Man kan have forskellige energimønstre i de to kropssider.
Her er vist nogle eksempler.

Det er gamle kinesiske symboler. Men i 90"erne var der amerikanske virksomheder, der lavede små måleapparater, hvor man kunne måle disse ladninger.

Via nervetrådene overføres de elektriske ladninger fra kroppens overflade til hjernen, så der her opstår den samme bevidsthedsstruktur.

Høj ladning giver en udadvendt bevidsthed. Lav ladning giver en indadvendt modtagende bevidsthed. Når det drejer sig om det politiske, er fokus på de høje ladninger.

Marx og Engels
Allerede i 1845 skrev Marx (sammen med Friedrich Engels) sit første store skrift, Den tyske Ideologi, der dog først udkom i 1932 på tysk i Moskva; og man skal helt op til 1960’erne, før det blev almindelig kendt rundt om i Europa. Skriftet gennemgår den historiske udvikling, sådan som Engels i sin fantasi forestiller sig den. Marx er medforfatter, men det er mest Engels, der har følgende:

Engels troede altså, at slaveri ligger latent i mennesket, sådan at manden hersker over kvinder og børn. Men vi har historiske kilder fra Mellemøsten, der viser, at der var ligeværd (nogen kalder det matriarkat) mellem mænd og kvinder. Det var først, da klimaet ændrede sig, og der blev steppe og ørken, at der kom krige om at erobre en frodig dal. Og disse krige var så omfattende, at alle var på konstant flugt eller erobring i 400 år fra 1200-800 før 0. I disse år førte mændene krig, mens kvinder, børn og husdyr fulgte med. Og det var først efter disse krige, at man ser patriarkat og kvindeundertrykkelse.

Det er mere korrekt, at slaveriet opstår her. Den form for slaveri, der fandtes tidligere, lignede mere den form for arbejde, som arbejderklassen har i dag.

Skriftet konkluderer, at det sociale liv og bevidstheden dannes som en historisk proces – og tager hermed afstand fra de filosoffer, som beskriver bevidstheden ud fra ren filosofi.

Her er Marx sandsynligvis enig med Engels. Den polariserede bevidsthed begyndte at opstå. Indholdet i denne bevidsthed blev efterhånden til adelens og kapitalisternes ejendomsret og senere til det moderne samfund med en statsmagt, der herskede over dem, der udførte den materielle produktion.

Marx og Engels mente, at der er herskere, der udøver magt over jægere, fiskere, hyrder og kritikere, sådan at de ikke kan leve frit, men må kæmpe for livets opretholdelse ved at forblive det, som de er.

Her ser vi tydeligt, at Marx var enig med de utopiske socialister om deres visioner for fremtiden. Man lever i frivillige fællesskaber, går på jagt om morgenen, fisker om eftermiddagen osv. – kort sagt, gør det, som man har lyst til.

Når det så kommer til, hvad man skal gøre for at revolutionere samfundet, var Marx godt klar over, at arbejderklassen har kapitalist-klassens bevidsthedsstruktur; og det er så det helt store problem.

Det altafgørende er derfor, hvordan man kan ændre de undertryktes bevidsthed, så de laver revolution. Og her er det, at Marx – som tidligere vist – mente, at bevidstheden udvikler sig i overensstemmelse med den 3-delte struktur:

Der er en konkret bevidsthed (underliv) om den materielle produktion. Så er der en abstrakt bevidsthed; det er de herskendes tanker (hoved). Men så er der også en individuel følelsesmæssig bevidsthed (bryst), der kigger på modsætningen, og som er igangsætter til en bevidsthedsproces. Det kommer ikke frem i teksten, som i overvejende grad er skrevet af Engels.

Engels
Friedrich Engels var Marx’s skrivekammerat. Han havde arvet en bomulds fabrik, og han gav Marx penge hver måned, så Marx kunne sidde og studere og skrive.

Nogen tror, at Marx i 1840-50 kun beskæftigede sig med bevidsthedsmæssige problemer, og at han så senere begyndte at skrive om økonomi. Det er ikke rigtigt. Han begyndte med de økonomiske skriverier i 1844. Han skrev i "Til kritikken af den politiske økonomi" (udgivet i Berlin 1859):

Læg mærke til, at Marx ikke skriver, at det er det materielle liv (underliv), der skaber bevidstheden (hoved). Han skriver, at det er menneskers samfundsmæssige væren, der bestemmer bevidstheden – og som vi har set, tænker Marx her både på produktivkræfternes bevidsthed (underliv) og den individuelle følelsesbevidsthed (bryst).

Engels, som kommenterede og udgav samme skrift samtidig, erstattede dog ovenstående afsnit med:

Det er mig, der har fremhævet ”materielle livsbetingelser”. Hvor Marx mente, at det var menneskers samfundsmæssige væren, som bestemte deres bevidsthed, mente Engels, at det var de materielle livsbetingelser, der bestemte bevidstheden. Så fortsætter Engels, idet han citerer Marx:

Her er Marx og Engels enige. I næste afsnit skriver de begge to det samme:

Mark fremhævede dog ikke sociale revolutioner i kursiv; det var kun Engels, der gjorde det. Så kommer der en tekst, som kun Marx har:

Her skal man lægge mærke til, at Marx mener, at der er forskel på materiel og økonomisk udvikling på den ene side og så bevidsthedsmæssig udvikling på den anden. Men det vælger Engels altså fra. Næste afsnit er ens hos Marx og Engels. (Antagonisme betyder modsætninger, der ikke kan forliges):

Til sidst slutter Engels sådan:

Det er mig, der har fremhævet ”materialistiske”. Og Marx slutter sådan:

Denne forskel på Marx og Engels blev uddybet mere og mere i løbet af årene. De var enige om de store linjer i den historiske udvikling; men Marx inddrog hele tiden det bevidsthedsmæssige, mens Engels mente, at samfundet udviklede sig efter nogle materialistiske naturlove.

Hvis man ser nærmere på Marx’s vigtigste skrift, Kapitalen Bind 1, ser man en stor forskel mellem første version fra 1858, som er blevet kaldt Grundrids (Marx gav det aldrig et navn) og den endelige eller anden version i 1867. I den første version skriver Marx om den økonomiske udvikling, som om det kun er materielle betingelser, der styrer udviklingen – idet han selvfølgelig inde i sin egen tankegang hele tiden er klar over, at der foregår en bevidsthedsmæssig proces, som skubber til udviklingen. Men i den anden og endelige version har Marx mange steder tilføjet sætninger, der præciserer, at der er en bevidsthedsmæssig faktor, som spiller med. Han har også trukket et af de sidste kapitler frem som det første - og begynder så med at fokusere på bevidsthed.

