Alienation - den første spaltning af bevidstheden. I 1400-tallet mente kirken, at underlivet var dyrisk, og at der her var ondskab. Sex var syndigt. Gud havde tilladt det for at få børn; men ellers skulle man afholde sig fra sex. Man skulle undertrykke sit underliv og hæve sig op til hovedet. Så blev man civiliseret. Alle andre kulturer hævede sig ikke op over underlivet - og de var derfor dyriske. Lige siden har magthaverne i Vesten ment, at vi havde og har en særlig forpligtelse - "den hvide mands byrde" - nemlig, at vi skal herske over alle andre kulturer, for ellers vil ondskaben herske på Jorden. Kvinderne havde svært ved ikke at være i kontakt med deres underliv, og derfor blev de let onde. Man kaldte det, at de var besat af Satan. En sådan kvinde blev fanget, tortureret og brændt levende på bålet. Man brændte cirka 50.000 kvinder her i Europa.
I 1700 kom der en inspiration fra Indien. Inderne hævede sig ikke op over deres underliv - og derfor måtte de jo være onde. Men det var de ikke. Og derfor opstod en frihedsbevægelse i Europa. Man lavede det, som vi i dag kalder terapi. Og man forligede sig med følelserne og bevidstheden i underlivet.
Men i 1800-tallet var frihedsbevægelsen slået ned af magthaverne. Og der kom en ny form for undertrykkelse. Landsbyfællesskaberne var gået i opløsning. Folk boede nu rundt om i landskabet på nogle gårde. Og det var den biologiske familie, der ejede disse gårde. Når man købte eller opførte en ny gård, skulle man finde én mand og én kvinde. Og de skulle giftes. Faderen til kvinden gav sin datter til manden - og gav samtidig en pisk. Og kvinden skulle piskes i enden mindst hver tredje uge, ellers bredte ondskaben fra hende underliv sig op i hende. Alle andre i den biologiske familie blev til malkepiger og staldkarle. Og de måtte ikke have sex. Hvis en af disse kvinder blev gravid, blev hun udstødt af familien.
I borgerskabet måtte kvinderne ikke længere være aktive i samfundet. De skulle passe børn og lave mad til manden. Og frem for alt måtte kvinderne ikke komme sammen, for så risikerede man, at ondskaben tog over.
Det lykkedes arbejderbevægelsen og kvinderne at frigøre sig i 1900-tallet. Men selve den bevidsthedsmæssige spaltning mellem hoved og underliv er fortsat op til i dag.
Den kvindefrigørelse, som har fundet sted, handler om, at kvinder godt må få en position i samfundet; men de bliver kun ansat, hvis de opfører sig med en traditionel mande-bevidsthed. Den kvinde-bevidsthed, som opstod i 1970'erne, hvor kvinderne havde en mere kollektiv tankegang, er nu næsten ikke-eksisterende. I stedet for fysisk undertrykkelse er der nu en psykisk. Kvinderne skal bære smykker. De skal have sminke i ansigtet, så de alle ligner en standard-kvinde. Og de skal gerne gå i høje hæle, der understøtter en kropsholdning, som passer til alienationens muskelspændinger.
Når børn er i 1-2 års alderen, udsættes de for en påvirkning fra forældrene, så børnene polariserer sig mellem hoved og underliv - for til sidst at påføre sig selv denne bevidsthedsmæssige polarisation - og for nogle en egentlig spaltning i bevidstheden (alienation).
Det ses tydeligst i de familier, hvor børnene "får" en psykisk sygdom, hvor hjerne og krop fungerer uafhængig af hinanden. Sådanne familier får i dag hjælp af psykologer. Forældrene får nogle små kort med tegninger på. På et af kortene er en tegning af et par sko. Og så fører man barnet hen til skoene og giver barnet skoene på. Når man har gjort det mange gange, forbinder barnet tegningen af skoene, med at man skal have sko på. Og det er så med til at skabe en forbindelse mellem hjerne og krop.
Det tragiske er, at forældrene jo egentlig er dem, der har skabt problemet - og at de fastholder problemet. For de snakker hele tiden til barnets hjerne. Forældrene har selv denne polarisation mellem hoved og underliv - mellem hjerne og krop. De er kærlige og omsorgfulde; men de mener, at opdragelse skal handle om, at barnets hjerne skal udvikle sig.
Sagen er nemlig, at psykologer i dag mener, at bevidstheden sidder i hjernen, og at kroppen bare en noget mekanik. I Østen mener man, at bevidstheden sidder i kroppen, men kan aflejre stivnede små del-bevidstheder i hjernen.
