En lokal blog knytter sig til et postnummer område. Det kan for eksempel være 2200 Nørrebro i København eller 7700 Thisted. Og idéen er, at man bruger den lokale blog lidt på samme måde, som man i de gamle landsbyfællesskaber gjorde. Dengang boede man jo tæt sammen i samme lokale område. I dag er både Nørrebro og Thisted store områder, hvor der bor tusinder af mennesker. Og langt de fleste er slet ikke interesseret (endnu) i at være med her hos os.

Hvad er det så, at man skal med hinanden? Man skal IKKE sælge sine ting her. Man skal IKKE reklamere for sin terapi-virksomhed. Man skal skrive om tanker, idéer, forslag, arrangementer mm, som er relevante for os, der gerne vil skabe et bedre og mere socialt samfund.

Det kan være et dobbelt-arrangement, hvor børnene mødes hos én familie sammen med nogle børnepassere, mens andre voksne skal ud og danse, til koncert, til møde mm.

Man laver også indlæg på bloggen om ens bekymringer og tanker. Man kan have en blog om brug af en fælles bil. Der kan også være en besked om, at Henrik skal have en pause på grund af stress – og at man ikke skal kontakte ham. Det kan være oplæg om, hvem der vil med på en fælles ferie.

Ind imellem kan man lave link til en landsdækkende eller regional blog angående et arrangement – og spørge om, hvem vil med – og skal vi køre sammen?

Det kan også være en opfordring angående fællesspisning. Men hvis man er en fast gruppe, bruger man en x-blog, som kun medlemmerne af gruppen kan se og skrive i.

Der kan også være opfordring til at danne en ny x-blog, hvor man bliver en gruppe, der mødes jævnligt omkring et særligt emne: studekreds, frigørende terapi og healing, arrangere tøj-bytte-arrangementer mm.

Den lokale blog bruges også til oplæg til møder og referat fra møder. Husk, at det er en dårlig idé at lave dagsorden på forhånd. For så henvender mig sig kun til hjerner. Når man kommer til et møde, er man også krop og følelser – for vi er HELE mennesker.

Rød blink på forsiden betyder, at der er kommet nyt indlæg, siden du besøgte siden sidst.

Sociale udfordringer

Eksempler:

1) Man sidder og snakker sammen - og så er der en mand, der altid efter få sætninger tager ordet og kommer med en lang og spændende historie om ham selv og emnet. Enten bremser man ham og laver en aftale om, at et vink skal betyde "hold mund". Eller også er der andre, der ikke gider komme til flere møder.

2) En kvinde snakker, hver gang hun ånder ud. Det kan være et lille "ja" - men hvis andre holder en mini-pause, kommer der en masse ord, som andre egentlig ikke gider høre på. Hver gang hun får en følelse eller tanke, snakker hun. Og hun synes, det er vældig hyggeligt. Også her bliver man nødt til at vælge mellem at bremse hende - eller at andre ikke gider komme mere.

3) Så er der en forælder med et barn i 3-4 års alderen. Der er det tidspunkt i et barns udvikling, hvor man i vores kultur presser barnet til at spalte bevidstheden mellem højre og venstre side, så barnet får et individualistisk JEG i den ene side. Det kan tage et par år, inden barnet spalter sin bevidsthed - og undervejs kæmper barnet mod overmagten med gråd, skrig, kropslig modstand mm. Barnet trænger desperat til at komme væk fra forældrene og deltage i et børnefællesskab. Men forældrene tror, at de skal tage kampen med barnet, så barnet bliver civiliseret. Det er ikke til at holde ud - andre gider ikke komme mere.

4) Så er der et barn i 1-2 års alderen, som befinder sig i den fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Barnet slår et andet barn og griner. Både forælder og andre voksne griber ind. Problemet opstår, hvis forælderen tror, at man skal forklare barnet noget - altså tale til barnets hjerne. Vi er andre, der i stedet reagerer kropsligt. Ikke med at slå barnet - men holde barnet og komme med en enkelt høj lyd, så barnet kropsligt bliver klar over, at vi ikke vil finde os i, at barnet slår. Hvis man som voksen reagerer sådan, opstår den sadistiske fase ikke. Den kommer kun, når der opstår en adskillelse mellem barnets hjerne og krop.

5) Der er en voksen, som snakker til andre voksne. Men så er der et par børn, der på den ene aller anden måde forstyrrer den voksne - og han eller hun er ikke vant til børn og går i stå. Den voksne mener, at børnene er problemet. Men vi og andre mener, at den voksne bare skal lære at fungere i et socialt fællesskab.

6) En deltager sætter sin computer foran sig på bordet. Hun læser op, hvad man snakkede om sidst. Og hver gang der siges noget nyt, skriver hun på computeren. Hun mener, at der skal skrives referat. Det kan også være, at hendes telefon ringer, og så snakker hun med én, der ikke er til stede. Det gider andre ikke at være med til.

7) En mand kommenterer en kvindes udseende: "Hej, Susanne, hvor ser du godt ud". Det skal han ikke. Eller han tager på hende, når han snakker til hende. Det skal han heller ikke. Det er blevet lidt vanskeligt i de senere år, fordi der er kommet en norm om, at man skal kramme, når man møder eller forlader nogen. Det skal man kun, hvis det er en nær ven eller kæreste. Nogen giver altid hånd. Hvis man har lyst til det, giver man så også hånd. Ellers smiler man og trækker sin hånd lidt tilbage, så man signalerer, at man er venlig, men altså ikke giver hånd.