Fremmedgørelse
Kapitalismen medfører, at arbejderen også bliver til en vare. Marx anvender her begrebet fremmedgørelse. Indledningsvis har arbejderen et konkret ”jeg” (underliv), der er undertrykt af en kapitalist (hoved). Når han kigger på sig selv, oplever han to ”jeg’er”. Det ene er det konkrete ”jeg” (underliv), og det andet bliver et abstrakt analyserende ”jeg” (hoved). Men i takt med at han analyserer, bliver ”jeg’et” i hovedet til et konkret ”jeg”, og ”jeg’et” i underlivet bliver til et objekt, som han studerer. Her erkender han, at underlivets bevidsthed er blevet til en arbejdskraft. Og hermed er det blevet til noget abstrakt. Det, som indledningsvis var konkret, er blevet abstrakt. Og det, som indledningsvis var abstrakt, er blevet konkret.

Fordi produktivkræfterne (underliv) udvikler sig, vil der – ifølge Marx - komme en modsætning mellem de to bevidsthedspoler (underliv og hoved), sådan at den tredje pol (bryst), der er individuel og følelsesmæssig, ikke vil finde sig i det mere. Så vil man få lyst til at lave revolution.

Men i Marx’s tekst fra 1867 er det tydeligt, at han har indset, at der er kommet en bevidsthedsmæssig spaltning mellem højre og venstre side, sådan at arbejderen ikke længere er revolutionær. Og Marx skriver et sted, at kapitalismens mest konsekvente produkt er, at arbejderen er blevet til en vare. Arbejderen ”sidder” inde i sit bryst og kigger på de to bevidstheder i højre side. Og dermed er han blevet passiviseret. Han har mistet følelsen af sig som en handlende. Og derfor laver han ikke revolution.

Med denne spaltning opfatter mennesker sig selv som en arbejdskraft (højre side) og som menneske (venstre side). Og hos Engels ses det tydeligt, at han udelukkende tænker i overensstemmelse med bevidsthedsmønstret i højre side, når han analyserer processerne i samfundet.

Engels udgav i 1880 Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Følgende er fra kapitel 3 og handler om revolution og ophævelse af klassemodsætninger.

Her er ikke 3 bevidsthedspoler med 3 kvalitativt forskellige bevidstheder, sådan som Marx’s oprindelig beskrev bevidstheden. Hos Engels foregår alt inde i tankerne. Det er en abstrakt bevidsthed, som beskriver en proces.

Engels tror på Darwin’s teorier om den historiske udvikling. Her udvikler arterne sig; men det er ikke en bevidst vilje, at en leopard gennem tusinder af års evolution får længere ben og kan løbe hurtigere. Det er tilfældigheder. En konkret leopard får lidt længere ben end andre leoparder. Og den klarer sig bedre. Andre vil så gerne parre sig med den. Og derfor vil dens gener blive videreført. Resultatet er, at der er flere af ungerne, der får længere ben. Dem med de længste ben klarer sig bedre end andre. Og så bliver de også nogle, som andre gerne vil parre sig med. Og generation efter generation kommer der flere og flere med længere ben, så de kan løbe hurtigere. Engels overfører så denne tankegang på samfundet. Det, som sker materielt og fysik, medfører ændringer i samfundet.

Det at man skal erobre staten var jo i direkte modsætning til de oprindelige idéer, hvor man skulle afskaffe staten. Men både Marx og Engels skiftede opfattelse efter Pariserkommunen, hvor statsmagten blodigt nedsablede pariserne, fordi de havde lavet en demokratisk og selvstyrende kommune. Og derfor mente Marx og Engels nu, at man blev nødt til først at overtage statsmagten.

Denne opfattelse, at man først skal erobre statsmagten, og at den vil dø af sig selv, blev venstrefløjen teori – og er det stadig i dag.

Vi skal nu se noget helt nyt hos Engels – en tankegang, som ikke findes hos Marx – men som venstrefløjen også har overtaget:

Klassesamfundet skyldtes altså, at produktivkræfterne ikke var udviklet nok.

Tidligere var mængden af produktionsmidler og produkter for lille. Det er først nu, at der er skabt så meget, at alle kan få et godt liv. Det har medført den forestilling hos de fleste venstreorienterede gennem hele 1900-tallet, at produktivkræfterne bare skal udvikles mere og mere, og når de er udviklet nok, kommer revolutionen. Alle var derfor overbeviste om, at revolutionen ville starte i Tyskland; men den kom i Rusland. Det skal jeg vende tilbage til. Engels skrev endvidere:

Vi ser her, at bevidstheden i højre side, som jo tidligere var kendt for, at man (hoved) havde hævet sig op over dyret (underliv) i sig selv, nu udnævnes til en fuldbyrdet proces. På tegningen viser jeg med en streg, at det dyriske bliver projiceret udenfor jeg’et, så det ikke opleves mere.

I sidste afsnit af ovenstående følger jeg ikke helt den tyske oprindelige tekst, fordi en direkte oversættelse ville blive meget snørklet. Så jeg har rettet lidt på sætningerne, så det giver mening på dansk; men samtidig har jeg bestræbt mig så grundig som muligt for at bevare den oprindelige mening.

Her er det, at Engels får skabt begrebet videnskabelig socialisme – et begreb, som Marx aldrig anvendte. Og mens Marx’s teori hele tiden bevæger sig mellem 3 forskellige bevidsthedssfærer, befinder Engels’s teori sig i én eneste bevidsthedssfære, som udgøres af en abstrakt tankegang. I venstreorienterede kredse betragter man Engels’s teori som en forbedring og videreudvikling af Marx’s teori. Efter min opfattelse er det en fordummelse.

Mens Marx’s teori hele tiden var videnskabelig i sin metode, er Engels’s teori det modsatte af videnskab. Det var ikke kun Engels, som havde denne form for uvidenskabelig videnskab. Det var ret almindeligt dengang. Der var alle mulige teorier om dyrenes, om menneskenes og om verdens udvikling. Og det blev alt sammen kaldt videnskab, selvom det mere var fantasi. Marx var den første af alle teoretikere, som anvendte videnskab på den måde, som vi i dag forstår det. Han tog fejl på et par områder, og hans historiske viden var begrænset. Men det, som gør, at han til stadighed vil være en kilde til at forstå samfund og udvikling, var og er, at han bestræbte sig på at hæve sig op over religion, fantasi og filosofisk tankespind – og fastholdt, at det var nødvendigt at forstå, hvordan den sociale virkelighed egentlig er – sådan ude i den virkelige virkelighed – og lige så meget inde i den virkelige bevidsthed, som mennesker har.

Marx’s teori for bevidsthedens udvikling kaldte han ”historisk materialisme”. Og Engels’s teori for det samme hedder ”dialektisk materialisme”. Efter Marx’s død var der engang, hvor Engels blev kritiseret for sine synspunkter og blev beskyldt for ikke at have forstået Marx. Og her indrømmede han, at udviklingen ikke bare skete sådan, at produktivkræfterne skabte bevidstheden. Der var også en individuel bevidsthed, som spillede en rolle. Men han fastholdt, at det vigtigste var produktivkræfterne.

