske lande sig kolonier. Og de kæmpede ofte mod hinanden om at besidde disse kolonier. Men Smith mente, at det bedre kunne betale sig med frihandel, hvor man ikke bekæmpede hinanden. Hvis alle samarbejdede kunne man overføre mere fra kolonierne til Europa - end hvis hvert europæisk kæmpede for sig selv. Det har vi så fået i dag, hvor Vesten samarbejder på verdensmarkedet.

Smith mente også, at der skulle være fri konkurrence - både mellem landene, men også i det enkelte land. Så ville de, der kunne producere til den billigste pris, vinde i konkurrencen - og det ville være til gavn for alle.

Udbud og efterspørgsel af varer var for Adam Smith en økonomisk naturlov, der sikrede, at de rigtige varer blev produceret i de rigtige mængder. Hvis udbuddet af en vare blev for stort i forhold til efterspørgslen, ville varens pris falde og tvinge producenten til at skære produktionen ned. Hvis efterspørgslen var større end udbuddet af varer, ville prisen stige og få producenten til at øge produktionen. Derved var det markedet, der bestemte produktionen - og man kalder i dag dette system for markedsøkonomi.

Teoretisk set har Smith ret i sin tankegang. Men kun hvis alle er ligestillet på markedet. Der skal altså ikke være forskel på en kapitalist og en arbejder - og heller ikke mellem et rigt land og et fattigt land.

I den virkelige verden har det vist sig, at dette ideelle marked ikke eksisterer. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere.

Med revolutionen i 1917 i Rusland fik man et stats-styret samfund. Bønderne blev "kollektiviseret". Planer for den enkelte fabriks produktion blev bestemt centralt. Man kaldte det for socialisme. Ganske vist skulle det udvikles. I 1932 mente man, at man var kommet til en "udvidet socialisme". Men i 1980'erne opgav man og nedlagde sig selv. Man har siden indført mere liberalistiske forhold for virksomhederne.

Det karakteristiske for både den kapitalistiske liberale markedsøkonomi og den russiske central-økonomi var (og er), at de naturlige lokale fællesskaber ikke eksisterer mere.

Man kan i fantasien forestille sig, at alle familier opløses, og at folk spredes, så alle er fremmede for hianden. Enhver koncentrerer sig så om at klare sig selv. I denne fantasi er det ligegyldigt, at der er en central statsmagt, der bestemmer, hvad man skal - eller om enhver selv finder ud af det. Problemet er, at de kropslige fællesskaber er fraværende.

I den virkelige verden gik familierne også i total opløsning - og er erstattet af små kernefamilier. Men problemet er det samme. Der er ikke noget naturligt fællesskab. Vi er alle hjerner i et system, hvor nogen eller ingen forsøger at styre det hele.

Både regeringer og virksomheder i dag vælger så en slags mellemløsning, hvor man både styrer og ikke-styrer - og hvor man hele tiden skal rette op på skævheder på markedet.

Ideologisk liberalisme

Vi har i dag tusindvis af teknokrater, der lave regler og love om alting. Selv når de mest liberale højre-orienterede sidder på den politiske magt, gør de det samme. For ellers bryder hele økonomien sammen.

De liberale mener dog (når de ikke har regeringsmagten), at der skal være mere frihed. Staten skal ikke blande sig. Men (når de har regeringsmagten) laver de lige så mange love og styrer lige så meget som "socialisterne". Men det skyldes, at de bare retter op på de ulykker, som socialisterne har lavet, da de sad på magten.

Tilsvarende er det med socialisterne. De vil gerne af-bureaukratisere og lave færre love. Men de bliver nødt til at rette op på de ulykker, som de liberale har lavet, da de sad på magten.

Samlet set retter man bare op hele tiden, mens man beskylder modstanderne for at have skabt problemerne.

Og så kalder den ene gruppe sig for socialister og kritiserer liberalisterne. Og den anden gruppe kalder sig for liberalister og kritiserer socialisterne. Og alle de egentlige problemer, som verden står overfor i dag - kan man ikke rigtig finde ud af at forholde sig til.

Vi har fået socialisme, mener nogen. Vi har fået liberalisme, mener andre.

Den store forskel handler om ...
1) hvorvidt det er frihed for både det enkelte menneske og et lokalt fællesskab
2) eller om det kun er frihed for det enkelte menneske (og eventuelle virksomhed),

I starter var det 1). Nu er det blevet til 2) Og det skyldes de frie markedskræfter, som alle er ofre for. Den eneste vej tilbage til 1) er at danne lokale fællesskaber. I det gode samfund skal det ikke være staten, der retter op på skævhederne, men de lokale fællesskaber. Den største forhindring for det er, at der er nogle magthavere, der vil bestemme over alt og alle. En frigørelse handler om at ændre selve samfundssystemet, så magten bliver lokal.