Alienation - den første spaltning af bevidstheden. I 1400-tallet mente kirken, at underlivet var dyrisk, og at der her var ondskab. Sex var syndigt. Gud havde tilladt det for at få børn; men ellers skulle man afholde sig fra sex. Man skulle undertrykke sit underliv og hæve sig op til hovedet. Så blev man civiliseret. Alle andre kulturer hævede sig ikke op over underlivet - og de var derfor dyriske. Lige siden har magthaverne i Vesten ment, at vi havde og har en særlig forpligtelse - "den hvide mands byrde" - nemlig, at vi skal herske over alle andre kulturer, for ellers vil ondskaben herske på Jorden. Kvinderne havde svært ved ikke at være i kontakt med deres underliv, og derfor blev de let onde. Man kaldte det, at de var besat af Satan. En sådan kvinde blev fanget, tortureret og brændt levende på bålet. Man brændte cirka 50.000 kvinder her i Europa.

I 1700 kom der en inspiration fra Indien. Inderne hævede sig ikke op over deres underliv - og derfor måtte de jo være onde. Men det var de ikke. Og derfor opstod en frihedsbevægelse i Europa. Man lavede det, som vi i dag kalder terapi. Og man forligede sig med følelserne og bevidstheden i underlivet.

Men i 1800-tallet var frihedsbevægelsen slået ned af magthaverne. Og der kom en ny form for undertrykkelse. Landsbyfællesskaberne var gået i opløsning. Folk boede nu rundt om i landskabet på nogle gårde. Og det var den biologiske familie, der ejede disse gårde. Når man købte eller opførte en ny gård, skulle man finde én mand og én kvinde. Og de skulle giftes. Faderen til kvinden gav sin datter til manden - og gav samtidig en pisk. Og kvinden skulle piskes i enden mindst hver tredje uge, ellers bredte ondskaben fra hende underliv sig op i hende. Alle andre i den biologiske familie blev til malkepiger og staldkarle. Og de måtte ikke have sex. Hvis en af disse kvinder blev gravid, blev hun udstødt af familien.

I borgerskabet måtte kvinderne ikke længere være aktive i samfundet. De skulle passe børn og lave mad til manden. Og frem for alt måtte kvinderne ikke komme sammen, for så risikerede man, at ondskaben tog over.

Det lykkedes arbejderbevægelsen og kvinderne at frigøre sig i 1900-tallet. Men selve den bevidsthedsmæssige spaltning mellem hoved og underliv er fortsat op til i dag.

Den kvindefrigørelse, som har fundet sted, handler om, at kvinder godt må få en position i samfundet; men de bliver kun ansat, hvis de opfører sig med en traditionel mande-bevidsthed. Den kvinde-bevidsthed, som opstod i 1970'erne, hvor kvinderne havde en mere kollektiv tankegang, er nu næsten ikke-eksisterende. I stedet for fysisk undertrykkelse er der nu en psykisk. Kvinderne skal bære smykker. De skal have sminke i ansigtet, så de alle ligner en standard-kvinde. Og de skal gerne gå i høje hæle, der understøtter en kropsholdning, som passer til alienationens muskelspændinger.

Når børn er i 1-2 års alderen, udsættes de for en påvirkning fra forældrene, så børnene polariserer sig mellem hoved og underliv - for til sidst at påføre sig selv denne bevidsthedsmæssige polarisation - og for nogle en egentlig spaltning i bevidstheden (alienation).

Det ses tydeligst i de familier, hvor børnene "får" en psykisk sygdom, hvor hjerne og krop fungerer uafhængig af hinanden. Sådanne familier får i dag hjælp af psykologer. Forældrene får nogle små kort med tegninger på. På et af kortene er en tegning af et par sko. Og så fører man barnet hen til skoene og giver barnet skoene på. Når man har gjort det mange gange, forbinder barnet tegningen af skoene, med at man skal have sko på. Og det er så med til at skabe en forbindelse mellem hjerne og krop.