Falsk bevidsthed
Engels lancerede også begrebet falsk bevidsthed, som de venstre-orienterede i dag har overtaget. Her mener man, at mennesker har en falsk bevidsthed, hvis de er underlagt den herskende borgerlige ideologi, så de ikke ser deres virkelige objektive interesser.

Ifølge Marx kan bevidstheden aldrig være sand eller falsk. Den er altid under forandring, og den udvikler sig i runder: Man har en teori. Man udfører den i praksis. Man får erfaringer. Sammenligner med den teori, man havde i starten. Bliver klogere og får en forbedret teori. Udfører den i praksis. Får nye erfaringer. Sammenligner med den teori, man gik ud fra. Bliver klogere og får en bedre teori osv.

Men hos Engels er der ingen bevidsthedsproces, der udvikler sig i runder. Her ender man op med en færdig bevidsthed, som så enten er sand eller falsk. Og venstrefløjen har lige siden ment, at Engels’s teori var bedre end Marx’s. Arbejderklassen har i dag en falsk bevidsthed, mener man. Men efter revolutionen kan man begynde at skabe en sand bevidsthed. Hele problemet er så, hvordan man får arbejderklassen til at lave revolution. Det skal jeg vende tilbage til.

Men faktisk giver det god mening at snakke om falsk bevidsthed – og om myter og tro. Nemlig, når man er stagneret i et bestemt bevidstheds-mønster – og især hvis der er bevidsthedsmæssige spaltninger og projektioner. Lad mig give nogle eksempler:

Alienationen handler om en bevidsthedsmæssig spaltning, som skyldes, at man har projiceret underlivets bevidsthed udenfor sit jeg. Jeg’et opleves i bryst og hoved – og vil det gode. Vi føler det onde i underlivet; men det er projiceret ud på andre mennesker. Vi oplever derfor, at det onde kommer fra andre mennesker.

Vi føler, at der er onde kræfter, som vil ødelægge verden med terrorisme. Der er hele samfund, som vi er besat af ondskab. Derfor føler vi et falsk behov for at forsvare os mod de onde. Vi bliver nødt til nogle gange at bombe disse lande og andre gange besætte dem og føre krig mod de onde mennesker, som vi føler så tydeligt. Resultatet er, at der i disse lande opstår frihedsbevægelser og terrorgrupper, som vil forsvare og hævne sig. Og de angriber os mere og mere desperat. Hermed beviser de, at vores opfattelse er rigtig – nemlig, at de er onde.

Oprindelig hænger seksualitet (underliv) sammen med kærlighed (bryst) og fornuft (hoved). Men nu er der et falskt behov for sex uden kærlighed og fornuft. De unge går på diskotek, drikker sig fulde og bliver høje af narkotika, og så flirter de og finder en sexpartner, så de får dækket deres behov. Mange voksne mænd, som har kone og børn, går ind imellem til prostituerede. Der er også mange kvinder i dag, der har sex med tilfældige mænd.

Reifikationen handler om en bevidsthedsmæssig spaltning, som skyldes en permanent splittelse mellem højre og venstre side. Højre side opleves som et redskab, og man føler, at man er en arbejdskraft. Hvis man ikke har et arbejde, føler man hele denne side tom. Så derfor føler man et falskt behov for at have et arbejde. I andre kulturer identificerer man sig med sin krop; i vores identificerer man sig med sit arbejde.

Venstre side opleves som et individualistisk jeg. I andre kulturer kan man skifte mellem at føle sig som en del af fællesskabet og føle sig som individ. Men i vores kultur føler man hele tiden sin individualisme. Man tror, at hvis man ikke har denne individualisme, er man kun i stand til at føle sig som en del af fællesskabet; og så bliver man et gruppemenneske, der aldrig gør oprør, men altid tilpasser sig. Derfor føler man et falskt behov for individualisme. Så tror man, at man bliver potentiel revolutionær. Men realiteten er modsat; man bliver tilskuer til sit samfundsliv.

Splittelsen i en mandlig (højre) og en kvindelig (venstre) side gør også, at man føler et falskt behov for et tosomhedsforhold i en kernefamilie. Man identificerer sig med et jeg (den ene kropsside), hvor man reelt føler sig halv. Men så føler man også en kæreste (den anden kropsside), hvad enten man har en kæreste eller ej – og man føler et behov for at smelte sammen med denne kæreste (blive hel). Egentlig føler man bare behov for at forene sine to sider.

Det samlede splittede bevidsthedsmønster giver et falskt behov for at få mere. Enhver del af bevidstheden savner noget mere, nemlig det, der er udenfor den delbevidsthed, som man oplever. Ligegyldigt hvor meget man får, trænger man desperat til at få mere.

Hvis man mærker efter i sin underbevidsthed, oplever man det, som hedder myter. Det er opfattelser af den historiske udvikling og af menneskets natur.

Hvis man føler efter i højre side, mærker man en relation mellem underliv og hoved. Og det giver myten om udvikling – nemlig, at vi kommer fra noget dyrisk (underliv) og går mod noget forstandigt (hoved). Vi føler altid, at udviklingen går fremad og opad. Vi føler, at vi altid bliver klogere. I den virkelige virkelighed er der perioder i den europæiske historie, hvor folk faktisk mister indsigt, fornuft og visdom, og hvor klogskaben bare er dumhed på højere niveau; men man føler altid, at det går fremad.

Hvis man føler efter i venstre side, mærker man en bevidsthed i brystet, hvor man føler kærlighed og medfølelse overfor andre mennesker. Og det giver troen på, at vi er de kærlige – i modsætning til mennesker i andre kulturer. De er jo ikke stivnet i dette bevidsthedsmønster; og så kan de ikke føle det samme. Ergo tror vi, at de kun har begrænset eller betinget kærlighed.

Engels’s bevidsthedsstruktur
Som det ses, har Engels præcis den bevidsthedsstruktur, som tegningen viser. Han har alienationen og reifikationen. Underlivet og venstre side er projiceret udenfor hans jeg. Han har de forskellige ”falske” bevidstheder, som jeg netop har gennemgået. Selv mener han, at mange i arbejderklassen har en falsk bevidsthed, fordi de ikke har den bevidsthedsstruktur, som han har.

Både Marx og Engels mente, at bevidsthedsstrukturen var skabt af samfundssystemet, og at den ville ændre sig, når man erstattede kapitalismen med socialisme. Her havde Marx ingen mening om, hvordan det ville blive. Men Engels mente, at socialismen vil blive en videreudvikling af den eksisterende bevidsthed. Han troede på Darwin’s teori om evolution. Menneskeheden har udviklet sig op til den kapitalistiske bevidsthed – og vil videreudvikle sig frem til socialismen. Den bevidsthedsstruktur, som man har fået under kapitalismen, giver en bevidsthed, som er forudsætning for, at man kan tænke videre i en socialistisk retning. Det mente Marx ikke.

