|
I 1810 gav den franske økonom og politiker Henri de Saint-Simon navnet "socialisme" til den folkelige bevægelse, som voksede frem i sidste halvdel af 1700-tallet, og som var basis for den borgerlige revolution, der startede i 1789. I den følgende mange år var der små og store revolutioner. Men med nederlaget i revolutionen i 1848, var bevægelse endelig død. Kapitalisterne havde vundet. Og folket blev kropsligt og mentalt undertrykt.
Marx
Karl Marx (1818-1883) flyttede ind i et kollektiv i Paris i 1843. Her var der fri seksualitet - og Marx kaldte det kvindefællesskab - altså at mænd i kunne bruge kvinderne. Han fungerede dog ikke særlig godt i fællesskabet og flyttede igen. Han var inspireret af Charles Fourier (1772-1837), der knyttede sig til de folkelige bevægelser - og mente, at man skulle lave nye landsbyfællesskaber.
Marx tog afstand fra det - og mente, at alle sådanne "filosoffer" bare havde teorier, mens Marx selv havde fokus på, at folk skulle være revolutionære. Selvfølgelig skulle mænd og kvinder være ligestillet. Og man skulle genforene sig med naturen. Men Marx's fokus var på det bevidsthedsmæssige, idet han mente, at skulle have en revolutionær bevidsthed, hvis man skulle opnå noget i praksis - og ikke bare håbe på det.
Denne tankegang byggede på hans studier af den historiske udvikling. Marx var inspireret af filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), som analyserede den menneskelige bevidsthed - og opdagede, at den var 3-delt. Marx ændrede begreberne, så det blev til bevidsthed, produktivkræfter og bevidst væren. Det enkelte menneske havde en bevidst væren (et følelsesmæssigt JEG). Herfra kunne man kigge på produktivkræfterne, som bestod af materialer, maskiner og arbejdere - men også kigge på den bevidsthed, som folk havde.
I takt med at produktivkræfterne udviklede sig, kunne det bevidste menneske så se modsætningen mellem de nye produktivkræfter - og den bevidsthed, som nu var forældet (fordi den jo knyttede sig til de tidligere produktivkræfter). Og denne modsætning gav så anledning til, at der skete en samfundsudvikling, så der opstod en ny bevidsthed - både i samfundet og hos den enkelte.
Marx studerede historiske skrifter om samfundet fra de sidste 150 år. Og han fandt, at hans teori om udvikling passede på virkeligheden. Herefter tog Marx kraftig afstand fra alle andre, der havde mere spekulative opfattelser. Marx var overbevidst om, at man skulle lære af fortidens erfaringer om udvikling. Visioner om fremtiden var fint; men man skulle lære af erfaringerne, hvis man ville være sikker på at opnå samfundsmæssige forandringer.
Marx's første version af hans skrift Kapitalen blev skrevet i 1858. Men kort efter erkendte han, at arbejdere havde fået en spaltet bevidsthed. I den endelige udgave fra 1867 har Marx taget det sidste kapitel fra 1858 og placeret det forrest. Og i alle kapitlerne har han ændret en del af teksten, så den passer til en spaltet bevidsthed. Problemet er, at arbejdernes bevidste væren (følelsesmæsssig JEG) er blevet adskilt fra det samfundsmæssige - og i stedet bruges til familie og det religiøse. Den samfundsmæssige bevidsthed består derfor herefter kun af to del-bevidstheder, nemlig bevidsthed og produktivkræfter.
Engels
Marx døde i 1883. Ved begravelsen holdt hans skrivekammerat Friedrich Engels (1820-1895) en tale, hvor han priste Marx for altid at have fokus på et enkelte menneske. Engels mente hermed, at Marx var en kærlig person. Men sagen var, at Marx mente, at en revolutionær bevidsthed kun var revolutionær, hvis der også var et følelsesmæsssigt JEG, der så udgjorde den revolutionære kraft.
Efter Marx's død formulerede Engels en "forbedret marxisme". Marx kaldte sin analyse af historien for "historisk materialisme". Engels "forbedrede" det til "dialektisk materialisme". Marx havde jo tre poler i sin bevidsthed (bevidsthed, produktivkræfter og bevidst væren), mens Engels kun havde to (bevidsthed og produktivkræfter). Engels mente nemlig, at den tredje pol om bevidst væren (følelsesmæssig JEG), som "kiggede" på de to andre poler, var skabt af kapitalisterne for at undertrykke arbejderne, så de nøjedes med at "kigge". Engels kaldte denne tredje bevidsthed for "falsk".
Engels troede på Charles Darwin (1809-1882) og hans historieopfattelse. Vi kom fra aberne. Så undertrykte mænd kvinder. Så fik vi adelsvældet. Og så i 1800-tallet kapitalismen. Og næste trin i udviklingen ville blive socialismen. Og den ville komme af sig selv i takt med den tekniske og sociale udvikling.
Venstrefløjen fik samme opfattelse som Engels. Den bevidsthed, som de højre-orienterede har (følelsesmæssig JEG), er en falsk bevidsthed. Den to-polede bevidsthed, som de venstre-orienterede har (bevidsthed og produktivkræfter) er den sande bevidsthed.
