Imellem alt liv er der noget åndeligt. Det er en telepatisk bevidsthed, som alle kan koble sig på. Denne bevidsthed rummer Gud, Allah, Jahve og alle andre opfattelser af det guddommelige. Hver religion har nogle ritualer. Og den kristne kirke har en bøn, der hedder Fader Vor.

Det interessante er, at Jesus engang sagde denne bøn, og at Matthæus i sit evangelium har nedskrevet den. Kirken har siden ment, at man skal tage denne bøn alvorlig. Men skal man det?

Omkring år 0 var halvdelen af befolkningen omkring Jerusalen grækere. De troede, at sjælen kom fra himlen. Og efter døden gik sjælen op i himlen igen. Det var bare en kraft - ikke en individuel bevidsthed. Den anden halvdel af befolkningen var jøder. De troede, at Gud (Jahve) var en åndelig kraft rundt om det menneskelige kød.


På datidens universitet i Alexandria erkendte man, at folk havde den græske bevidsthed i højre side og den jødiske i venstre. Den græske bevidsthed handlede om legemet. Og den jødiske bevidsthed handlede om det åndelige. Denne bevidsthedssturktur har vi stadig i dag i europæisk kultur.

Når man i dag læser i Matthæus Evangeliet (Biblen/ Ny testamente) om Fadervor, giver det mening, hvis man kun bruger bevistheden i venstre side. Hvis man bruger bevidstheden i højre side, opdager man, at Fader Vor er en joke, hvor Jesus gør grin med den græske bevidsthed.

Engang i fremtiden vil Gud gribe ind og skabe Guds rige på jorden - er kirkens tro. Han vil opvække alle de døde, som var troende, mens de levede - har kirken tidligere ment. Men i 1800-tallet kom en spaltning af bevidstheden, hvorefter man mener, at sjælen (venstre kropsside) lever uafhængig af kroppen (højre side). Og når kroppen dør, kommer sjælen op i Himlen. Så nu er Guds rige oppe i Himlen. Og sjælen er nu en individuel bevidsthed. Så oppe i Himlen kan man snakke med de andre tidligere døde.

Kirken og Nadver
Oprindelige handlede kirke om, at man mødtes for at snakke sammen og beslutte, hvad man skulle gøre for at tjene Gud (Gudstjeneste). Man var jo Guds redskaber - og man skulle gøre en masse for at fremme Guds rige her på Jorden. Det er kirken holdt op med. Indtil midten af 1800-tallet var det kun Jesus, som var kommet op i Himlen. Ganske vist var der i 1400-tallet en pave og en kejser, som mente, at de også kom op i himlen. Men alle andre gjorde ikke.

I kirken afholder man nadver i forbindelse med en gudstjeneste. Man deler brød og vin ud. Og så siger præsten, at vi skal huske på Jesus. Det er et ritual, som har en mystisk kraft, der gør, at vi på en måde får Jesus inde i os. Der er mange kristne mennesker, som mener, at de har Jesus inde i sig i venstre side. De er aldrig alene. Jesus er der altid. Han hjælper, når der er brug for det. Og han retter de fejl, som man har begået.

Baggrunden for nadveren er, at der er nogle skrifter, som handler om, at Jesus til et aftensmåltid med sine venner delte brød og vin ud og sagde ..... at man skal huske på ham. Meningen var, at man skulle huske den viden og de budskaber, som Jesus havde.

Han brugte ikke ordene viden og budskaber, for Jesus talte aramæisk. Og i det sprog var der ingen abstrakte begreber, som vi kender dem i dag. Hvis man mente, at en person havde styr på sine følelser, sagde man, at han kunne gå på vandet. Hvis to personer diskuterede, sagde man, at de hver kastede en slange - og så var der to slanger der kæmpede mod hinanden. Og hvis ens slange åd den anden slange, betød det, at man havde overbevist den anden om noget. Man kunne også lave vand om til vin. Det betød, at man kunne tage noget almindeligt dagligdags og gøre det til noget kraftfuldt. Og når man spiser og drikker noget, betyder det, at man tager noget ind, der ændrer ens tanker, følelser og handlinger.

