Hvis de fattige lande skal op på vores materielle forbrug, er der brug for 4-5 jordkloder. Derfor kæmper de imperialisiske lande om at bevare magten. Alt tyder dog på, at det har korte udsigter. I takt med at imperialismen ikke længere kan fortsætte, fordi de fattige lande ikke længere vil finde sig i at blive udplyndret, vil vi i vores land opleve, at tilførslen af råvarer og fødevare formindskes - og at vi i langt højere grad er nødt til at blive selvforsynende. Det vil ske langsomt, og vi forestiller os, at nogen af os allerede nu indstiller os på fremtiden - og at andre kan fortsætte som nu, indtil de på et senere tidspunkt også bliver nødt til at ændre livsstil. Vi er altså nogle, der allerede nu vil forlade "rotteræset" og få det gode naturlige liv.

Det interessante er, at der i USA er økonomer, som vil omlægge samfundet, så en fjerdedel af befolkningen flytter i landsbyfællesskaber og bliver selvforsynende. De kalder deres vision for "naturlig kapitalisme". For så regner de med, at kapitalismen kan fortsætte (et stykke tid endnu).

Hvordan skal vi organisere os?
I dag, hvor folk i vores samfund har 3 spaltninger i deres bevidsthed (fået i 1-2 års alderen, 3-4 års alderen og 10-12 års alderen), er al organisation rettet ind efter disse spaltninger. Der er ganske vist kommet nogle opblødninger (blandt andet sociokrati), hvor man uddelegerer beslutninger, og hvor involverede personer har veto; men den grundlæggende bevidstheds-struktur og tilhørende samfunds-struktur er stadig den samme – og knytter sig til kapitalisme og imperialisme (for eller imod).

For Grokrafts vedkommende er vi mere inspireret af den militære organisation, fordi den har vist sig at være præcis den samme i Vesten, i Rusland, i Indien, i Afrika, i Kina osv - fordi den bygger på erfaringer om, hvordan man organiserer sig effektivt, når noget helt nyt skal ske, og der kommer pludselige og store forandringer. Her viser det sig, at man deler organisationen op i 4 ansvars områder:

1. Mennesket, individet, sociale problemer, udfordringer og konflikter.
Fokus er på at hjælpe det enkelte menneske til at fungere i fællesskabet. Det kan handle om pas, sygesikring, bopæl, personlig økonomi, børn, pensionister mm. Vi skal sørge for, at alle har tryghed og føler sig sikre på fremtiden. Man skal også have en ”gruppe”-struktur, sådan at man føler sig som en del af en familie i det større fællesskab. På vore sommerlejre har der vist sig, at der er 3 store problemer.

Det ene er, at nogle forældre behandler deres børn ”normalt” – altså at de udsætter børnene for et pres, der skal medføre, at børnene spalter deres bevidsthed på de sædvanlige 3 måder. Børnene protesterer og kæmper imod, så godt de kan – men bukker under til sidst på grund af forældrenes overmagt. Forældrene tror, at de gør det godt. De gør jo kun det normale – og de gør det for barnets skyld. Problemet for os andre er, at disse forældre og deres børn er inde i en opslidende proces, hvor hverken forældre eller børn har psykisk overskud til at deltage på lige fod med andre i fællesskabet. Og vi andre oplever det irriterende og forstyrrende – hele tiden at være vidne til den magtkamp, der foregår mellem forældrene og deres børn.

I andre sammenhænge vælger man normalt ikke at blande sig. Men alligevel kan en enkelt forælder og et barn ødelægge en hel uges lejr for os andre. Derfor blander vi os. Det er så sket, at de pågældende forældre vælger at forlade os – og så kan vi ånde lettet op. Men det er også sket, at sådan en forælder takker os for vores nærvær og engagement, og at vi blander os i deres børneopdragelse.

Det andet problem er, at der er nogle voksne, der har prøvet meget og ved meget, og så gerne vil fortælle om al deres erfaring og viden. Hvis der sidder 6 personer omkring et bord, er det naturlige, at alle 6 snakker lige meget. Men så er der altså én, der er så ”vidende og klog”, at han (sjældent hun) siger noget, hver gang en anden har talt. Vedkommende lytter gerne til en andens snak. Men allerede efter én sætning, overtager vedkommende snakker og kommer med en masse erfaring og viden om det, der lige er nævnt. Resultatet er, at vedkommende snakker halvdelen af tiden – og at andre kun får fortalt meget lidt om deres erfaringer og viden.