Ifølge denne tankegang vil verdensrevolutionen så starte i det land, hvor produktivkræfterne var mest udviklede. Men under Første Verdenskrig (1914-19) skete der noget, som ikke passede med denne teori. Der kom revolution i det feudale Rusland i 1917. Men teoretikeren Lev Trotskij forklarede det med, at der kom en "permanent revolution", så de underudviklede russere startede med en gammeldags revolution, men den fortsatte så og blev til en socialistisk revolution.
Igennem 1920'erne snakkede man om, at man udviklede samfundet i en socialistisk retning. Og i begyndelsen af 1930'er mente den russiske regering, at man nu var kommet til en "udvidet" socialisme. Men der var en general utilfredshed med systemet, og derfor indførte man så et mere demokratisk system, som lignede det, der var i Vesten.
I Anden Verdenskrig (1939-45) besejrende både Rusland og de vestlige lande Tyskland. Efter krigen var den russiske strategi, at man skulle sprede socialisten til resten af verden. I Tyskland kom der da også et oprør; men det blev slået ned af borgerskabet og Socialdemokraterne. I Rusland fik man så den opfattelse, at man i de fattige lande kunne opnå socialisme ved hjælp af revolutioner, man at man i Europa og Syd-Amerika skulle have en fredelig overgang til socialisme - via en demokratisk proces.
Efter krigen kom så "den kolde krig" mellem Sovjetunionen (Rusland) og Nato (USA). Begge parter optrustede med atombomber. Både i Øst og Vest var der tilhængere af, at man skulle have sådan en atomkrig. Men flertallet i begge de to lejre ville ikke have det - for man erkendte, at ingen ville sejre, men begge parter kun tabe.
I 1950'erne var opfattelse i de fleste socialistiske kredse her i Europa, at socialismen ville komme af sig selv - i takt med den tekniske udvikling. Der kom mere og mere industri - og folk fik derfor mere og mere den samme bevidsthed - og det ville udvikle sig til, at man før eller siden ville få en socialistisk bevidsthed - mente man.
Kina
Under kultur-revolutionen i 1970'erne blev de venstreorienterede bekendt med, at man i Kina skiftede ellem TEORI og PRAKSIS. Det foregik i runder. På baggrund af de problemer, som man havde, udtænkte man en teori for, hvad man skulle gøre. Og så udførte man den i praksis. Når runden så var færdig, analyserede man processen. Hvad var teorien fra start? Hvad kom der ud af det i praksis? Og ved at sammenligne de to, udtænkte man så en ny teori for næste runde. Processen var altså: TEORI-PRAKSIS-ANALYSE. Og så en ny TEORI-PRAKSIS-ANALYSE osv.
Her i Vesten overtog man modellen - og begyndte at skifte mellem TEORI og PRAKSIS. Teorien var altid de gamle teorier som Marx og Engels havde udtænkt i 1800-tallet. Og praksis var strejker, demonstrationer mm. Processen var altså: Repetere den gamle TEORI - udføre PRAKSIS som aktioner. Og så igen repetere den gamle TEORI - udføre PRAKSIS som aktioner osv.
Det var praksis-løs teori og teori-løs praksis.
Dobbelt-organisering
De venstreorienterede mente stadig, at udviklingen af produktivkræfterne ville medføre en socialistisk bevidsthed. Og de valgte at "dobbelt-organisere" sig, sådan at man dels var medlem af det socialistiske parti - og dels var med i en græsrodsgruppe. Og så skulle man overbevise græsrødderne om, at socialismen var på vej, og at man skulle bruge kræfterne på den overordnede politiske bevægelse i stedet for at dyrke gulerødder.
I løbet af 1980'erne lykkedes det at snakke grædrødderne død, sådan at ingen gad kommer til møderne mere. Og hele kultur-revolutionen gik dermed i stå. De venstreorienterede partier gik mere eller mindre i opløsning. Resterne samlede sig i partiet Enhedslisten. Reelt døde den socialistiske bevægelse.
Enhedslisten
I de seneste 10-15 år har bevægelsen fået liv igen. Der er nogle "revolutionære socialister" - men de tænker præcis som Engels - og ikke som Marx. Til gengæld har vi nu fået "Nordisk Socialisme". Det er Enhedslistens nyeste tankegang. Vi har allerede socialisme - altså nordisk socialisme - mener de. Vi skal derfor ikke vente på produktivkræfterne udvikling, sådan som de revolutionære socialister stadig mener.
Oprindelig handlede socialisme og at skabe fællesskaber og genforene sig med naturen. Man skulle også leve frit, sådan at man ikke bare arbejdede, men fik et levende liv, der udviklede sig fra dag til dag.
Enhedslistens socialisme handler bare om, at arbejderne i dag skal få det bedre. Mere i løn. Bedre plejehjem. Mere offentlig service osv. At Danmark og Vesten udplyndrer de fattige lande - og at det er grundlaget for vores samfundsøkonomi - tænker man ikke over. At landbruget er mekaniseret så meget, at livet i jorden er dødt, og at planterne og vores mad kun indeholder under halvdelen af de næringsstoffer, som vi har brug for - tænker man heller ikke over. At der bliver flere og flere syge hver år - både fysik og psykisk - og at det bliver halvdelen af os inden år 2030 - tænker man ikke på. Al tankegang handler om mere offentlig service.
|