Ligesom vi i dag kender en masse abstrakte begreber, kendte folk dengang til en masse sådanne sproglige billeder, der betød det, som vi i dag har abstrakte begreber for. Så når Jesus sagde, at man skal huske på ham, betød det, at man skal huske den viden og de budskaber, som Jesus forsøgte at videregive til andre.

Kirken og Jesus bevægelserne
Kirken blev dannet af nogle grækere, der kombinerede græsk og jødisk bevidsthed. Ifølge græsk tankegang kom sjælen op i himlen efter døden. Ifølge jødisk tankegang, høstede Gud Jahve de dødes erkendelser.

Kirkens folk kendte ikke den historiske Jesus. De læste om ham. Han var død, så han - efter græsk tankegang - befandt sig i Himlen. De læste også, at han kunne lave vand om til vin - og at han kunne gå på vandet. Så han måtte være en hel særlig ånd sendt fra Himlen. De kaldte ham derfor Jesus Kristus - altså den, der skulle komme fra Himlen og frelse alle. Og fordi han - Jesus - ikke havde frelst alle, ville han snarest komme tilbage til Jorden for at fuldføre sit frelse-arbejde - mente kirkens folk.

Den historiske Jesus kombinerede jødisk bevidsthed med indisk bevidsthed. Sagen var, at Jerusalem var knudepunkt for kamel karavaner mellem Indien og Mellemøsten - og derfor lærte Jesus den indiske bevidsthed at kende. Blandingen af jødisk og indisk bevidsthed medførte, at man dannede kollektiver med fællesøkonomi, ligestilling mellem mænd og kvinder, frihed for børnene og stor kærlighed mellem alle medlemmer i kollektivet.

Der opstod tusindvis af sådanne kollektiver, og i dag kalder vi dem for Jesus-bevægelserne. De bredte sig rundt om hele Middelhavsområdet.

Der var dog et problem, hvis man ville være med i sådan et kollektivt fællesskab. Ens bevidsthed skulle også ændres. For hvis man hang fast i den jødiske eller den græske bevidsthed, mislykkedes alt.

Sagen er, at energimønstrene er elektriske ladninger på kroppens overflade. Og dem mærker man tydeligt. Når folk i dag ikke mærker det, skyldes det udelukkende, at man er stivnet i ét energimønster - og så føler man bare, at man er levende. Men når man kan skifte mellem flere energimønstre, opdager man, at bevidstheden også skifter.

Og for at indgå i et kollektiv og opnå en kollektiv bevidsthed, skal man kunne skifte rundt mellem alle energimønstrene.

Problemer er så bare, at ens gamle stivnede bevidsthed har dannet et stivnet mønster inde i hjernen. Og så kan man godt "lege" med de "nye" energimønstre og bevidstheder. Men når legen stopper, glider man ind i ens gamle stivnede bevidsthed igen.

Så hvordan opnår man, at ens gamle bevidsthed helt forsvinder - og at man opnår evnen til at kunne have flere bevidstheder, som man kan skifte rundt mellem?

Dem, der dannede den kristne kirke, havde jo den græske bevidsthed, som danner to poler i hjernen, så man kan analysere og "forstå". Og de mente, at man skulle forstå de nye bevidstheder - og når man havde forstået dem, kunne man bruge dem.

Men hvis man gør det, befinder man sig hele tiden i det græske energimønster. Og når man så forsøger at gøre "det nye", gør man det stadig med den græske bevidstheds-struktur.

Og her er det, at Jesus mente, at man skal skifte energimønster og opleve "det nye" rent kropsligt og socialt. Og så bagefter får man en "aha-oplevelse" - og først så forstår man det nye. Og så glider det gamle bevidsthedsmønster i hjernen væk - og erstattes af noget nyt, der indeholder flere forskellige del-bevidstheder - hvor hver af dem knytter sig til de energimønstre, som man udfolder kropsligt og socialt.

Og derfor nadveren: Ved et aftensmåltid sammen med sine venner deler Jesus brød og vin ud og siger: Husk det nu! Man kan kun lære det nye at kende ved at få det ind i kroppen - lige som man spiser og drikker.

