Folkeråd
At råde betyder alt lige fra at give et godt råd - til at råde over noget - have en afgørende indflydelse - herske over noget.
I et velfungerende demokrati vil et folkeråd fungere på alle disse måder.
Nu er der grupper i samfundet, som laver civil ulydighed. Det handler om, at magthaverne foretager sig noget, som nogle grupper i samfundet mener er skadeligt for naturen, menneskene og kloden. Og de demonstrerer, afbryder og råber - for at tvinge politikerne og resten af befolkningen til at "vågne" op, så der kommer til at ske noget andet.
Historisk set har det aldrig virket. Og derfor er der altid sket en optrapning, som før eller siden indebærer, at der er ekstreme grupper, som laver sabotage. Det medfører mere politi og indsats af militær. Og det medfører yderligere og mere voldsomme sabotager osv. Historisk har det vist sig, at det virker.
Vi så det i 1800-tallet, hvor arbejderne lavede strejker, som bare blev slået ned af politi og militær. Men så opstod nogle grupper, der lavede sabotager. De satte ild til fabrikker, ødelagde maskiner osv. Og det virkede. Arbejdsgiverne blev interesseret i at samarbejde med fagbevægelsen, sådan at arbejderne fik det bedre.
Vi har set noget tilsvarende andre steder i verden, hvor store strejker bare bliver slået ned - men hvor små, men mange sabotager medfører, at magthaverne begynder at rette sig ind efter folks behov og ønsker.
I Vesten i dag befinder vi os i den tilstand, hvor der er strejker og afbrydelser - og at det ikke har nogen indvirkning på den førte politik. Men der sker en langsom optrapning. Og hvis det går, som det er sket tidligere i historien, vil der lidt efter lidt komme sabotager.
Befolkningen vil altid på eget initiativ lave lokale møder, hvor man diskuterer og forsøger at påvirke politikerne. Og ofte møder politikerne også op til sådanne møder - for at vise "god vilje". Men selve vores politiske system indebærer, at der ikke kommer noget ud af det - set fra befolkningens synsvinkel.
Hvis vi vil undgå sabotager, skal vi ændre magten i samfundet, sådan at man lokalt kan danne folkeråd - og at sådan et folkeråd her en reel magt. Hvis magthaverne vil opstille vindmøller et sted, hvor det lokale folkeråd ikke vil have det, skal der ikke opstilles vindmøller der. Hvis magthaverne vil anlægge en motorvej gennem et område, hvor det lokale folkeråd ikke vil have det, bliver magthaverne nødt il at finde en anden rute - eller lade være med at anlægge motorvejen. Hvis der er nogle unge, der begår kriminalitet, og det lokale folkeråd selv vil løse problemet med mere omsorg, kærlighed og tilbud til de unge, skal magthaverne ikke indsætte politi mod de unge.
Når folkeråd er blevet udbredt til alle områder, vil de centrale magthavere blive nødt til at ændre praksis. I stedet for at herske over lokalbefolkningerne, vil de centrale myndigheder skulle arbejde med at få lokalbefolkninerne til at blive enige og samarbejde om det, der er fælles. Hermed bliver det til et reelt demokrati - et folkestyre.
Et skift fra at herske til at formidle en demokratisk proces.
Samfund
|