Det tragiske er, at forældrene jo egentlig er dem, der har skabt problemet - og at de fastholder problemet. For de snakker hele tiden til barnets hjerne. Forældrene har selv denne polarisation mellem hoved og underliv - mellem hjerne og krop. De er kærlige og omsorgfulde; men de mener, at opdragelse skal handle om, at barnets hjerne skal udvikle sig.

Sagen er nemlig, at psykologer i dag mener, at bevidstheden sidder i hjernen, og at kroppen bare en noget mekanik. I Østen mener man, at bevidstheden sidder i kroppen, men kan aflejre stivnede små del-bevidstheder i hjernen.

Så selvom forældrene viser et kort med en tegning på, snakker de hele tiden til barnets hjerne.

Flere og flere får diagnosen ADHD. De kan ikke sidde stille i skole. Og de kan ikke koncentrere sig. Det skyldes, at de ikke fuldt ud har formået at blive "civiliseret" - altså opnået en total bevidsthedsmæssig splittelse mellem hjerne og krop. De passer ikke ind i skolens normer. I de fleste andre kulturer mener man, at børn skal være lige som dyr, indtil de er 6-7 år. Deres JEG skal være kropsligt funderet.

Vi er mange, der gennem adskillige års terapi har formået at integrere hjerne og krop, så vi i dag har genskabt vores medfødte naturlige JEG, som er kropsligt funderet. Vores hjerne består - sådan som det opfattes i Østen - af en masse små stivnede del-bevidstheder, som vi kan bruge - ligesom man man bruger bøger på et bibliotek eller skriftlige informationer i et kartotek. Egentlig har vi bare opnået, at hjerne og krop igen udgør en samlet bevidsthed.

Hvis man vil hjælpe børn til ikke at få den spaltede bevidsthed, skal man holde op med at begrunde og forklare hele tiden, fordi man derved kun påvirker barnets hjerne. Man skal i højere grad primært påvirke barnets kropslige bevidsthed - altså den, som psykologerne ikke kender til. De tror, at kropsbevidsthed er noget med muskler. Men kroppen er bevidst. Det er spaltningen, der medfører, at man ikke længere inddrager kroppens bevidsthed - men kun hjernens.

Barnet spejler sig i forælderen. Hvis forælderen hele tiden kun anvender hjerne-bevidsthed, tror barnet, at det er det normale. Hvis forælderen derimod ofte anvender krops-bevidsthed, tror barnet, det er normalt. Når barnet gør noget, som ikke er godt, skal man som forælder ikke sige noget, men gøre noget. Man tager fat i barnet og holder det. Barnet lærer så, at det har gjort noget, som forælderen ikke vil have. Selvfølgelig vil barnet tænke over det. Men når barnet ikke få nogen forklaring, lærer barnet alligevel, at forælderen ikke vil have, at man har gjort det, som man har gjort. Tilsvarende kan man tage barnet og bringe det hen til noget andet. Alt det her vil barnet finde naturligt og selvfølgeligt, så længe barnet er under 2 år.

Det er i perioden ½-2 år, at alienationen (spaltningen mellem hoved og krop) finder sted. Processen forløber i nogle faser. Først sker der en polarisation mellem hjerne og krop. Så opstår en adskillelse, så barnet nogle gange knytter sig til hjernen og andre gange knytter sig til kroppen. I denne fase er det, at man opdrager barnet til at skelne mellem godt og ondt. Det gode er i hjernen. Det dårlige er i kroppen. Så kommer den egentlige spaltning. Barnet er nu enten i hjernen - og samtidig i kontakt med det gode. Eller barnet er nu i kroppen - og samtidig i kontakt med det onde.