Kort efter Marx’s død udgav Engels et skrift med titlen "Privat-ejendommens, familiens og statens oprindelse". Det bygger meget på nogle af datidens antropologers opfattelser af menneskehedens udvikling. Der er 3 epoker: den vilde tilstand, barbariet og civilisationen. Det interessante er, at Engels mente, at der er 2 uafhængige historiske udviklingsprocesser. Den ene (højre sides bevidsthed) handler om produktionssamfundet, og den anden (venstre sides bevidsthed) handler om familien. Produktionssamfundets udvikling følger nogle love, som Marx kaldte den historiske materialisme og Engels kaldte den dialektiske materialisme. Og familiens udvikling følger så nogle helt andre love, som Engels så kommer ind på i dette skrift.

Engels mente, at alle kulturer har gennemlevet den samme udvikling gennem de sidste 5.000 år. I dag ved vi, at kulturerne har haft forskellige udviklinger. Engels mente, at den moderne kernefamilie er udtryk for, at vi er kommet længst i en kærlig udvikling. Her ved vi i dag, at kernefamilien er opstået under den tidlige kapitalisme, og at man i de fleste andre kulturer har helt andre familieformer, selvom man selvfølgelig godt kan finde parforhold. Der er både socialistiske og borgerlige antropologer, som i dag mener, at mennesker før 1700-tallet kun havde en gruppebevidsthed. De har den samme bevidsthedsspaltning som Engels – og tror det samme. Men historiske kilder viser, at mennesker tidligere både kunne opleve grupper, parforhold og kærlighed.

Økonomisk teori
Efter Marx’s død og helt frem til 1930’erne var der ikke ret mange, der kendte til de skrifter, som Marx skrev tidligt. Derimod kendte man til hans økonomiske skrifter. Og især kendte man til Engels’s skrifter. Man troede, at Marx’s teori var en slags økonomisk determinisme, som beviste, at kapitalismen automatisk ville blive afløst af socialismen i takt med udviklingen. Det var bare et spørgsmål om tid. Man skulle bare vente, til det skete.

I dag er der stadig mange ”marxister”, der mener, at Marx’s ungdoms-skrifter bare var en gang borgerligt vrøvl, og at han først blev ”videnskabelig” på et senere tidspunkt. De mener, at marxisme handler om en økonomisk teori. Disse ”marxister” mener ligesom Engels, at den kapitalistiske bevidsthedsstruktur er god, og at man skal bygge videre på den. Og så tror de, at Marx havde en økonomisk teori for kapitalismens sammenbrud. Det havde han ikke. Hvad den marxistiske økonomi går ud på, vil jeg nu gennemgå.

Hvis du vil vide mere om bevidsthed? - så læs:
Paradisets Port - psykisk forvandling
Psykologisk gennemgang af de problemer, vi slås med.
Sådan kan vi ændre vores bevidsthed.

Himlen på Jorden - revolutionær bevidsthed
Sociologisk gennemgang af den europæiske bevidsthed.
Sådan har samfundet historisk udviklet sig.

Hvis du ikke vil have alle livsstils sygdommene, men være med til at genskabe livet i jorden, skal du læse bogen:
Livgivende jordbrug - om at redde jorden og os selv

De venstreorienterede marxister har forkastet Karl Marx's "historiske materialisme" - og erstattet den med Friedrich Engels's "dialektiske materialisme", som ifølge Engels er en forbedret "marxisme", der er "videnskabelig" - og hvor en del af Marx's tankegang nu er "falsk" bevidsthed. Læs:
Forstå Marx - fra misforståelser til brugbar viden

Fås på www.forlaget-lynet.dk

Diskurs teori
Michel Foucault (1926-84) var en af de franske socialister, der kaldte sig maoister. Han kendte ikke til energimønstrene, men han var klar over, at bevidstheden foretog cirkelprocesser. Foucault udgav i 1961 «Histoire de la folie à l"âge classique - Folie et déraison» (”Galskabens historie i den klassiske periode”). Han tog udgangspunkt omkring år 1500, hvor spedalskheden var ved at ophøre. Man havde systematisk udvist de spedalske fra byerne. Og hvis de ikke kunne gå, bar man dem udenfor, så de kunne ligge og dø på en mark. Denne tankegang med at udvise mennesker, blev nu videreført, så alle ikke-normale også blev udvist. Gale mennesker, som tidligere blev accepteret som landsbytosser blev nu uddrevet. I starten blev de bare konstant sendt videre; men efterhånden begyndte man at spærre dem inde. Der var ikke tale om nogen straf eller behandling. De skulle bare væk fra det normale samfund. Hvis de blev for aktive og opførte sig aggressivt, gav man dem kolde bade, eller de blev spærret inde i beholdere, så det kun var deres hoved, der var fri. Man prøvede også at placere dem i nogle apparater, der blev snurret hurtigt rundt for at passivisere dem.

Nogle af de gale blev behandlet som dyr. De blev bundet eller lænket i noget, der lignede en stald. Om vinteren kunne der være frost. Men de havde kun noget halm til at beskytte sig med. Hvis de gale ikke gjorde, hvad man sagde, blev de pisket. Man mente, at de gale var nogle væsner, hvor det menneskelige var forsvundet. De var overgået til at være dyr.

Foucault mente, at der i 1400-1500-tallet opstod en bevidsthed, hvor det europæiske menneske hævede sig op over det dyriske i sig selv. Jeg er enig; men jeg mener, at bevidsthedsstrukturen allerede eksisterede. Efter min opfattelse kom der bare en social proces, hvor man bevidsthedsmæssigt fik en adskillelse mellem en fornuftsbevidsthed (hoved) og en dyrisk bevidsthed (underliv). Men Foucault mente altså, at selve det to-polede bevidsthedsmønster opstod i disse år.

I 1963 skrev Foucault bogen «Naissance de la clinique - une archéologie du regard médical» (”Klinikkens fødsel”). Efter den borgerlige revolution i 1789 kom der klinikker og sygehuse for de fattige. De medførte, at lægerne nu kunne forholde sig til mange patienter; og så begyndte man at registrere sygdomstegn. Hvis en patient havde nogle bestemte symptomer, var der sandsynlighed for, at patienten havde en bestemt sygdom. I stedet for at hjælpe patienten, vendte lægerne sig nu mod at afhjælpe sygdommen.

Foucault så her, at der var en lighed mellem filosofferne og lægerne. Filosofferne havde teorier, som beskrev virkeligheden. Og lægerne havde tegn eller symptomer, som beskrev sygdommene. Teorierne og symptomerne fik hermed et selvstændigt liv.

Foucault erkendte hermed, at ”samfundsbevidstheden er ændret”. Tidligere havde man en læge (hoved) og en patient (underliv). Men de nye samfundsinstitutioner, klinikker og sygehuse gjorde, at man fik sygdomme (hoved) og symptomer (underliv). Lægen kiggede ikke på patienten. Han undersøgte en lang række patienter og kiggede på, om de havde samme symptomer. Selve sygdommen ses ikke. Der eksisterer kun symptomer. Sygdommen eksisterer kun i sproget.

