Tilbage


Samarbejde med virksomheder. Vi mangler materiel, som vi har brug for.

Landbrug
Indledningsvis satser vi på, at vi kan købe gamle hesteredskaber og landbrugsmaskiner, så vi ikke ødelægger jorden, men bevarer en levende jord, så vi kan producerer fødevarer, der gør os sunde og raske.

I Østen er der i de senere år produceret mange nye landbrugsmaskiner, som også passer til livgivende jordbrug. Det er for eksempel en tærskemaskine på en meters bredde. En cykel står på et stativ, så baghjulet er hævet op over jorden. Og kæden fra cyklen går så til tærskemaskinen, så en person sidder og cykler, mens en anden står med et neg - og slår kernerne af neget.

Men vi manger også mange af de "maskiner", som man havde før 1920. De er simple at lave. De er effektive. Og de passer til livgivende jordbrug.

I de kommende år vil der sikkert komme mange små jordbrug, hvor man - ligesom i Østen - har brug for "maskiner", der er simple, men effektive.

Telte
Vi har afholdt sommerlejre i 7 år. Hvert år har vi kasseret 1-4 telte, fordi de var for dårlige. Og vejret er blevet mere og mere blæsende. For et par år siden kunne vi stadig købe telte med så mange barduner, at teltene kunne klare stormvejr. Vi måtte dog selv lave store pløkke. I dag kan vi ikke købe sådanne telte. De er for svage, og der er ikke barduner nok.

I Tyskland kan man stadig købe nogle militær-telte, der kan klare vejret. Bardunerne og pløkkene er OK. Men teltene passer ikke til vort behov.

Køkken
Vi har fundet på smarte løsninger, så vi kan lave god og sund mad. Men når folk skal tage mad med hjem, har de kun køkkengrej, der ødelægger maden.

Der mangler en lille ovn på cirka 32 x 14 x 14 centimeter. Den skal kunne opvarmes på jævnstrøm. Her sætter man aftensmaden ind om morgenen. Og i løbet af de næste 8-10 timer kommer temperaturen op på små 60 grader. Den mad, som man så spiser, er fuld af alle gode stoffer. Fuld af olier. Super sund. Men AK, i dag brænder man bare alle stofferne af, så der kun er lidt stivelse og fedt tilbage.

Vi vil også gerne have en stor tilsvarende ovn - eller få en reguator, som kan tænde og slukke for vore (bio)gas ovne, så de også kun holder 60 grader konstant.

Biogas
I USA og Østen er der små biogas-anlæg, som passer til en lille familie, så de ikke skal skylle deres affald ud i kloaken. Og mange kostskoler i Indien har et biogas-anlæg, der passer til 50-80 menneskers organiske affald.

Den mængde gas, der kommer fra ens afføring, passer til, hvor meget gas man skal bruge for at lave sin mad.

Vi vil gerne have køretøjer, som kører på biogas. Og vil vil gerne tilpasse vores kørsel sådan, at vi kun kører, når der er gas nok. Ellers må vi gå eller cykle.

Hør og hamp
Når man laver livgivende jordbrug, skal der være vekseldrift, sådan at der på det enkelte markstykke vokser forskellige planter fra år til år. Og nogle år er det hør og hamp.

Vi mangler små maskiner, der kan bearbejde fibre fra planterne, så man kan lave garn, snor og reb. Og også en maskine, der kan skære hampestængler i små stykker, så de kan bruges sammen med kalk og vand til "organisk beton".

Vi savner også en lille væve-maskine, der kan lave stoffer, hvor vi mixer hør, hamp og uld.

Gensidig hjælp
Vi mener, at Grokraft projektet egner sig til at afprøve nye idéer - samt være en god reklame for nye produkter. Og vi vil gerne hjælpe virksomheder, som også vil hjælpe os.