Mobil telefon - sociale medier.
Både børn og voksne er i dag psykisk afhængige af deres smartphone. Politikerne beskylder de store tech-giganter for, at de laver noget indhold, som gør børn afhængige. Børnene får hele tiden små bidder af noget, som lægger op til noget vigtigt, sådan at man hele tiden skal se og høre næste lille bid. Men det er det samme for voksne.

Vi kender dog til grupper, hvor børn og voksne kun tjekker deres mobil 1-2 gange dagligt. Og på vore sommerlejre er der ingen, der gider "være" på de sociale medier. Og det er, fordi det er meget rarere at være med i et fællesskab - end at være inde i sin stivnede og splittede bevidsthed, der hele tiden skal fodres med videoer.

I vores samfund har man en opdragelse af børn, der i 2 trin ødelægger deres bevidsthed, indtil de er blevet tilskuer - til andre og dem selv. Det er det egentlige problem, som politikerne slet ikke er opmærksom på. Og det skyldes, at politikerne og andre mener, at vores børneopdragelse er naturlig og selvfølgelig og ikke kan være anderledes.

Trin 1: Barnet bliver hele tiden udsat for, at forældrene er stivnet i dette energimønster, hvor man har en "forstandig snak" (hoved), der forholder sig til det materielle og dyriske (underliv). Og inden barnet er 2 år, presses barnet til at foretage en spaltning af sin bevidsthed, så JEG'et bliver forstandigt - og det dyriske fortrænges uden for JEG'et.

Trin 2: Forældrene har også det "modsatte" energimønster - med en følelsesmæssig bevidsthed i venstre kropsside. Og inden barnet er 4 år, presses barnet til en spaltning mellem de to sider, hvorved barnet får et individualistisk JEG - og får et følelsesmæssigt tomrum i den anden side.

Begge spaltninger er ikke fysiske - men bevidsthedsmæssige. Og hvis man foretager sig noget, hvor der ikke er brug for opspaltningen, ER der ingen spaltning. Det sker for eksempel i sport.

Men man kan også foretage sig noget socialt, hvor der ikke er disse spaltninger - og så viser det sig, at både børn og voksne ikke gider bruge deres smartphone.

Børn uden spaltet og stivnet bevidsthed har en oprindelige vilje. Der er noget, som de vil. Og det er noget, som kommer indefra dem selv. Sådanne børn oplever også nogle sociale udfordringer. Der er noget, som de gerne vil snakke med hinanden om. Og det er noget, som udspringer fra deres fællesskab.

Sådanne snakke og sociale processer er langt mere tilfredsstillende end at vise hinanden noget, som de har fundet på deres smartphone.

Det sociale liv, som vi byder børn i dag, er så kedeligt og ligegyldigt, at det er mere interessant at se en video på computeren.

Børn og unge bør være med i et gruppefællesskab, hvor de 4-5 gange om året har et stort projekt, som er meningsfuldt, og hvor de får brug for alle deres evner. Det kan være noget produktion, et teaterstykke, en musikfestival, et byggeri, et sprogkursus og meget andet.

2 måneders effektivt fuldtids-kursus i Engelsk er meget mere effektivt end 10 år traditionel engelskundervisning i skolen. I løbet af sådanne 2 måneder bliver børnene dygtige til noget. De får en selvtillid og psykisk styrke. Og så er der noget, som de kan - i stedet for 10 år, hvor man ikke rigtig kan noget.

Et årligt karneval, hvor nogen bygger en tromme, og andre laver en fløjte - og hvor alle syr deres egen kostume, kan også anbefales. Man skal så lære nogle danse og sange. For eksempel skal en gruppe drenge danse som nogle strudse, mens en gruppe piger skal danse som en flok ænder. Man skal også lave papmache dukker og lave plakater. En under-gruppe laver video af hele forløbet - og "klipper" det sammen til 2-3 små film.

Børn og unge skal være med i planlægningen. De skal bestemme, hvad der skal foregå. Der kan så dannes små grupper, hvor deltagerne i den enkelte gruppe føler ansvar for det, der sker.

Det er også vigtigt, at børn og unge deltager i det nødvendige daglige arbejde vedrørende mad, bolig, beklædning mm.

Alt det her er ikke realistisk med den nuværende kernefamilie-struktur. De voksne skal derfor også finde sammen i nogle fællesskaber.