Nu hvor lægerne i fællesskab havde fået overblik over symptomer og givet navn til sygdomme, blev de gale ikke længere betragtet som dyr, men som syge. De levede herefter i særlige asyler, hvor de skulle behandles. Her anvendte man dels straf med pisk, kolde styrtebade, fratagelse af mad osv. Og dels psykologisk hjælp, hvor de skulle lære at identificere sig med fornuften (hoved), der kunne styre og kontrollere deres ufornuft (underliv). De kom under konstant overvågning. Deres ord og handlinger blev bedømt. De var (og er) blevet ofre for psykologers og psykiateres behandlinger.

Den nye bevidsthed om sygdomme, som altså var socialt skabt, ændrede, hvordan man behandlede de gale. Fra at betragte dem som dyr blev de nu betragtet som syge mennesker.

I 1966 skrev Foucault bogen «Les mots et les choses - une archéologie des sciences humaines» (”Ordene og tingene”). Bogen handler om ”ordene” (hoved) og ”tingene” (underliv). Han skrev, at der er ideologiske og institutionelle rammer for, hvad man i en bestemt historisk periode kan tænke. Han mente, at der til enhver tid er nogle samfunds-institutioner, der skaber bevidsthed. Og beviset er netop de gales historie, hvor de først blev accepteret som landsbytosser, så blev de dyr - og til sidst blev de patienter. I bogen forsøgte han at vise en tilsvarende udvikling indenfor kunst og økonomi.

Foucault generaliserede så. Historisk er der først noget usynligt (underliv). Men ved at sætte sprog på, opstår der noget synligt, som Foucault kaldte signatur (hoved). Det er altså sproget, der trækker disse fænomener ud af mørket og gør dem til noget.

Jeg er ikke uenig. Jeg har for eksempel beskrevet 8 nye begreber (energimønstrene), og de trækker noget frem, så det bliver synligt. Og dermed begynder de at eksistere. Jeg mener så, at de altid har eksisteret – også inden, jeg fik øje på dem. Men Foucault mente, at hans objekter ikke havde nogen eksistens, før der blev sat sprog på. Og det så han i lægevidenskaben omkring år 1800, hvor sygdommene og behandlingerne opstod, og hvor det var tydeligt, at sygdommene var ligeså meget socialt skabt, som de var skabt af noget biologisk.

Foucault mente, at han helt havde forladt analyse-energiens bevidsthed – og var skiftet til udlevelses-energiens bevidsthed. Men han blev mødt med en videnskabelig kritik, hvor han måtte indrømme, at hans teori var ufuldstændig. Sagen er jo, at der er et subjekt. Og ergo må der også være et objekt. Det opleves tydeligt i analyse-energien. Men denne oplevelse er der ikke i udlevelses-energien. Der er en svag ladning i hovedet, så man godt kan fornemme, hvad man har omkring sig. Men egentlig oplever man bare en proces.

I 1969 skrev Foucault bogen «L’archéologie du savoir» (”Videns-arkæologien”). Foucault startede med at konstatere, at den vestlige kultur ikke er et produkt af en fortløbende positiv udvikling - sådan som marxisterne forestiller sig. Foucault beskriver, at det er noget inde i selve bevidstheden (energimønstrene). Han vidste, at bevidstheden kan ændre sig – og derfor mente han, at analyse-energiens stivnede bevidsthed ikke svarede til den sociale virkelighed. Og han definerede så begrebet ”ytring” (énoncé), som er den bevidsthed, der kan opstå, når den sociale virkelighed ændres.

En ”ytring” i denne sammenhæng er ikke det at sige noget. En ”ytring” er det bevidsthedsindhold, der manifesterer sig, hvis der altså er erkendt noget. For så iagttager man det, man har ”ytret”, og det giver anledning til videre sociale og erkendelsesmæssige processer. Vidt forskellige begreber kan godt udgøre en identisk ”ytring” eller ligge nær hinanden. Men de skal dog tilhøre samme ”domæne” eller ”felt”.

Processen kører igennem nogle erkendelsesrunder. Når en ny bevidsthed er på vej, sker det efter en runde – og her befinder det nye sig på et ”førbegrebsligt” niveau. Så kommer næste runde, hvor der er nogle, der kommer med en ”ytring”. Det er normalt samfundsinstitutioner, som skaber disse ”ytringer”. Det er ikke nødvendigvis kendte institutioner. Ofte er det nye spirende grupper, som senere bliver til etablerede institutioner. Her kan man så analysere, hvem der ytrer sig, deres indplacering i samfundssystemet samt personernes forhold til et domæne (emneområde).

Efter endnu en runde opstår så et diskursobjekt. Diskurs betyder ”det, man snakker om”. Og Foucault mente her, at det skal være noget, som et stort flertal i samfundet snakker om. Hvis det kun er en mindre gruppe, er det ikke et diskursobjekt.

Foucault frasagde sig analyse-energiens sprog, idet han ikke interesserede sig for logikken, den sproglige korrekthed (grammatik), sprogets sociale struktur eller relation til handlinger samt de faktiske sproglige udsagn. Og han tog afstand fra den traditionelle videnskab med analyse-energiens bevidsthed, hvor man hele tiden fortolker det, der siges eller skrives – for at få det til at passe til en overordnet teori. I stedet mente han, at man skal fokusere på, hvorvidt noget rent faktisk er sagt eller skrevet. Altså om der har været en ”ytring”, der har skabt et ”diskursobjekt”. Og det interessante er så at studere flere erkendelses-runder i forlængelse af hinanden og se på, hvordan disse ”ytringer” ændrer sig – og så relatere dem til samfundets øvrige processer.

Foucault påviste, at der er en sammenhæng mellem viden og magt. Samfundets magthavere forsøger at definere, hvad der er sandt – og hvilken viden, man bør have. Og andre grupper kan udøve en magt, hvis de har en viden.

Samfundsvidenskab
Foucault har givet anledning til, der i dag er 2 forskellige samfunds-videnskabelige institutter.

På nogle universiteter dyrker man samfundsvidenskab efter den gamle metode, hvor man ”sidder” oppe i hovedet og studerer den kropslige virkelighed. Her følger al tankegang analyse-energiens struktur.

Og på andre universiteter dyrker man så samfundsvidenskab ud fra Foucaults diskurs teori, hvor man beskriver, hvad der foregår i samfundet. Og det følger udlevelses-energiens tankegang.

De to videnskabsretninger kritiserer hinanden for at være uvidenskabelige. Den viden, som der er i nærværende bog, hvor alle energimønstres bevidstheder inddrages, er derfor uvidenskabelig - ifølge de to ovennævnte videnskabsretninger, fordi jeg ikke kun benytter analyse-energiens eller udlevelses-energien bevidsthed – men benytter alle 8. Nogen vil kalde min tankegang for animalisme, hvor man overfører kroppens strukturer til sine tanker.

