|
Hvordan skal vi holde møder?
Siden 1960'derne har vi i forskellige progressive grupper set 4 slags møder, som alle har været gode - sådan at forstå, at folk har haft lyst til at deltage - samt at der er kommet noget godt ud af det bagefter.
Encounter møde
Én person sidder foran de andre, som sidder i en halvcirkel. Personen skal så fortælle, hvad han eller hun gerne vil gøre for at bidrage til at forbedre verden og livet for sig selv, andre, naturen, kloden osv. De andre må gerne afbryde og stille spørgsmål. Idéen er, at andre skal hjælpe personen med at få bevidsthed om, hvorvidt han eller hun bare drømmer og har urealistiske forhåbninger - eller om vedkommende faktisk har fat i noget, som kan lade sig gøre, og som personen faktisk arbejder på at realisere, så at vedkommende har en reel indflydelse på udviklingen. Sådan et møde tager lang tid. Vedkommende vil sikkert bruge ½-1 time på at fortælle om sin baggrund, og hvorfor han eller hun tænker på en særlig måde. Og vedkommende vil sikkert også have behov for at snakke om de erfaringer, som vedkommende har gjort. Uden denne snak vil personen ikke få gavn af den feed back og de råd og forslag, som andre vil komme med.
I 1960'erne i USA og Europa var der grupper, som lavede sådanne encounter møder, og hvor de viste sig at være meget effektive - såfremt deltagerne altså virkelig var interesseret i at skabe en bedre verden for sig selv, hinanden og verden. Man skal afsætte 3 timer til sådan en snak. Måske bliver man "færdig" hurtigere. Men der må ikke være noget pres om, at man skal være færdig på 1-2 timer.
Det fungerer, hvis man er 4-8 personer, hvor man på skift er i centrum og på "den varme stol". Og undervejs finder man også ud af, hvordan man kan støtte hinanden og samarbejde. Det bliver ligesom en slags studiekreds, der kan vare flere måneder.
Cirkel snak
Her er det en større gruppe - gerne "alle". Der er kun én, der snakker ad gangen. Og man fortæller, hvad der foregår lige nu i ens liv. Hvis der ikke sker noget særligt, springer man over - og siger: "Jeg har ikke noget at fortælle". Nogle anvender det gamle indianer ritual, hvor man har en "ting", som man holder, mens man snakker. Og så længe man holder tingen, må andre ikke sige noget. Når man så er færdig, giver man tingen til den, der sidder ved siden af - og som så er den, der snakker. Hos indianerne var det tilladt at komme med små ytringer. Man kunne også sige: "Hvad mener du?" eller: "Forklar lige det!" Men idéen var og er, at man ikke bliver afbrudt, men snakker indtil man siger "Jeg er færdig". Og så kan en anden begynde at snakke.
Der er 2 situationer, hvor sådan en cirkel snak fungerer godt. Den ene er, når man ikke kender hinanden - eller der er kommet nogle nye med. Så bliver det en slags præsentation, hvor man siger noget forholdsvis kort om sig selv - men fortæller om det, der er vigtigt lige nu.
Den anden situation er, hvor man sidder sammen med alle de andre, som man deler skæbne med. Til daglig følger man sikkert med i, hvad nogle af dem foretager sig. Men man ved ikke, hvad alle er i gang med. Og så er det godt at få en kort fortælling om, hvad de andre går op i lige nu. For at undgå at det bliver trættende, skal man nøjes med at fortælle om det, der fylder mest lige nu - og altså gøre det kort. Hvis andre vil vide mere, kan de så efterfølgende komme og spørge.
Forum snak
Det startede oprindelig med "selvfremstilling". Alle sad i en cirkel. Og én rejste sig og gik ind i midten. Og her skulle vedkommende så snakke om, hvad han eller hun lige nu var i gang med for at ændre hele sin bevidsthed. Man måtte godt græde og grine. Råbe og skrige. Gå i ekstase. Lægge sig ned. Gå vildt omkring. Det handlede om at slippe sin pænhed og selvkontrol. Og overgive sig. Der var nogle få, der magtede det. Men ikke flertallet. I dag hedder det Forum. Rammen er den samme. Det handler om at vise og fortælle andre om, hvad der foregår inde bag ens pæne facade. Hvis man har svært ved det, er der måske en dygtig terapeut, som også rejser sig og hjælper vedkommende med at åbne sig. Ingen andre må sige noget. Når man har udlevet sine følelser og fortalt, hvad man tænker - sætter man sig ned. Og så kan en anden rejse sig og gå ind i midten osv. I praksis holder man sådanne Forum møder en gang om ugen eller en gang hver anden uge. Det kan være et kort møde med kun en enkelt i centrum. Eller et længere møde med 2 eller 3 aktive.
Når en person har udlevet sig selv og så sat sig ned, er det tilladt for andre at sige noget. Men man må ikke komme med gode råd eller kommentere noget. Man må kun sige noget, hvis man selv har oplevet noget lignende.
Kommunikations runder
I det følgende viser vi nogle kinesiske symboler, der er 2-3000 år gamle. Det handler om hoved, bryst og underliv. Hvis der er høj elektrisk ladning på overfladen, er der brugt rød farve. Hvis der er lav ladning, er der brugt gul farve. Energimønstret overføres til hjernen via nervetrådene, så der i hjernen opstår en tilsvarende struktur i bevidstheden. Og det viser sig, at selve strukturen udgør en væsentlig del af bevidstheden.