Lige i starten føles det interessant at høre om ham, der ved så meget. Men hurtigt bliver det irriterende, fordi det altid kun er ham, man hører om.

Vi har så valgt at bremse sådan en person. Vi fortæller ham, at hvis der sidder 6 og snakker, må han kun tale en sjettedel af tiden. Og vi tilbyder at hjælpe ham, så vi sender han et aftalt signal, når han skal holde mund.

Vi synes, det er lige så interessant og vigtigt at høre om, hvad andre har oplevet og erfaret. Selv børn og unge inspirerer os, selvom de ikke har erfaret de store visdomme. Vi mener også, at det er nødvendigt, at enhver fortæller om sine erfaringer. Det er afgørende for, at vedkommende opnår selvforståelse og selvtillid. Og det giver også mulighed for, at vi andre langt bedre kan samarbejde med vedkommende, fordi vi så ved, hvad vedkommende kan nu – og er i gang med at lære.

Også her sker det, at en person forlader os, fordi vi begrænser vedkommendes taletid. Men det føles altid befriende for os andre.

Det tredje problem er kropslig dominans. I værste fald handler det om seksuel chikane. Den person, der udøver det, opfatter det bare som naturlig omgang mellem venner. Men det opleves ydmygende for den, der bliver udsat for det.

Disse 3 problemer og alle andre mere organisatoriske personlige problemer vil vi have, at NOGEN tager ansvar for. Det sætter andre fri til at tage sig af andre opgaver.

2. Forsyninger, transport, boliger mm.
Det er helt afgørende, at alle, der kommer til vore arrangementer – uanset om de har tilmeldt sig eller bare dukker op – er sikker på at få mad og overnatning. Vi har i årenes løb anskaffet masser af skiftetøj, gummistøvler, underlag, madrasser, sengetøj, soveposer, håndklæder, telte og alle mulige slags småting, som man har brug for.

Når et nyt sted starter op, kan vi tilbyde telte. Men hurtigt vil vi bygge organiske huse (på kurser, hvor alle bygger med).

Så hurtigt som muligt vil vi sørge for, at vi er selvforsynende med grønsager, korn, bælgfrugter, nødder, frugt mm.

Vi vil lave biogas af vores organiske affald. Det skal bruges som brændstof til vore køretøjer. Og vi vil begrænse kørslen til den mængde brændstof, som vi kan producere. Så vil vi konstruere nye udgaver af cykler, som passer til vore forskellige behov.

Vi vil arbejde for, at der kommer et helt nyt vejnet – bestående af markveje – hvor man kan vandre, køre på cykel, køre med hestevogn, selv trække en anhænger osv. Og der skal gerne være bænke og borde samt steder, hvor man kan slå telt op.

Vi vil også arbejde for, at der kommer mange små passager-skibe, der primært bruger sejl til fremdrift, så vi kan sejle rundt og gå i land – dér, hvor vi gerne vil.

Der skal opstå nye ”alternative” sovesteder med sovesale. Der er mennesker i dag, som snorker, og hvor det udgør et problem. Det vil vi løse ved at hjælpe dem af med at snorke – og det kan sagtens lade sig gøre. Det lykkes fint i de fattige lande, hvor man er nødt til at få det til at fungere.

De enkelte steder, som opstår hen ad vejen, skal sørge for at inddrage lokalbefolkningen i et samarbejde om produktion af fødevarer og forbrugsgoder.

Vare-udveksling mellem faste forbindelser foregår uden nogen registrering. Alternativt bruges konti på internettet til at registrere, hvad man har modtaget, og hvad man har givet – sådan at vi har styr på, at ingen misbruger os. På de enkelte steder skal der så være NOGEN, der tager ansvar for alt det her. For det sætter andre fri til at gøre noget andet.

