Lidt tekst fra bogen Paradisets Port

Fader Vor
Når man er polariseret med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre side, får man to forskellige bevidstheder. Når man er permanent spaltet mellem de to sider, bliver de to bevidstheder brugt i 2 forskellige situationer, sådan at de ikke opleves som modsætninger.

De kristne bruger analyse-energien til samfundet, hvor forstanden (hoved) skal styre det dyriske (underliv).

Og så bruger de enheds-energien til det religiøse, hvor man oplever Gud (hoved), Jesus (bryst) og Satan (underliv).

Når de så læser i Biblen, er der nogle gange, hvor de bruger analyse-energien til at forstå teksten – og andre gange, hvor de bruger enheds-energien, når de skal mærke efter, hvad teksten handler om.

I Matthæus evangeliet er der en bøn, som Jesus beder, og som hedder Fader Vor. Inden jeg kommer nærmere ind på den, vil jeg lige repetere noget om alt det, som Jesus igen og igen sagde til folk.

1) For det første er Gud ikke i himlen. Det er en græsk tro, at guderne er i himlen. Jøderne mente, og det gjorde Jesus også, at Gud er åndelig kraft, som findes i menneskene og i alt liv.

2) Jesus tog afstand fra den tro, som også var udsprunget af græsk forestilling, at man kunne nævne et navn på en person, og så ville man hermed påkalde personens kraft. Grækerne mente, at et ord er skabende. Det mente Jesus og jøderne ikke.

3) Jesus tog afstand fra datidens astrologi, hvor mange mente, at planeterne styrede alt – og at det var Guds redskab til at styre menneskene. Men Jesus og de rettroende jøder mente, at Gud styrede alt, og at Gud primært styrede med en direkte bevidsthedsmæssig kraft, fordi Gud også var i alle mennesker.

4) Jesus bad ikke. Der er historier om, at han gik alene ind i en lund eller et andet sted – og så står der i skriften, at han bad. Men da der ikke var nogle til at se det, ved ingen, om han bad. Til gengæld han man læse adskillige stedet i Det Ny Testamente, at disciplene siger til Jesus, at han skal lære dem, hvordan man beder. Men han afslår.

5) Jesus gik ind for den gamle jødiske praksis, at man skulle eftergive al skyld og gæld senest i helligåret, der var hvert 7. år. Men det var man holdt op med på Jesus’s tid.

6) Jesus mente ikke, at der var nogen ond Satan. Der var kun mennesker og Gud.

Hvis man læser i Biblen i Det nye Testamente, fremgår det, at Jesus’s disciple mange gange opfordrer Jesus til at lære dem, hvordan man skal bede. Det var nemlig på mode dengang, at man skulle bede til Gud. Og så en dag hvor blev det for meget for Jesus, at hans disciple blev ved med at opfordre ham til det, kom han med denne bøn, som hedder Fader Vor.

Hvis vi anlægger en psykoterapeutisk analyse af Fader Vor, får vi følgende: ”Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.” Her programmerer man sin bevidsthed til dels at have Gud uden for sig selv, og dels til, at Guds rige ikke skal være nu, men engang ud i fremtiden. Den dag kommer imidlertid aldrig, for man bliver ved med at programmere den længere ud i fremtiden.

”Giv os i dag vort daglige brød.” Her programmerer man sig til, at man kun får sit daglige brød, hvis der er en overmagt, der sikrer det. Og alle steder i den kristne kultur sikrer man sig med enorme overskudslagre af fødevarer til mange år frem i tiden.

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Her programmerer man sig til, at man kun kan forlade andre deres gæld, hvis Gud også gør det. Vi kan godt give lån til udviklingslande; men det er næsten umuligt for os at eftergive noget af deres gæld.

”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Her programmerer man sig til at tro, at Gud kan finde på at udsætte os for fristelser, så vi begår onde handlinger, men at man så kan bede ham om ikke at gøre det. Derfor anser den kristne kultur det for selvfølgeligt og naturligt, at der eksisterer ondskab. Og derfor er det også naturligt at gå i krig og dræbe.

I de senere år har man i forskellige kirkesamfund forsøgt at lave andre ”oversættelser”, som i virkeligheder bare er kildeforfalskninger.

I en ny oversættelse fra 2002 Ny Testamente på hverdagsdansk er Fader Vor totalt omskrevet, så det passer til nutidig tankegang. I stedet for ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” – er det blevet til ”Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os”. Altså noget helt andet end den oprindelige tekst.

I flere engelske oversættelser er ”forlad os vor skyld” – er det blevet til ”forlad os vor synd”. Altså ikke noget med penge, men noget psykisk.

Pave Frans, som blev pave i 2013, fandt på at ændre Fader Vor i 2017, fordi han mente, at det kunne misforstås. I stedet for oversættelsen ”led os ikke i fristelsen”, ville han have en oversættelse ”lad os ikke gå ind i fristelse”. Argumentet var: ”Det er ikke ham (Gud), der skubber mig ind i fristelse for at se, hvordan jeg falder.” Men igen er der tale om kildeforfalskning. For det, som Jesus siger, er præcis, at Gud frister os til at begå syndige handlinger.

