Natur
Sahara-ørkenen i Afrika var oprindelig et frodigt område med masser af skov. Men det lykkedes mennesket at brænde så meget skov af, at området efterhånden blev til ørken. Man kan godt genskabe det tabte. Der er mest vind fra vest. Derfor starter man ude ved Atlanterhavet. Man planter skov i et bælte på 200 meter. Fugtigheden og regnen fra havet sørger for, at træerne overlever. Når træerne er blevet store, har de et stort rodnet, der holder på vandet. Rødderne suger vandet op, og noget fordamper og danner skyer, så det regner. Så kan man plante yderligere 200 meter skov mod øst. Og sådan fortsætter man i et par tusinde år, indtil hele Sahara ørkenen er blevet fuld af træer. Det tager stort set lige så meget tid at genskabe – som at nedbryde.

Man kan også genopbygge frodige områder – ved at lave kunstige oaser. Det tager også noget tid; men det kan godt lykkes.

Når der ikke er træer, bliver man nødt til at bygge huse af sten. Når der så kommer et jordskælv, bryder husene sammen. Og folk dør i massevis. Hvis man bygger huse af træ, binder man stammerne sammen med snor, og så ryster huset under jordskælvet, men intet bryder sammen.

I de fattige lande sørger den nuværende verdensorden for, at der jævnligt er krig, så der ikke er overskud til at skabe skov og bygge huse af organiske materialer.

Da klimakrisen satte ind omkring år 2000 før 0, flyttede folk ned i dalene, fældede skoven og lavede marker. Jævnligt kom der oversvømmelser, så hele landsbyer flød væk. Det grundlæggende problem var, at man ”ejede” sine marker, så man også boede der. En smartere løsning er, at man bor og bygger på skråninger, der aldrig bliver oversvømmet – og at markerne nede ved floden er fælles-marker for alle.

På skråningerne kommer der nogle gange jordskred, fordi man har fældet træerne, der ellers har et meget stort rodnet, der holder på jorden. Så dér, hvor der ikke er store træer, kommer der jævnligt jordskred. Og så er det jo lidt dumt at bygge huse nedenfor sådan en skråning. Man skal i stedet plante træer på skråningerne.

På grund af alles kamp mod alle i den økonomiske konkurrence, bosætter mange sig ved en flodmunding ud til havet. Her er der skibs-trafik over havet og ind i floden. Og så er der gode muligheder for at tjene penge. I et fællesskabs samfund har man ikke brug for penge. Her deler man med hinanden. Men i den kapitalistiske verdensorden går livet ud på at blive rigere end de andre, for så har man flere muligheder.

Men så sker det ind imellem, at det regner meget, og så kommer der meget vand i floden, og den kan så skylle en helt by ud i havet.

Det sker også, at de kommer tørke. Så dør alle planterne. Og dernæst dør folk – med mindre de flygter. Men i den oprindelige natur – og i en fremtidig genskabt natur – har man sørget for, at jorden er fuld af plante rødder, der konstant suger vand opad. Der dannes så underjordiske vandårer – nogle steder underjordiske floder – og på ethvert sted er der så mange plante rødder, at der er rigelig med vand til 4-5 måneders tørke.

De nuværende områder, hvor der er tørke flere år i træk, skyldes, at man har fældet al skov. Der er ikke rødder nok til at holde vand nede i jorden. Hvis der er skov nok, fordamper vand fra træerne, så der kommer regn, der fylder jorden og rødderne op med vand igen.

Det er nemlig så viseligt, at vi mennesker (og dyr) passer godt til naturen, hvis vi altså ikke har ødelagt den. Og det er også så viseligt, at vi mennesker kan genskabe den oprindelige natur, hvis vi vil. Det forudsætter, at de nuværende magthavere ikke bruger alle kræfterne på at føre krig og herske over andre.