Vi vil ikke finde os i gramseri.
I vores kultur - og i flere andre - er der en voldsom undertrykkelse af fællesskaber. Det var der ikke i 1400-tallet, hvor mænd og kvinder var ret ligestillet. En historie fortæller, at en mand gramsede på nogle kvinder, men at en gruppe kvinder så med magt klædte ham af, bandt en snor om hans testikler og trak ham gennem byens gader, mens de råbte skældord efter ham. Og herefter var der ikke nogen, der gramsede.

I dag er der ikke sådanne kvindefællesskaber. Men vi - der går ind for Grokraft - udgør et fælleskab - og vi ønsker, at mange andre vil være med. Men vi vil ikke finde os i gramseri eller dårlige vittigheder om det ene eller andet køn - og heller ikke udtalelser om udseende.

Hvis man har en fast kæreste - eller en tæt ven eller veninde, er det i orden at sige noget om hår, tøj og smykker - men ellers ikke.

Hvis nogen har lyst til at røre en anden person - eller gøre eller sige noget - skal man sige det klart til vedkommende: "Jeg har lyst til kæle med dig og have sex med dig". Og hvis vedkommende så siger det samme, kan man starte en kropslig relation - ellers ikke.

Flirt er dårligt, hvis det bliver til mere end smil. Kram, holde i hånd, kind-kys og små klap er ikke noget man skal gøre - med mindre begge parter klart signalerer, at man gerne vil.

På Grokraft blander vi os i de problemer og konflikter, der opstår. Vi opfører os, som om vi er én stor familie, hvor alle er aktive, når der sker noget mellem nogle af os.

I det "normale" samfund er der opstået en norm om, at man kun snakker med sine venner. Og hvis man er høflig, siger man også noget ligegyldigt til dem, som man er sammen med.

Men vi vil gerne fremme en ny kultur, hvor vi snakker med hinanden. Vi vil gerne have et fællesskabs-samfund, hvor vi bruger hinanden. I stedet for at tænke på ens eget liv, vil vi hellere tænke på vores liv. Vi vil hjælpe hinanden til at få et godt liv.

Eksempler, hvor vi også blander os:
Man sidder og snakker sammen - og så er der en mand, der altid efter få sætninger tager ordet og kommer med en lang og spændende historie om ham selv og emnet. Enten bremser man ham og laver en aftale om, at et vink skal betyde "hold mund". Eller også er der andre, der ikke gider være med.

En kvinde snakker, hver gang hun ånder ud. Det kan være et lille "ja" - men hvis andre holder en mini-pause, kommer der en masse ord, som andre egentlig ikke gider høre på. Hver gang hun får en følelse eller tanke, snakker hun. Og hun synes, det er vældig hyggeligt. Også her bliver man nødt til at vælge mellem at bremse hende - eller at andre ikke gider være med.

Så er der et barn i 1-2 års alderen, som befinder sig i den fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Barnet slår et andet barn og griner. Både forælder og andre voksne griber ind. Problemet opstår, hvis forælderen tror, at man skal forklare barnet noget - altså tale til barnets hjerne. Vi er andre, der i stedet reagerer kropsligt. Ikke med at slå barnet - men holde barnet og komme med en enkelt høj lyd, så barnet kropsligt bliver klar over, at vi ikke vil finde os i, at barnet slår. Hvis man som voksen reagerer sådan, opstår den sadistiske fase ikke. Den kommer kun, når der opstår en adskillelse mellem barnets hjerne og krop.

Så er der en forælder med et barn i 3-4 års alderen. Der er det tidspunkt i et barns udvikling, hvor man i vores kultur presser barnet til at spalte bevidstheden mellem højre og venstre side, så barnet får et individualistisk JEG i den ene side. Det kan tage et par år, inden barnet spalter sin bevidsthed - og undervejs kæmper barnet mod overmagten med gråd, skrig, kropslig modstand mm. Barnet trænger desperat til at komme væk fra forældrene og deltage i et børnefællesskab. Men forældrene tror, at de skal tage kampen med barnet, så barnet bliver civiliseret. Det er ikke til at holde ud - andre flygter.

Der er en voksen, som snakker til andre voksne. Men så er der et par børn, der på den ene aller anden måde forstyrrer den voksne - og han eller hun er ikke vant til børn og går i stå. Den voksne mener, at børnene er problemet. Men vi og andre mener, at den voksne bare skal lære at fungere i et socialt fællesskab.

En deltager sætter sin computer foran sig på bordet. Hun læser op, hvad man snakkede om sidst. Og hver gang der siges noget nyt, skriver hun på computeren. Hun mener, at der skal skrives referat. Det kan også være, at hendes telefon ringer, og så snakker hun med én, der ikke er til stede. Det gider andre ikke at være med til.