Min metode går ud på at beskrive energimønstrene – og så via fortællinger om forskellige kulturer og forskellige samfundsprocesser demonstrere, at der er en overensstemmelse mellem energimønstrene og menneskers bevidsthed. Den enkelte kultur er stivnet i et bevidstheds-mønster, fordi man har fået en indsigt og klarhed ved at bruge bevidstheden i overensstemmelse med et eller flere af sine egne kropslige strukturer. Det har så medført, at man har tilpasset det sociale liv efter disse mønstre. Og det har igen medført, at man har fået et indhold i bevidstheden, som passer til disse mønstre.

Dekonstruktion
Udgangspunktet for den europæiske tankegang er, at hjernen er en slags tom sæk, når man bliver født – og den fyldes så langsomt op med bevidsthed.

Det sker ved, at man (én bevidsthedspol) iagttager et objekt (en anden bevidsthedspol). Det er kun analyse-energien, der har to bevidsthedspoler. Og med den er det så, at man (hoved) iagttager et objekt (underliv).

Jacques Derrida (1930-2004), som var elev af Foucault, begyndte at udforske denne bevidsthed. Han erkendte, at vores bevidsthed er to-polet: sand/falsk, det samme/forskellig, ånd/materie, væren/intet, kultur/natur, liv/død, god/ond. Traditionelt mener filosoffer, at der har været en bestemt historisk udvikling fra dyr til menneske. Først var der nærvær, og siden kom bevidsthed, der kunne kigge på verden. Men Derrida mente, at bevidstheden fra starten har været to-polet.

Et af Derridas begreber er ”supplément”. Hvis man ligger og har samleje, føler man med analyse-energien sine kønsdele (underliv); men man har også en fantasi (hoved). Hvis man ikke har en seksuel fantasi, vil man måske have en fantasi om morgendagens arbejde. Man kan ikke vælge ingen fantasi. Så derfor er den seksuelle fantasi (hoved) ikke noget, der trækker én væk fra nærværet (underliv). Den gør det faktisk muligt at være mere nærværende. På dette tidspunkt i Derridas liv, kendte han kun til analyse-energiens bevidsthed.

I 1962 skrev Derrida «Introduction de l"Origine de la géométrie d’Edmund Husserl» (Introduktion til geometriens oprindelse af Edmund Husserl). Bogen handler om kritik af filosoffen Edmund Husserl (1859-1938). De to herrer havde samme grundsyn; og det udgør deres problem. De mente, at al tankegang er udviklet af mennesker historisk. Og derfor opstår der det problem, hvem der startede med at tænke. Det er uinteressant, så længe tanker blot er konstatering af, at der står et træ. Det begynder at blive interessant, når man for eksempel begynder at tænke geometri. Og spørgsmålet er, hvordan kunne det lade sig gøre?

Når man kender til energimønstrene, er svaret ligetil. Man indtager enheds-energien i venstre kropsside, så man har et jeg, der kigger på højre kropsside, hvor man indtager analyse-energien, som rummer to bevidsthedspoler, som man sammenligner. Men for Husserl og Derrida eksisterede kun analyse-energiens bevidsthed.

Og når man kun har analyse-energiens to bevidsthedspoler, mangler man hele tiden en tredje pol til at forklare, hvordan det hele begyndte. Man kan kun forklare, at man får en viden (hoved) ved at studere et objekt (underliv) - og at man derefter får en ny viden (hoved) ved at studere den gamle viden (underliv) – og at man gennem den historiske udvikling sådan bliver klogere. Men hvis der kun eksisterer sådanne to poler, hvordan kunne så det allerførste menneske tænke geometri, hvor han (hoved) kiggede på to elementer og sammenlignede dem. Med to bevidsthedspoler kunne han jo kun kigge på ét element (underliv), fordi den anden bevidsthedspol jo var ham selv, der kiggede.

Når man kun har et jeg (hoved), der beskriver et objekt (underliv), er dette objekt altid noget konkret, der er knyttet til jeg’et. Så hvordan opstår abstrakte begreber? Når jeg (hoved) ser en løve (underliv), er det en konkret løve. Men hvordan opstår begrebet løve? Det kan kun ske, hvis jeg (første bevidsthedspol) kigger på en løve (anden bevidsthedspol) og sammenligner løven med andre dyr (tredje bevidsthedspol). Der skal altså 3 bevidsthedspoler til; men man har kun 2 – mente Husserl og Derrida. Husserls ”løste” problemet med at mene, at sproget i sig selv udgør noget levende, der kan fungere som det, der kigger på noget. Derrida byggede videre på Foucault og mente, at erkendelsesprocessen tog noget tid. Først iagttog man 2 ting. Så var der en tidsmæssig udsættelse, hvor indholdet i bevidstheden på en eller anden måde overlevede. Og så kunne man igen iagttage 2 ting.

I 1967 udgav Derrida «De la grammatologie», «La voix et le phénomène» og «L"écriture et la différence» (”Om grammatologi”, Tale og fænomener, Skrift og forskel). I de 3 bøger undersøgte han Europas vigtigste filosoffer og opdagede, at de fleste hang fast i analyse-energiens bevidsthed.

Dog så han, at Freud, Nietzsche, Heidegger og Kierkegaard knyttede an til enheds-energiens tankegang. I bogen «L"écriture et la différence» skrev han, at Nietzsches og Heideggers tankegange (enheds-energien) handlede om en bevidsthed, som var før Platons tankegang (analyse-energien).

I bogen «De la grammatologie» udviklede han sin tankegang. Hvis man tænker 2500 år tilbage, er der en mand, der ser en ko (underliv), og som tegner et symbol (hoved), der betyder ko. Lidt senere bruger han analyse-energiens to bevidsthedspoler på en ny måde. Han (hoved) kigger på symbolet (underliv) og laver nu symbolet om, så det bliver et tegn, der betyder en lyd, som kan genbruges og indgå sammen med andre lyde og dermed betyde noget nyt. Hans søn (hoved) kigger nu på alle tegnene og laver en grammatik (hoved), hvorved alle tegnene kan betyde noget forskelligt, alt efter hvordan man bruger dem. Når vi (hoved) så i dag kigger ned på den ydre virkelighed (underliv), kan vi bruge nogle tegn – bogstaver, begreber, sætninger – til at betegne eller beskrive, hvad det er, vi gør.

Ligesom Foucault gjorde det i sin analyse om de sindssyge, så Derrida nu, hvordan sproget forvandler sig gennem tiden. I forordet til «De la grammatologie» afstak Derrida banen. Filosoffer har tidligere ment, at skrift bare var en overbygning på det talte sprog, og at logikken byggede på det talte ord. Men skriften har været der fra begyndelse af hele den vestlige kulturs historie. Vi har ikke kun et primitivt lydsprog. Vi har også et skriftsprog. Og det har været der, lige siden vi begyndte at anvende analyse-energiens bevidsthed. Dette skriftsprog har så udviklet sig langsomt gennem tiden. Først betød ordene noget konkret. Så blev det mere abstrakt, men knyttede sig stadig til noget socialt.