Der opstår så en fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Den varer som oftest kun et par måneder. I denne fase er barnet ofte i kontakt med kroppen og det onde. Og så sker det, at barnet slår et andet barn og griner, hvis det andet barn græder. Men når spaltningen er totalt gennemført, fortrænges kroppens bevidsthed, og så er barnet fremover kun i hjernens bevidsthed - og er dermed blevet "civiliseret" - altså blevet en god vesterlænding - uden ondskab.

Barnet kan dog stadig godt mærke "det onde", men nu opleves det onde som noget bevidsthedsmæssigt udenfor barnets JEG. Når barnet bliver voksen, har man stadig denne oplevelse. Man mærker det onde, men udenfor sig selv. Altså kommer det fra andre. Og derfor mener mennesker i Vesten, at kineserne, afrikanerne, russerne og mange andre grundlæggende set er onde - de er ikke civiliserede.

Hvordan reagerer de små børn på den påvirkning, som de bliver udsat for? De små kan jo ikke protestere. I stedet græder de. Forældre i vores kultur mener, at det er normalt, at små børn ind imellem græder. Ofte vågner et barn om natten og græder - sandsynligvis fordi barnet har haft mareridt, hvor en "voksen-ånd" har forsøgt at dræbe barnets krop.

Hvis man tager til en landsby ude i junglen i en anden verdensdel, opdager man, at børnene aldrig græder - med mindre de falder og slår sig voldsomt. Det er nemlig ikke sådan, at små børn græder. Det er det kun i vores kultur.

Mistrivsel. På de fleste vuggestuer og i de fleste børnehaver mistrives børnene i dag. Pædagogerne mener, at årsagen skyldes, at der er for få uddannede pædagoger - og altså for lidt faglighed - samt at der er for få voksne til at tage sig af børnene. Og de mener, at problemerne kan løses, hvis der ansættes flere uddannede pædagoger.

Nu er det vel sådan, at hvis vi voksne blev vækket tidligt - fik hurtig morgenmad - og transporteret hen i en anstalt, hvor vi skulle være sammen med andre, mens der var en uddannet ekspert i socialitet, der blandede sig hele tiden .... og så ville vi sikkert også mistrives.

Pædagogerne lærer jo, at man skal snakke venligt og kærligt til børnene - altså til børnenes bevidsthed i hovedet. Børnene har jo en medfødt dyriskhed. Og psykologerne mener ligefrem, at det er normalt, at børnene har en sadistisk fase, hvor de slår andre børn. Alt dette finder ikke sted i de fleste andre kulturer. Og her mistrives børn ikke. Selvfølgelig kan man godt finde kulturer, hvor børn mistrives. Men det normale er, at børn ikke mistrives.

Det største problem er nok, at børn vokser op i en kernefamilie eller med en single-forælder. Der er hele tiden én, der ved bedre - og som hele tiden irettesætter én. I de fleste andre kulturer vokser børn op i børnegrupper. Og her socialiserer de hinanden, sådan at de voksne ikke opdrager børnene - men ser, at bønene kan selv og hjælper hinanden.

I andre kulturer sker det dog, at en voksen griber ind. Ikke med venlig snak og kærlighed - men med kropslig indgriben. Det forstår børnene 100 %. Der er ikke brug for nogen forklaring. Barnet er klar over, at det gjorde noget, som var dårligt - og at det derfor blev irettesat.

I de fleste andre kulturer tager moderen babyen med på arbejde. Barnet sidder i en tøj-slynge omme på moderes ryg. Moderen kan mærke, når barnet skal tisse eller have afføring. Og så tager moderen barnet ned og holder det, mens barnet gør sig færdig. Børnene har aldrig ble på.

En ble presser benene ud til siden og drejer hoften. Det er med til at skabe de muskelspændinger, som passer til, at barnet spalter bevidstheden, så underlivets bevidsthed til sidst fortrænges udenfor JEG'et. I 1970'erne fandt mange forældre ud af, at en baby skulle have nogle uldbukser på - lavet af tykt uld-garn, der stadig havde den naturlige olie i sig. Og inde i bukserne lagde man så en tynd bomulds-ble af et stykke klæde. Det virkede lige så godt som en købe-ble, men uden at børnene fik forkerte muskelspændinger.