Så selvom forældrene viser et kort med en tegning på, snakker de hele tiden til barnets hjerne.
Flere og flere får diagnosen ADHD. De kan ikke sidde stille i skole. Og de kan ikke koncentrere sig. Det skyldes, at de ikke fuldt ud har formået at blive "civiliseret" - altså opnået en total bevidsthedsmæssig splittelse mellem hjerne og krop. De passer ikke ind i skolens normer. I de fleste andre kulturer mener man, at børn skal være lige som dyr, indtil de er 6-7 år. Deres JEG skal være kropsligt funderet.
Vi er mange, der gennem adskillige års terapi har formået at integrere hjerne og krop, så vi i dag har genskabt vores medfødte naturlige JEG, som er kropsligt funderet. Vores hjerne består - sådan som det opfattes i Østen - af en masse små stivnede del-bevidstheder, som vi kan bruge - ligesom man man bruger bøger på et bibliotek eller skriftlige informationer i et kartotek. Egentlig har vi bare opnået, at hjerne og krop igen udgør en samlet bevidsthed.
Hvis man vil hjælpe børn til ikke at få den spaltede bevidsthed, skal man holde op med at begrunde og forklare hele tiden, fordi man derved kun påvirker barnets hjerne. Man skal i højere grad primært påvirke barnets kropslige bevidsthed - altså den, som psykologerne ikke kender til. De tror, at kropsbevidsthed er noget med muskler. Men kroppen er bevidst. Det er spaltningen, der medfører, at man ikke længere inddrager kroppens bevidsthed - men kun hjernens.
Barnet spejler sig i forælderen. Hvis forælderen hele tiden kun anvender hjerne-bevidsthed, tror barnet, at det er det normale. Hvis forælderen derimod ofte anvender krops-bevidsthed, tror barnet, det er normalt. Når barnet gør noget, som ikke er godt, skal man som forælder ikke sige noget, men gøre noget. Man tager fat i barnet og holder det. Barnet lærer så, at det har gjort noget, som forælderen ikke vil have. Selvfølgelig vil barnet tænke over det. Men når barnet ikke få nogen forklaring, lærer barnet alligevel, at forælderen ikke vil have, at man har gjort det, som man har gjort. Tilsvarende kan man tage barnet og bringe det hen til noget andet. Alt det her vil barnet finde naturligt og selvfølgeligt, så længe barnet er under 2 år.
Det er i perioden ½-2 år, at alienationen (spaltningen mellem hoved og krop) finder sted. Processen forløber i nogle faser. Først sker der en polarisation mellem hjerne og krop. Så opstår en adskillelse, så barnet nogle gange knytter sig til hjernen og andre gange knytter sig til kroppen. I denne fase er det, at man opdrager barnet til at skelne mellem godt og ondt. Det gode er i hjernen. Det dårlige er i kroppen. Så kommer den egentlige spaltning. Barnet er nu enten i hjernen - og samtidig i kontakt med det gode. Eller barnet er nu i kroppen - og samtidig i kontakt med det onde.
Der opstår så en fase, som psykologerne kalder den sadistiske fase. Den varer som oftest kun et par måneder. I denne fase er barnet ofte i kontakt med kroppen og det onde. Og så sker det, at barnet slår et andet barn og griner, hvis det andet barn græder. Men når spaltningen er totalt gennemført, fortrænges kroppens bevidsthed, og så er barnet fremover kun i hjernens bevidsthed - og er dermed blevet "civiliseret" - altså blevet en god vesterlænding - uden ondskab.
Barnet kan dog stadig godt mærke "det onde", men nu opleves det onde som noget bevidsthedsmæssigt udenfor barnets JEG. Når barnet bliver voksen, har man stadig denne oplevelse. Man mærker det onde, men udenfor sig selv. Altså kommer det fra andre. Og derfor mener mennesker i Vesten, at kineserne, afrikanerne, russerne og mange andre grundlæggende set er onde - de er ikke civiliserede.
Hvordan reagerer de små børn på den påvirkning, som de bliver udsat for? De små kan jo ikke protestere. I stedet græder de. Forældre i vores kultur mener, at det er normalt, at små børn ind imellem græder. Ofte vågner et barn om natten og græder - sandsynligvis fordi barnet har haft mareridt, hvor en "voksen-ånd" har forsøgt at dræbe barnets krop.
Hvis man tager til en landsby ude i junglen i en anden verdensdel, opdager man, at børnene aldrig græder - med mindre de falder og slår sig voldsomt. Det er nemlig ikke sådan, at små børn græder. Det er det kun i vores kultur.
|