Lad os nu vende tilbage til Derridas hovedproblem. Der skal tre bevidsthedspoler til for at udvikle abstrakte begreber, og man har kun to (med analyse-energien). I bogen «La voix et le phénomène» afsløres løsningen. Først iagttager man (hoved) noget (underliv). Og så er der en tidsudsættelse, inden man (hoved) iagttager sin egen bevidsthed (underliv). Derrida var klar over, at den ydre verden og sanseapparatet ikke spiller nogen rolle her; det hele foregår inde i bevidstheden.

Og hvad er det så, der sker? Den bevidsthed (hoved), som man først har, destrueres i en proces - og så konstrueres der en anden bevidsthed (hoved). Hele processen kaldte han dekonstruktion.

Han fandt også på begrebet ”différance”. Det betyder tidslig og rumlig adskillelse. Det minder om ”différence”, der betyder forskel. Når man udtaler det på fransk, lyder det ens. Men på skrift skifter e til a. Og det er, fordi skriftsproget indgår i erkendelsesrunden, mente Derrida. Man bruger sine to poler – og skriver så ned, hvad en tredje pol kunne have fastholdt. Og så kan man fortsætte.

I begyndelsen af 70’erne opdagede Derrida, at mange kvinder skiftede bevidsthed til analyse-energiens bevidsthed. De fik en mandlig tankegang. Og dermed erkendte han, at der også eksisterer en kvindelig tankegang, som er enheds-energien.

Han blev mere og mere fascineret af, at man kunne erkende virkeligheden på en helt anden måde med enheds-energien end med analyse-energien, som var den eneste, han kendte tidligere. Især begyndte han at læse i Biblen, og opdagede, at den gamle jødiske bevidsthed netop havde enheds-energiens struktur. Derrida endte op med at mene, at man kunne indtage mange forskellige bevidsthedsmønstre, og at hver af dem gav forskellige opfattelse af virkeligheden.

Disse 2 franske filosoffer – Foucault og Derrida – var dem, der skabte en kulturrevolution indenfor samfundsvidenskaberne, fordi de forkastede, at bevidsthed kun tilhørte analyse-energiens struktur. De nåede dog kun til et skift til udlevelses-energiens bevidsthed (Foucault) og enheds-energiens bevidsthed (Derrida).

Bevægelsen døde
Når jeg tænker tilbage på 70’erne, er det tydeligt, at alt det progressive begyndte at stivne efter 1975. Jeg mener, at der var 5 årsager. Den første er, at der var stor forskel på mænd og kvinder dengang. Jeg husker, hvem det var, der var med i de progressive kredse, som satte dagsordenen. Vi unge mænd kom fra arbejderklassen, og vi havde visioner om at leve i fællesskaber. De unge kvinder kom fra akademikerhjem, og deres oprør rettede sig mod den gamle kvindeundertrykkelse. De syntes, det var lidt vovet men interessant at leve mere kollektivt; men når det kom til stykket, drømte de om en kernefamilie, hvor kvinder var ligestillede med mænd. Derfor var der mange konflikter i parforholdene. Og de endte alle med skilsmisser. Jeg kan for mit indre blik stadig se nogle af de mænd, som holdt taler ved demonstrationer. De snakkede om et fællesskabs-samfund. Men når de ikke engang kunne finde ud af det med deres kæreste, hvordan skulle de så kunne finde ud af det flere mennesker? Deres taler blev mere og mere abstrakte.

Den anden årsag var de venstreorienterede. De mente jo, at hele venstre sides bevidsthed var kunstig skabt af kapitalisterne. Når man skulle forklare noget, skulle man bruge sin hjerne (hoved) og studere den materialistiske og kropslige virkelighed. Og der kom flere og flere teorier, som blev mere og mere abstrakte. Til møder var der nogle, der kunne argumentere i timevis og forklare næsten alting. Men et flertal magtede ikke at høre teorierne og idéerne. For de sad og mærkede deres indre jeg i venstre side – og trængte desperat til, at det var dette jeg, der kunne realisere sig selv. Og i begyndelse af 80’erne skete det så, at ingen mere gad høre på de venstreorienteredes teorier.

Den tredje årsag var, at man oplevede en masse problemer. Ikke om den del af bevidstheden, som man selv identificerede sig med – men om den del, som de politiske modstandere var stagneret i. Og derfor handlede snakken meget om, hvad man ikke skulle. De tanker om, hvad man skulle – for at skabe et bedre samfund – blev aldrig ordentlig formuleret, fordi alting var umuligt, så længe de politiske modstandere havde deres del af magten.

Den fjerde årsag var så, at man ikke havde konkrete og detaljerede idéer og planer for, hvad man ville i fremtiden. Der var kun en abstrakt forestilling om at tage magten. Og når folk fik magten, ville alt blive godt – forestillede man sig.

Den femte årsag var ganske enkelt, at man var stivnet i det gamle europæiske energimønster og dets bevidsthed. Man havde idéer om at ændre samfundet til noget bedre. Og man forsøgte også at ændre meget, men et flertal følte det gamle energimønster – og følte derfor, at den gamle bevidsthed var rigtig, og at de nye idéer var sociale eksperimenter, som ganske vist var spændende og interessante, men som ikke duede på lang sigt.

Allerede i begyndelsen af 1980’erne kom en reaktion. Et flertal af befolkningen var træt af de mange teorier og idéer til, hvad man skulle. Nu skulle man bare slappe af og have det sjovt. I de borgerlige ungdomspartier begyndte man at gå med slips – for at markere en afstand fra 70’erne, hvor man gik i fodformede sko, cowboybukser og sweater. Og man fik en ny intern politisk kultur. Man prøvede delvis at argumentere. Og man kunne da også opremse et par argumenter. Men et overblik og konklusion magtede man ikke. Men i stedet for at blive forlegen, begyndte man bare at grine. Og det blev helt normalt i de kredse. Når man skulle argumentere for en politisk idé, kom man med et par argumenter – og så grinte man – hvorefter man formulerede den endelige idé, selvom den ikke hang sammen med argumenterne. Den endelige idé var noget, man følte (venstre side) – og det var det vigtigste. Og så syntes man, at det var fint, hvis man også havde et par argumenter (højre side).

Der var også nogle fjernsynsudsendelser, hvor en studievært inviterede en højre- og en venstreorienteret politiker i studiet for at debattere et emne. Først fik den venstreorienterede ordet og kom med et par argumenter. Men så afbrød studieværten og gav ordet til den højre-orientere. Han nøjedes med et enkelt argument og skiftede så over til, hvad han følte – og konkludere ud fra det. Så fik den venstre-orienterede igen ordet. Han var blevet afbrudt midt i en lang argumentationskæde og repeterede derfor de argumenter, han havde snakket om og tilføjede så nogle ekstra argumenter – men nåede ikke frem til nogen konklusion, fordi studieværten igen afbrød og gav ordet til den højreorienterede. Han var glad og fremsatte igen sin konklusion – og fik lejlighed til at sige den adskillige gange, inden den venstreorienterede igen fik ordet, som så blev nødt til at komme med en konklusion uden at kunne argumentere ordentlig for den.