Kirken bekæmpede disse Jesus-kollektiver ved at angribe dem med køller. Og i 1200-tallet slagtede Pavens hær alle sådanne kollektiver på den Ibiriske halvø (Portugal og Spanien). Og siden har adelen formået at ødelægge alle landsby-fællesskaber.

Og med spaltningen i 1800-tallet af bevistheden - er Guds rige kommet op i Himlen. Så nu skal man ikke skabe det på Jorden. Man kommer derop, når man dør - hvis man har opført sig pænt - og ikke har gjort oprør mod magthaverne.

Kirkens bevidstheds-mønster Det er også det energimønster, som man har i den europæiske kultur i dag.

Jesus-kollektivernes bevidstheds-mønstre.

Hvordan er den danske kristendom i dag?
Kirken i dag fokuserer på noget temmelig mystisk. Baggrunden er, at kirkens folk i 1400-tallet hævede sig op over underlivet. Hernede var man dyrisk og ond. Men europæerne formåede at hæve sig op til brystet og hovedet. Alle andre kulturer har ikke gjort det. Og derfor mener man, at alle andre kulturer er onde.

Men så er det, at det enkelte menneske igen og igen kommer i kontakt med underlivet - og altså det onde. Og så er det, at kirken har sin funktion. Man mener nemlig, at Jesus tilgiver alle ens synder - ligegyldigt hvor mange gange man har udført onde handlinger. Og det interessante er, at man mener, at Jesus klarede det, mens han hang på korset. For mens han hang der, tilgav han sine bødler. Så lige gyldigt hvor ond man er - kan man regne med, at Jesus tilgiver.

Og når man så tænker på en anden person, som man synes har gjort noget forkert - ved man jo, at Jesus KAN tilgive denne person, ligegyldigt hvad vedkommende har gjort. Og når Jesus kan - så skal vi måske også tilgive. Det behagelige er, at Jesus kun KAN tilgive. Men det er ikke sikkert, at han gør det. Han gør det sikkert kun, hvis personen TROR på Jesus. Det gælder altså kun for de kristne. Derfor kan vi med god samvittighed fortsat udplyndre de fattige lande. Hvis vi vil give ulandshjælp, kombinerer vi det med "mission" - altså kristen forkyndelse, hvor vi underviser de fremmede onde mennesker i, at Jesus tilgiver os vore synder. Og når sådan en fremmed er blevet "kristen" - og dermed bliver tilgivet af Jesus, kan vi også være venlig overfor den fremmede.

Kirken har indført det ritual, som der også eksisterede på Jesus tid, men som Jesus tog afstand fra - nemlig dåben. Når man kommer ned i vandet, skyldes alt det onde af. Og når man kommer op, bekender man (eller for en baby forældrene) sig til Jesus. Og så er man sikker på, at Jesus altid tilgiver den døbte. Det er befriende, for så behøver man ikke at forholde sig til de mennesker, der bor i ulandene. De er jo ikke døbte.

Vesten udplyndrer de fattige lande mere og mere. Men ind imellem er der oprør - med lokale krige. Og så sender vi vestlige soldater ned - for at sikre, at vi fortsat kan udplyndre landet. Sammen med vore soldater er der altid en præst med. Og han eller hun prædiker altid, at vi i Vesten tilgiver - men at mennesker i ulandene er dyriske væsner, som ikke tilgiver. Derfor skal vi kristne herske over alle andre mennesker.

Det interessante er, at mennesker i langt de fleste fremmede kulturer har en sammenhæng mellem underlivets bevidsthed og brystets bevidsthed samt med hovedets bevidsthed - og de er langt mere sociale og kærlige og tilgivende end kristne mennesker.

Den danske kirke er den mest ekstreme. Mange præster i vore nabo-lande griner af den danske kirke - og siger morsomt, at Gud er dansk. Den katolske kirke i syd er langt mere i overensstemmelse med den historiske Jesus. Men her er kirken blevet korrupt, så man kan købe sig til synds-forladelse.