 I stedet for at være stivnet i den græske bevidstheds struktur i højre side og den jødiske i venstre - sådan som det er tilfældet med en normal europæer - skifter man rundt mellem alle 8 bevidstheds strukturer i en cirkelproces. I 1980'erne tog mange virksomhedsledere til Østen for at lære det - og det har da også vist sig at være "effektivt", sådan at man på de gode virksomheder i dag føler sig hørt og værdsat - og at man bliver inddraget i beslutningerne osv.
Specielt i ledelserne har man lært, at man aldrig skal indlede med en dagsorden, men at man i mindst 15 minutter skal starte med at snakke ud fra sin dyriske bevidsthed, fordi det er den, der afgør, om hele dagsordenen skal skrottes, og at man skal snakke om, hvordan alt skal ændres, hvis man ikke skal gå konkurs, fordi der er et andet firma, der er begyndt at producere det samme til en lavere pris.
Man har også lært, at den gamle "demokratiske ledelse" fra 1960'erne var noget skidt. Man skal stole på sine egne kompetencer, men inddrage arbejderne på samme måde, som forældre inddrager deres børn - med hygge, snak osv. Enkelte virksomheds terapeuter har også lært, hvordan man kan få en arbejdergruppe til at tage initiativer, så de "blander" sig i ledelsens dispositioner - og at både ledelse og arbejdere samarbejder om en fælles proces. Det har alt sammen medført, at mange er glade for at gå på arbejde i sådanne private virksomheder.
Når det drejer sig om de fleste statslige og kommunale institutioner samt frivillige foreninger, græsrods organisationer og lignende - er det derimod temmelig deprimerende, fordi man hænger fast i kun at anvende den gamle græske bevidstheds struktur til møder.
Så hvad skal man:
 |
Man starter altid med at tale ud fra sig selv - fra sin dyriske bevidsthed (underliv). Hvad vil jeg? - underforstået, hvis jeg er et dyr, der ikke har en intellektuel forståelse for helheden, men kun mærker mig selv. Det er meget konstruktivt, hvis alle gør det hurtigt og kort. Så ved man, hvor man har hinanden. Og det er grundlaget for, at en efterfølgende snak også kan bruges i praksis efter mødet. |
 |
Så handler det om at omsætte det til hjernemæssige tanker (hoved). Altså sætte ord på, hvad det får af konsekvenser for mig selv og andre. Det har også karakter af at formulere en idé eller en plan, som man vil følge. Det kan resultere i en slags dagsorden, hvor man laver en liste over, hvad man skal snakke om i fællesskab. |
 |
Så slipper man tanker og går i gang med handling (underliv og bryst) - og nu handler det om at koordinere sig med hinanden. Dels viser det sig, at det, som én laver, kan bruges af en anden. Og dels viser det sig, at der opstår noget, som ingen har forudset, men som man nu erkender, og så skal man lige aftale med hinanden, hvem der klarer de problemer, som nu viser sig. |
 |
Så går det jo altid sådan, at man havner i noget. Og man kan altid diskutere, om noget er lykkedes eller ej. Men det konstruktive er, at man erkender, hvad der er sket. Og det er, som det er. Tanker, følelser og krop (hoved, bryst og underliv) er bare. Nogen vil så mene, at glasset er halv tomt - og at det er et problem. Andre fokuserer på, at glasset er halvt fyldt - og at man altså har opnået noget. |
 |
Så kommer nogle små møder, hvor man to-og-to snakker om, hvad der er sket. Her er fokus på at kombinere tanker (hoved) og følelser (bryst) - samt især at finde ud af, hvad andre end én selv oplever. Princippet i snakken er, at jeg får en følelse, når du siger noget. Så omsætter jeg følelsen til noget, som jeg tænker og siger. Og så får du en følelse - og siger noget osv. |
 |
Så er det, at man skal vise de andre, hvad man føler (bryst) om det nye, der er sket. Er man glad? Er man sur? Hvad er blevet godt? Hvad er blevet skidt? Det er vigtigt i denne fase, at der ikke argumenteres, men at man viser sine følelser. Man kan for eksempel komme med et spontant "Ju-huu" - eller et højlydt "Øv". Det er både af hensyn til sig selv, så man kommer ud med sine følelser. Men også til andre, så de kan se og høre, hvordan man nu har det. (Man skal ikke forklare eller begrunde noget). |
 |
Når man har afreageret alle sine følelser, opstår der nogle tanker (hoved) om, hvad der egentlig er sket. Man skal ikke begynde at analysere og forklare. Men både overfor sig selv og andre er det konstruktivt at udrykke en slags kort konklusion. Det er en slags evaluering af forløbet, idet der aflejrer sig nogle sætninger i hjernen. |
 |
Når man sådan har udlevet sine følelser og tanker, bliver man "tom". Og det er vigtigt, at man forbliver et stykke tid i denne tilstand. Nogle vil kalde det meditation. Andre at man slapper af. Det konstruktive er, at man efter sådan en tomhed bliver i stand til at forsætte med en ny runde. |
 |
Ovenstående er en
typisk mande-runde.
Her til højre er en
typisk kvinde-runde.
På møder, hvor handlinger
overføres til tanker / idéer,
bør man altid tage mindst
1½ runde for hvert emne. |
 |
|