Det mærkelige er, at man kun læser Fader Vor – og ikke Matthæus Evangeliet kapitel 6 og 7, hvor Fader Vor er en indledning. For resten af de to kapitler handler om det samme som Fader Vor, men med stik modsatte holdninger. De handler om, hvordan Jesus mener, at vi skal forholde os til Gud og mennesker.

Fader Vor er selvfølgelig en vittighed, og Jesus har sikkert stået og grint, mens han sagde ”bønnen”. Lad os lige gå den igennem.

Det er jo præcis det modsatte af, hvad Jesus prædikede. I himlen kan man se de astrologiske mønstre; men Gud er en åndelige og spirituel bevidsthed, som findes i alt levende.

Og nej, Guds navn er ikke helligt, mens alt andet ikke er det. Alt er lige helligt. Eller rettere, der er ikke noget, der er helliget.

Men det er jo meningsløst, at det skal komme, når det allerede er her, ifølge Jesus.

Altså, alt her på jorden skal foregå lige så mekanisk som planet-bevægelserne. Det er det modsatte, Jesus mente.

Igen er det lige modsat af, hvad Jesus havde sagt. Man skal ikke bede Gud om noget. Gud er altid sammen med os og gør alt det, der kan gøres for os.

For at gøre sætningen meningsfuld har moderne oversættelser ændret ”i dag” til ”hver dag” eller ”dag for dag”; men det er forfalskning af kilden. En bedre oversættelse ville være: ”Giv os noget at spise i dag”.

I den kristne og vestlige kultur har vi fået følelsen ”skyld”, som handler om splittelsen mellem de to kropssider. Men på Jesus’s tid handlede skyld om at skylde penge. Og det er jo ganske morsomt, når Jesus her siger, at Gud skal eftergive os de penge, som vi skylder ham. Det er totalt absurd. Når Jesus så siger: ”som også vi forlader vores skyldnere”, er det jo netop en kritik af, at man var holdt op med at eftergive gælden hvert syvende år - sådan som det var jødisk tradition, og som Jesus mente, at man skulle fortsætte med at gøre.

Her er vi inde i den forestilling, som herskede i et par hundrede år omkring år 0, at der var ”ånder”, og at der var en engel (Satan), der kunne friste. Men Jesus tager netop afstand fra denne indre splid i de guddommelige kræfter.

Det kan også oversættes med ”fri os fra den Onde”. Men det bliver det ikke bedre af. Jesus har altid vendt sig mod den græske opfattelse af, at livet består af en kamp mellem de gode og det onde. Det onde eller den Onde opstår kun, hvis man spalter underlivet fra ens øvrige energilegeme.

Disse tanker og følelser får de kristne dog aldrig, når de beder, for de skifter altid over til enheds-energien, så snart de begynder at bede – og her passer bønnen præcis til enheds-energiens opdelinger. For her oplever man Gud i hovedet, sig selv i brystet, og Satan i underlivet. Gus trækker én op til det gode. Satan trækken én ned til det onde.

Når man så læser resten af de to kapitler, skifter man til analyse-energien, hvor der er logik og forstand. Her indtager man hovedets bevidsthedspol – og kigger ned på underlivets bevidsthedspol, hvor man så kan undersøge og analysere forskellige emner. Og det sker så i de to kapitler.

Man skal bare kigge på fuglene - sagde Jesus. Gud har sørget for, at hele den økologiske balance er i orden, og at der er en biodiversitet, der tilfredsstiller alle. Og derfor er der mad til fuglene. På samme måde har Gud sørget for, at der er mad til mennesker. Man skal derfor ikke bede om daglig brød. Det har Gud sørger for.

Man skal ikke bede Gud om noget som helst. Han har allerede gjort det så godt som muligt. Han har skabt alt for alle levende væsner. Både for mennesker, dyr, insekter, bakterier, vira og alt andet levende. Der er brug for det alt sammen. Vi lever med og af hinanden. Og hvis vi bruger vores forstand – og ikke ødelægger og misbruger det naturlige – får vi et godt liv. Og hvis du er sulten, skal du bare – står der i teksten – gå hen til nogle, der har mad og bede om noget. Og selvfølgelig vil de give dig noget, hvis de har Gud i deres hjerter.

Det interessante er, at Fader Vor er blevet til kirkens vigtigste bøn. Man beder den hver søndag i kirken. Og mange børn lærer at bede den hver aften. Det er jo Jesus selv, der har lært os, at vi skal bede sådan - tror man.

Men når man skal analysere den kristne kultur og det vestlige menneske, har de højre side som et udvendigt psykisk skjold med fornuft og forstand – men en indre psyke i venstre side, som afspejler deres inderste forestilling om, hvordan man skal opføre sig, og som de tror, at Jesus ønsker af os. Og den er det stik modsatte af, hvad den historiske Jesus stod for. Den passer til kapitalisme og imperialisme. Den passer til den hvide mands hærgen af kloden.

Det er på høje tid, at man holder op med kildeforfalskninger om omfortolkninger. Det skal være slut med at misbruge gamle religiøse tekster til at fortsat at smadre og ødelægge alt liv her på jorden.