Hvis en voksen i dag tvinges til at gå med en ble, der presser hofterne ud til siden i en forkert stilling, vil den voksne sikkert også føle mistrivsel. Og hvis man efter et par år smider bleen, har man stadig muskelspændingerne - og i vores kultur har man dem resten livet, men fortrænger følelserne, som så erstattes af mis-tanker mm.

Reifikation - den anden spaltning af bevidstheden. Denne spaltning foregår i 3-4 års alderen. Der er en konstant magtkamp mellem barn og forældre. For det "normale" barn ender det med, at barnet til sidst opgiver - og spalter bevidstheden, sådan at højre hjernehalvdel og venstre hjernehalvdel ikke længere samarbejder. Barnet får så et individualistisk JEG i den ene hjernehalvdel - og projicerer bevidstheden i den anden hjernehalvdel ud på omgivelserne og andre mennesker.

Tidligere kaldte man det trods-alderen; men i dag kalder psykologerne det for selvstændigheds-alderen. Psykologerne mener nemlig, at vi civiliserede mennesker skal have sådan et individualistisk JEG - ellers tænker vi kun som gruppe - tror de. Psykologerne ved ikke, at man i andre kulturer nogle gange polariserer sig mellem de to hjernehalvdele - og indtager et individualistisk JEG - og andre gange kobler indholdet i de to hjernehalvdele og får et samlet JEG, der oplever sig som en del af omgivelserne og fællesskabet med andre mennesker.

I vores kultur er det normen, at vi har det gamle græske bevidstheds-mønster i venstre hjernehalvdel - og det gamle jødiske bevidstheds-mønster i højre hjernehalvdel. Det giver i dag to politiske fløje: de venstre-orienterede og de højre-orienterede. Men det giver også en følelsesmæssig polarisation, så man kan identificere sig som mand eller som kvinde. Og hvis man identificerer sig som mand, har man i den anden hjernehalvdel et tomrum, som skal udfyldes af en kvinde. Og hvis man identificerer sig som kvinde, har man i den anden hjernehalvdel et tomrum, som skal udfyldes af en mand. Om man har en mandekrop eller en kvindekrop betyder ikke noget. Det er det bevisthedsmæssige, der betyder noget.

I andre kulturer, hvor man ikke har denne spaltning i bevidstheden, opstår der også par-forhold. Men her er par-forholdet en del af et større fællesskab. Når man samler sin bevidsthed, oplever man fællesskabet. Når man polariserer sin bevidsthed, føler man sit parforhold. I begge tilfælde opstår der ind imellem seksuelle følelser.

Hvis man har den første bevidstheds-spaltning (alienation) - altså en spaltning mellem hoved og underliv - kan man godt have sex med tilfældige fremmede. Men hvis man ikke har denne spaltning, føler man sig selv som en del af fællesskabet - og så giver det kun mening at have sex med en eller flere i fællesskabet.

Reifikationen - altså spaltningen mellem højre og venstre hjernehalvdel - er helt nødvendig, hvis man skal holde ud at deltage på det normale arbejdsmarked. Så kan man i frokostpauser koble sig på sit JEG og føle sig menneskelig. Og så kan man i resten af arbejdstiden koble sig på omgivelsernes bevidsthed, hvor man bliver behandlet som en robot og et nummer i rækken - eller bliver opfattet som en svækling, der skal hjælpes med alt.

Udenfor arbejdstiden er man så en samfundsborger, hvor pædagoger, lærere, læger, hospitaler, kommune, stat, politi og en million regler sørger for alt det fælles, som jo bevidsthedsmæssigt befinder sig i den hjernehalvdel, hvor JEG'et ikke befinder sig.

