Tilbage






Vi vil ikke finde os i gramseri.
I vores kultur - og i flere andre - er der en voldsom undertrykkelse af fællesskaber. Det var der ikke i 1400-tallet, hvor mænd og kvinder var ret ligestillet. En historie fortæller, at en mand gramsede på nogle kvinder, men at en gruppe kvinder så med magt klædte ham af, bandt en snor om hans testikler og trak ham gennem byens gader, mens de råbte skældord efter ham. Og herefter var der ikke nogen, der gramsede.

I dag er der ikke sådanne kvindefællesskaber. Men vi - der går ind for Grokraft - udgør et fælleskab - og vi ønsker, at mange andre vil være med. Men vi vil ikke finde os i gramseri eller dårlige vittigheder om det ene eller andet køn - og heller ikke udtalelser om udseende.

Hvis man har en fast kæreste - eller en tæt ven eller veninde, er det i orden at sige noget om hår, tøj og smykker - men ellers ikke.

Vi er både kvinder og mænd - og enhver af os griber ind, hvis vi overværer eller får kendskab til upassende opførsel.

Hvis nogen har lyst til at røre en anden person - eller gøre eller sige noget - skal man sige det klart til vedkommende: "Jeg har lyst til kæle med dig og have sex med dig". Og hvis vedkommende så siger det samme, kan man starte en kropslig relation - ellers ikke.

I vores kultur er der også en bevidsthedsmæssig spaltning mellem underliv, bryst og hoved - altså mellem sex, følelser og tanker. Og det arbejder vi med - og hjælper hinanden med at forene disse tre bevidstheder, så de hænger sammen til et fælles hele.

Og vi mener, at man kun skal starte med noget kropsligt og seksuelt, hvis man sammen med en partner arbejder med at forene disse tre bevidstheder.

Den gode kærlighed - såvel som den sjove og frække - er kun livgivende, hvis både tanker, følelser og krop er helt med.

Hvis man har lyst til at være 3 eller 4 - eller har grove fantasier - eller vil lege med sex - er det fint. Man skal bare snakke helt åbent om det med sin eller sine partnere.

Polariserede handlinger (dominans, underkastelse, ydmygelse, smæk mm.) handler om at udleve de ekstreme følelser - og er også fint, hvis man snakker om det og er enige om at ville det.

Flirt er dårligt, hvis det bliver til mere end smil. Kram, holde i hånd, kind-kys og små klap er ikke noget man skal gøre - med mindre begge parter klart signalerer, at man gerne vil.


Eksempler, hvor en person opfører sig asocialt:
Man sidder og snakker sammen - og så er der en mand, der altid efter få sætninger tager ordet og kommer med en lang og spændende historie om ham selv og emnet. Enten bremser man ham og laver en aftale om, at et vink skal betyde "hold mund". Eller også er der andre, der ikke gider være med.

En kvinde snakker, hver gang hun ånder ud. Det kan være et lille "ja" - men hvis andre holder en mini-pause, kommer der en masse ord, som andre egentlig ikke gider høre på. Hver gang hun får en følelse eller tanke, snakker hun. Og hun synes, det er vældig hyggeligt. Også her bliver man nødt til at vælge mellem at bremse hende - eller at andre ikke gider være med.

Så er der en forælder med et barn i 3-4 års alderen. Der er det tidspunkt i et barns udvikling, hvor man i vores kultur presser barnet til at spalte bevidstheden mellem højre og venstre side, så barnet får et individualistisk JEG i den ene side. Det kan tage et par år, inden barnet spalter sin bevidsthed - og undervejs kæmper barnet mod overmagten med gråd, skrig, kropslig modstand mm. Barnet trænger desperat til at komme væk fra forældrene og deltage i et børnefællesskab. Men forældrene tror, at de skal tage kampen med barnet, så barnet bliver civiliseret. Det er ikke til at holde ud - andre flygter.

Så er der et barn i 1-2 års alderen, som befinder sig i den fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Barnet slår et andet barn og griner. Både forælder og andre voksne griber ind. Problemet opstår, hvis forælderen tror, at man skal forklare barnet noget - altså tale til barnets hjerne. Vi er andre, der i stedet reagerer kropsligt. Ikke med at slå barnet - men holde barnet og komme med en enkelt høj lyd, så barnet kropsligt bliver klar over, at vi ikke vil finde os i, at barnet slår. Hvis man som voksen reagerer sådan, opstår den sadistiske fase ikke. Den kommer kun, når der opstår en adskillelse mellem barnets hjerne og krop.

Der er en voksen, som snakker til andre voksne. Men så er der et par børn, der på den ene aller anden måde forstyrrer den voksne - og han eller hun er ikke vant til børn og går i stå. Den voksne mener, at børnene er problemet. Men vi og andre mener, at den voksne bare skal lære at fungere i et socialt fællesskab.

En deltager sætter sin computer foran sig på bordet. Hun læser op, hvad man snakkede om sidst. Og hver gang der siges noget nyt, skriver hun på computeren. Hun mener, at der skal skrives referat. Det kan også være, at hendes telefon ringer, og så snakker hun med én, der ikke er til stede. Det gider andre ikke at være med til.


På Grokraft blander vi os i de problemer og konflikter, der opstår. Vi opfører os, som om vi er én stor familie, hvor alle er aktive, når der sker noget mellem nogle af os.

I det "normale" samfund er der opstået en norm om, at man kun snakker med sine venner. Og hvis man er høflig, siger man også noget ligegyldigt til dem, som man er sammen med.

Men vi vil gerne fremme en ny kultur, hvor vi snakker med hinanden. Vi vil gerne have et fællesskabs-samfund, hvor vi bruger hinanden. I stedet for at tænke på ens eget liv, vil vi hellere tænke på vores liv. Vi vil hjælpe hinanden til at få et godt liv.