Thi Marx var frem for alt revolutionær. På den ene eller anden måde at arbejde med på at styrte det kapitalistiske samfund og dette samfunds statsinstitutioner, at arbejde med på befrielsen af det moderne proletariat, som han først havde givet bevidsthed om dets egen stilling og tarv, bevidsthed om betingelserne for dets frigørelse – dét var hans virkelige livskald.

Kapitalen
Når man har Engels’ tro på, at der er en videnskabelig årsag til, at kapitalismen udvikler sig til socialisme, vil man jo forsøge at læse Marx’s hovedværk, Kapitalen, sådan, at man leder efter forklaringen på, at det vil ske. Der er også gennem hele bogen en undertone, der bygger en konklusion op. Så hvor er det, at Marx kommer med det endelige argument for, at kapitalismen går til grunde og socialismen overtager? Her opfører man sig ligesom ham, der gerne vil finde skoven, og som går rundt og rundt for at finde den, men ikke kan se andet end træer. Han finder aldrig skoven. Og mange venstreorienterede kan heller ikke finde konklusionen i Kapitalen bind 1.

David Harvey har fundet konklusionen. Han er professor i geografi og antropologi på City University of New York. Han har i de sidste 40 år undervist i blandt andet ”Capital”. Det kan jo på engelsk betyde flere forskellige ting. Og det er først for et par år siden, at universitetets ledelse opdagede, at han underviste i Das Kapital, altså Marx’s bog. Nu er han blevet en offentlig kendt person, som ofte optræder i progressive TV-udsendelser, hvor han forklarer, hvad den økonomiske krise egentlig handler om.

Allerede i 1982 skrev han bogen "The Limits to Capital", hvor han gennemgår den kapitalistiske økonomi ud fra en marxistisk synsvinkel. Men i 2010 udgav han bogen "A Companion to Marx’s Capital", der er en egentlig læsevejledning til Marx’s Kapitalen bind 1. Han gennemgår Marx’s tekst kapitel for kapitel – og redegør for, hvornår Marx er ironisk, og hvornår han mener det, han skriver. Harvey har gennem de 40 års undervisning i Marx’s Kapitalen bind 1 blevet klogere og klogere. Dels har han undervejs læst alle de økonomer, som Marx hele tiden henviser til. Og først og fremmest har Harvey lært af de kommentarer og spørgsmål, som de studerende har præsenteret han for. Alt det bruger han, når han skal forklare, hvad Marx egentlig mente.

Mange mener, at Marx’s ”ungdomsskrifter” er småborgerlige tanker, der ikke kan bruges revolutionært, og at det kun er hans senere økonomiske analyse, som kan bruges af socialister. Men Harvey er god derved, at han netop har forstået, at den økonomiske analyse kun kan og skal forstås i lyset af det, som Marx skrev meget tidligt, og som handlede om bevidstheden. Og i Harveys bog om Kapitalen citerer han ofte Marx for netop at påpege og vise, at det er afgørende for Marx at forbinde økonomi og bevidsthed.

I "A Companion to Marx’s Capital" påpeger Harvey igen og igen, at Marx faktisk forsøger at få økonomi og bevidsthed til at gå sammen. Selvom Marx mener, at den økonomiske analyse er afgørende, viser Harvey, at Marx også mener, at det bevidsthedsmæssige har en afgørende betydning for udviklingen. Harvey pointerer derfor, at man ikke skal nøjes med at detaillæse Marx’s økonomiske analyser, men se sammenhængen i hele Kapitalen. Det er denne sammenhæng, der giver forståelsen.

Jeg kan ikke være mere enig. Hvis man læser enkelte afsnit hos Marx, kan man let komme til at misforstå alting. Det er først, når man læser Kapitalen bind 1 i sammenhæng, at man forstår, hvad det hele drejer sig om. Det er den samlede tekst, som giver en forklaring på, hvordan kapitalismen vil udvikle sig.

Hvis man vil læse mere detaljeret om den nuværende økonomiske krise, har Harvey i 2011 udgivet bogen "The Enigma of Capital". Den er mange gange lettere at læse end Kapitalen. I bogens første tredjedel beskriver han kapitalisternes økonomiske fiduser fra 1970’erne og op til i dag; og her bruger han amerikanske økonomiske udtryk, som kun økonomer forstår. Men andre kan med fordel godt læse det alligevel. Så skal man bare tænke økonomisk fidus, hvor gang man ikke forstår et økonomisk begreb.

Hvor Marx i Kapitalen starter med abstrakte analyser og bagefter kommer med historiske eksempler, går Harvey den anden vej rundt. Han kommer med konkrete historiske eksempler først og summerer dem så op til en økonomisk analyse, som er 100 % den, som Marx kom med. Rent teoretisk er det en svaghed, fordi der mangler beviser. Men pædagogisk er det mange gange bedre, fordi alle uden forudsætninger kan følge med. Mens Marx selv er meget teoretisk og har forudsigelser af, hvad der historisk vil ske, tager Harvey udgangspunkt i den historie, som var fremtid for Marx, men fortid for Harvey – og viser, at der historisk skete det, som passer til Marx’s analyse.

Harvey påviser, at Marx’s analyse hviler på følgende forudsætninger: Der er ingen problemer i markedet. Markedet er lukket; og det vil sige, at der ingen handel er med nogle uden for markedet. Merværdien opnås ved udnyttelsen af levende arbejdere. Rente, profit, leje og skat spiller ingen rolle for kapitalisten, idet han bare opfatter det alt sammen som merværdi. Politikere, fagforeninger og arbejdere blander sig ikke; det er rå kapitalisme. Alle materielle varer handles til deres værdi. Arbejdskraften, som også betragtes som en vare, er dog variabel, idet Marx analyserer, hvad der sker, hvis lønnen til arbejderne kommer over eller under arbejdernes værdi.

Alt det her er i modstrid med den virkelige verden. Så hvad er det, at Marx forsøger at bevise i Kapitalen bind 1? Jo, han beviser, at der er en indre modsætning i kapitalismen, som både i teorien og i praksis viser sig ved, at der hele tiden skal være en økonomisk vækst. Og denne vækst sker både i omfanget af investeringer, i øget produktion samt i antallet af arbejdere. Men da disse 3 elementer udvikler sig ujævnt, kommer der hele tiden kriser, fordi produktion og forbrug aldrig passer helt til hinanden. I takt med den kapitalistiske udvikling bliver alting mere og mere problematisk, og det skaber en voksende bevidsthed om at ville ændre systemet.

Det gør, at folk bliver revolutionære. De får følelser og tanker om at skabe et alternativ. Og de organiserer sig og kæmper for forandringer. På et tidspunkt – mente Marx – vil også mange kapitalister indse, at systemet skal laves om; og så tilslutter de sig den revolutionære bevægelse. Og før eller siden bliver alting så grotesk, at der er et folkeligt flertal for at gennemføre forandringerne.