Hvordan reagerer børnene på den påvirkning, som de bliver udsat for? De skriger og protesterer. Man antager, at det er en del af at blive et selvstændigt menneske, der har sin egen vilje. Men hvis man ser, hvad der foregår i en jungle-landsby, er der ingen magtkamp mellem børn og forældre. Og kigger man på de lidt større børn, er der heller ingen mobning. Alle leger sammen - og de store hjælper de små.

Deperdution - den tredje spaltning af bevidstheden. Denne spaltning opstod i 1980-90'erne og er blevet mere og mere "samfundsmæssiggjort" i 2000'erne. Det handler om, at JEG'et er gået fra hjertet til hjernen. Før da havde vi moral og etik. I dag kender vi stadig disse begreber. Men politikere forholder sig ikke længere til det. Tidligere var det følelser. Nu er det abstrakte tanker.

Spaltningen sker for de unge, når de er 10-12 år gamle. En tredjedel af dem græder sig i søvn hver aften. En fjerdedel fantaserer om selvmord. En femtedel skader sig selv kropsligt. Når de unge ser sig i spejlet, føler de had til sig selv. Når spaltningen er fuldt gennemført, mærker de det ikke mere. Så er de blevet seje. Ganske vist indtager de år efter år mere alkohol og narkotiske stoffer. Og ganske vist er der flere og flere, der går med våben og er parate til at bruge dem. Men flertallet bliver bare til en slags robot-menneske, hvor man kun bruger 4-5 følelser, og hvor tankegangen er blevet én-dimensionel, så man tænker lige som en computer.

Det karakteristiske er, at man så har en række bevidstheder, som trækker i hver sin retning. Men der er ikke længere noget samlet følelsesmæssigt JEG, der vil noget. Vilje i dag handler for de fleste bare om valg mellem nogle muligheder. Det er altså ikke noget INDRE, der vil noget. Det er de YDRE muligheder - som man kan vælge imellem - der bestemmer, hvad der KAN ske.

Resultatet heraf er, at man ikke længere kan mærke et egentligt JEG. Men er blevet tilskuer til sit eget liv. Derfor opstår der let stress, angst og depression.

De fleste overlever ved at se underholdning på TV, hvor man griner hele tiden. Eller man går til koncerter, hvor man kan få bevidstheden ned i kroppen ved at hoppe og danse. Eller man går til sportskampe, hvor man kan råbe og skrige. De store TV-kanaler vil jo gerne have mange seere, så deres nyhedsudsendelser består derfor nu mest af, at der dagligt fortælles og vises fotos af katastrofer, hvor mennesker dør eller udsættes for vold. Det giver en slags psykisk tilfredsstillelse, fordi man så føler noget, der ligner det, der foregår i ens egen krop.

Der er dog altid udsendelser om Anden Verdenskrig, hvor vi i den civiliserede verden ofrede os selv for at skabe den verdensorden, som vi har i dag. Og formålet med at vise det er, at vi i vores underbevidsthed skal være forberedte på igen at gå i krig, hvis andre kulturer truer med at tage magten - og indføre en anden verdensorden end den, som vi har i Vesten, og som vi med militær overlegenhed pådutter alle andre lande.

Hvordan reagerer de unge på den påvirkning, som de bliver udsat for? Her mener de voksne i vores kultur, at det er normalt, når børn kommer op i teenage-alderen og puberteten, at de bliver "vanskelige". Og man mener, at det skyldes, at de overgår fra barn til voksen - altså at det er noget biologisk, som man ikke kan gøre noget ved.

Når de unge i vores kultur er kommet op i 16-18 års alderen, er spaltningerne fuldt ud gennemført; og så er alle følelserne fortrængt.

Psykiatri og sociologi. Her i Europa har vi altså 3 spaltninger af bevidstheden.

Alienation. I 1-2 års alderen fortrænges bevidstheden i underlivet (kroppen).

Reifikation. I 3-4 års alderen spaltes bevidstheden i højre og venstre side, så man får et individualistisk JEG i den ene side - og projicerer den anden side udenfor JEG'et.