3. Hvad foregår der?
Det kan være, at der kun er én, der bygger en båd til vores fremtidige passager-transport. Og det er for lidt. Måske er der så 50, der uafhængige af hinanden går i gang med det samme. Og det er for mange. Der er brug for koordination og samarbejde.

Så er der ét sted, hvor de er lykkedes med at lave sæbe og shampoo. Og de kan let lave 100 liter ad gangen. Et andet sted er de blevet gode til at lave mad-olie til råkostsalater og stegeolie til madlavning. Men det tager så megen tid, at de gerne vil samarbejde med andre, som så ikke laver olie, men producerer fødevarer.

I Sverige har det været en tradition, at kollektiver i Nord samlede massevis af bær – og kollektiver i syd lavede masser af korn og grønsager – og at man så udvekslede med hinanden. I Danmark er der også forskel på Nord og Syd, men i mindre grad. Men det kan være, at én har en god forbindelse til et kollektiv i Syd-Amerika, hvorfra de sender appelsiner til os om vinteren.

Kapitalisterne kan jo alt det her. Men de fødevarer, som de tilbyder, indeholder kun halvdelen af de stoffer, som vi har brug for (så vi ikke bliver syge) – og maden er dyrket på en måde, så ilt, brint og kulstof danner stivelse, der ikke giver energi. Vi derimod vil have mad, der indeholder alle grundstoffer, og hvor ilt, brint og kulstof danner sukkerstoffer, så vi får masser af energi.

Hvordan dyrker man på den gode måde? Det skal vi jo lave nogle videoer om. Og så er det smart, at der ikke er 10 steder, der forsøger at lave den samme video – men at vi koordinerer og samarbejder om, hvem der gør hvad.

Vi har brug for en langt mere effektiv koordination end de muligheder, der er i dag. Det klarer vi med hjemmesiden www.grokraft.dk. Men der er på de enkelte steder også behov for, at NOGEN tager ansvar for, at man koordinerer sig med andre. Det sætter andre fri, så de kan koncentrere sig om andet.

4. Hvad gør vi så?
Et stort problem er, at man ”organiserer” sine møder og aktiviteter, sådan som man plejer. Der er meget stor forskel på, hvordan man gør det, hvis man er europæer eller Demokrat (USA), - hvis man er Republikaner (USA), - hvis man er muslim, - hvis man er indianer, - hvis man er kineser osv. På Grokraft har vi en tradition for, at vore møder og aktiviteter IKKE organiseres – men at deltagerne er opmærksomme på hinanden – og at man finder ud af at gøre det, sådan at alle føler sig ligeværdige og bidrager sådan, som de synes og kan finde ud af det.

I praksis er vi nogen, der kender til alle de forskellige kulturers måder, så vi kan gribe ind, hvis nogen forsøger at tvinge fællesskabet til at gøre det på Vestens sædvanlige måde.

I vores land er der også cirka en tredjedel, der har lidt nederlag i den sociale proces, sådan at de ikke længere magter at fungere på den sædvanlige måde. Hos os vil de opleve, at det – som de magter og finder på – er lige så godt som det – andre tror, at man skal.

På Grokraft vil vi gerne have, at alle føler, at de er kommet hjem. Her kan vi udfolde os frit. Vi kan begå fejl og dumheder. Men så kan vi grine ad det. Og lære af det. Alle begår fejl og dumheder – hele livet igennem. Og vi bliver klogere og mere vis igennem livet. Nogle gange kan vi lære af små børn, fordi de ser virkeligheden uden alle vore fordomme. Andre gange bliver vi inspireret af en anden, fordi vedkommende tør sige og gøre noget, som er uprøvet – og som måske er dumt – men måske er klogt.

Det spændende og sjove er, at vi alle sammen er på vej i en udvikling. Det nuværende samfunds-system forsøger at få os til at lære det samme og stivne i et bestemt mønster, hvor nogen er klogere end andre – og hvor alle over 40 år er på vej til at blive dummere, fordi de ikke magter at følge med i ræset.

Hos os er vi bare, som vi er. Vi er gode nok. Vi er brødre og søster, der hjælper hinanden. Og både børn, unge og gamle har lige så meget ret til at have meninger, som os, der tror, vi er de kloge.