Deperdution. I 10-12 års alderen spaltes bevidstheden mellem hoved og krop, så JEG'et flytter fra hjertet op i hjernen.

Og hvis man har psykiske problemer og går til en psykiater, mener psykiateren, at man ikke er kommet godt igennem de 3 spaltninger - og derfor går behandlingen ud på at gennemleve processen igen - og sørge for, at man får de 3 spaltninger - og bliver "normal".

Under kultur-revolutionen i 1970'enre kaldte man disse behandlere for "soft police" - eller blødt politi. De uniformerede betjente brugte stave til at slå med. Det bløde politi brugte psykiatrisk behandling. Begge handlede (og handler) dog om at ensrette og undertrykke befolkningen, så de passer ind i systemet og kan styres og kontrolleres af magthaverne.

Det er interessant at sammenligne med de psykiatriske hospitaler i Moskva.

Her ved man godt, at der kan være forskellige bevidstheder i hoved, bryst og underliv. Og man ved også, at man kan polarisere sig og have forskellige bevidstheder i de to sider.

Men i det tidligere Øst-Europa og i Rusland havde og har man ikke spaltninger i bevidstheden. Da Øst-Tyskland i sin tid blev genforenet med Vest-Tyskland, skete det ofte, når man i Den Europæiske Union (EU) skulle ansætte en ledende chef for en afdeling, at der var diskussion om, hvorvidt man skulle vælge en person fra Vest eller fra Øst. Og ofte valgte man én fra øst, fordi vedkommende var mere social og kunne bedre forstå sammenhængene i samfundet.

Når man kommer i behandling på et psykiatrisk hospital i Moskva, foretager man først en undersøgelse af patientens bevidstheder. Oppe i hovedet kan patienten nogle gange være meget aktiv (rød farve) - og andre gange meget passiv (gul farve). Men patienten kan også nogle gange være meget udadvendt (samlet bevidsthed) - og andre gange meget indadvendt (polariseret bevidsthed). Det giver 4 sociale bevidstheder, som man analyserer. Til svarende finder man ud af, hvordan patientens bevidstheder er i brystet, hvor der også er sådanne 4 bevidstheder. Og endelig analyserer man bevidsthederne i underlivet, hvor der også er 4 analyser. Det giver i alt 12 analyser. Når man så fået den samlede analyse af, hvordan patienten fungerer, starter en samtale terapi, hvor patienten kommer sammen med nogle, der har tilsvarende bevidstheder, så de kan spejle sig i hinanden og dermed hjælpe hinanden til at fungere godt igen. Det suppleres også med samtaler med psykiateren.

Psykologi og sociologi hænger jo sammen. Og i Rusland havde man (og har måske stadigvæk) det, som de kaldte "marxistisk sociologi". Det går ud på at analysere og forstå de forskellige befolkningsgrupper - for at blive klar over, hvorfor og hvordan deres bevidsthed opstår socialt.

Her i Europa forsøgte sociologerne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet også at analysere det. Men i dag er den vestlige sociologi bare en gang statistik. Hvor mange procent af befolkningen er alkoholikere? Hvor mange procent af mændene slår deres koner? Hvor mange procent har depression? Og så henviser man til psykologerne og psykiaterne, hvis man skal forstå noget.

Det er ikke kun i Rusland og det tidligere Øst-Europa, at man ikke har egentlige spaltninger i bevidstheden. Det har man heller ikke i de fleste andre kulturer rundt om i verden.

I de sidste 3-4 år er der sket en vis bevidsthedsmæssig opvågning. Forholdsvis få har allerede sluppet de tre bevidstheds-spaltninger. Men der er flere og flere, som er ved at vågne op.

På Grokraft lever vi i et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at slippe spaltningerne i bevidstheden. Hvis der er enkelte i vores kollektiv, der har behov for individuel terapi, giver vi gratis professionel psyko-terapi.

Tommy Falkeøje