Lidt tekst fra bogen Himlen på Jorden

Oprindelsen til den europæiske bevidsthed
Man plejer at sige, at den sidste istid sluttede 10.000 før 0. Og jo, så begyndte isen at trække sig tilbage nordpå. Men det gik langsomt. I Mellemøsten omkring år 7000 før 0 var klimaet meget menneskevenligt. Der var varmt, men også fugtigt. De fleste mennesker boede i landsbyer på skråningerne i en dal, hvor der nede i bunden var en flod eller å. Og hele dalbunden var en jungle med vilde dyr. Helt frem til omkring år 3000 før 0 kunne folk nøjes med at gå rundt og plukke deres mad. Senere da klimaet havde ændret sig, kaldte folk denne tidlige tilstand for Paradisets have, fordi man ikke behøvede at arbejde. Men i takt med at klimaet blev tørre, begyndte man også at spise kød en gang imellem. Fra senere skrifter ved vi, at det var mændene, der i en lille gruppe gik ned i junglen og fangede og dræbte et dyr eller fiskede et par fisk i floden.

Omkring år 2000 før 0 havde isen trukket sig endnu mere nordpå, hvilket medførte, at klimaet i Mellemøsten var blevet så tørt, at man begyndte at anlægge haver og dyrke fødevarer. Men i løbet af nogle hundrede år var det ikke nok. Man blev nødt til nede i dalen at fælde noget af junglen og lave små marker. Og efter endnu et par hundrede år havde man fældet alle træerne og lavet marker på hver side af floden. Nu var der ikke jungle med vilde dyr, som man kunne dræbe og spise, og derfor begyndte man at skaffe sig tamme husdyr.

Omkring år 1700 før 0 begynder man for alvor med skriftsprog. Og meget af det handlede om at registrere, hvor mange dyr, den enkelte mand havde. Hvor man tidligere bare delte kødet, når man slagtede et dyr, opstod nu ejerskab til dyrene. Der var stadig nogle, der boede i landsbyer på skråningerne, hvor de dyrkede deres haver; men det gav ikke mad nok. Så gik de ned i dalen til dem, der dyrkede landbrug og tiggede om mad. Men i længden måtte dem på skråningerne opgive. De fleste flyttede til en oase eller slog sig ned et sted ved siden af floden.

Men der opstod mange røverbander, der begyndte at stjæle mad fra landsbyerne nede ved floden. Her dannede man små forsvarsgrupper, der skaffede sig våben. Og man byggede også grøfter og gærder, så man kunne holde røverbander ude. Langsomt udviklede det sig, sådan at der i de nye landsbyer blev en gruppe væbnede krigere. Og de fik en magt-position, så de blev en overklasse med særlige privilegier. På dette tidspunkt havde skriftsproget udviklet sig så meget, at man begyndte at skrive love, der dels skulle begrænse og regulere krigernes magtposition og dels skulle forsvare de svage og give dem nogle rettigheder. Disse love minder meget om tilsvarende love, som vi har i dag. Og de vidner om, at mænd og kvinder havde lige mange rettigheder, - at man hjalp de svage, som ikke kunne forsørge sig selv, - samt at man varetog fællesskabets interesser mere end individernes ønsker.

Det grundlæggende problem var, at der i regionen var flere mennesker, end der kunne skaffes mad til. Og derfor udviklede røverbanderne sig til små hære, som i desperation forsøgte at erobre en floddal eller oase. Men så slog landsbyerne sig sammen, sådan at hver landsby kunne stille med en gruppe soldater, og at man på egnen fik en hær, hvor der kom en hærfører, der var dygtig til at føre krig. Fra år 1200-800 før 0 var der krige i hele regionen om at skabe et land, hvor man kunne holde røvere ude – og internt holde fred. Den stærkeste hærfører blev konge, der skulle sikre fred og retfærdighed.

Fred blev der kun ind imellem. Nogle gange steg floden og oversvømmede markerne, så man ikke kunne producere fødevare. Andre gange var der strid mellem stammerne, om hvem der skulle bestemme. For jødernes vedkommende var det kong Salomon, der levede omkring år 1000 før 0, der skabte et stort sammenhængende rige med fred. Og det indebar også erkendelsen af det, som man dengang kaldte en kraft, men som siden er blevet oversat til gud.

Hvordan opstod Gud?
De jødiske vismænd kiggede op på himlen og opdagede, at de fleste stjerner altid stod på samme sted. Så var der Solen og Månen, der bevægede sig. Men der var også nogle andre lysende himmellegemer, der bevægede sig, og de fik siden navnet planeter. I dag ved vi, at Månen bevæger sig rundt om jorden. Og vi ved, at planeterne bevæger sig rundt om Solen – ligesom Jorden gør. Men dengang oplevede man, at planeterne havde en særlig kraft.

Man mente, at hver planet var en gud. Og hver af de krigsførende hære knyttede an til en af disse guder – for at sikre sig en himmelsk kraft. Efterhånden som nogen sejrede, begyndte man at mene, at planeterne havde forskellige kræfter, sådan at nogen var stærkere end andre. Og da kong Salomon sejrede over et stort areal og opnåede fred gennem mange år, mente man, at den planet, som Salomon havde valgt at få hjælp fra, var den stærkeste – og det var Solen. De himmelske kræfter blev dermed sat ind i et hierarki.

Der var dog to årsager til, at man ikke bare opfattede kræfterne som lys. Den ene var, at floden nogle gange fik over sine bredder – uden at man kunne forklare det. Så altså måtte der være en anden kraft end lyset på himlen. Og den anden årsag var, at der ofte skete noget andet end det, som man kunne forvente, efter at man havde studeret konstellationerne på himlen. Derfor var der altså en kraft, som ikke kun var lys – men en kraft, som i sig selv havde evne til at skabe noget. Og denne kraft blev så kaldt Gud. Og de andre planeters kræfter blev så kaldt engle.

Det Salomonske rige med fred og retfærdighed varede ikke evigt. Men jøderne mente og mener, at Guds kraft er så stor, at der på et tidspunkt vil opstå et evigt guddommeligt rige på jorden.

Den jødiske bevidsthed
Jøderne kalder Gud for Jahve. Og når et barn fødes, udruster Jahve barnet med en bestemt bevidsthed. Det sker dels ved hjælp af astrologien – altså planeternes position på himlen – men også mere immaterielt som en åndelig energi, som Jahve giver barnet. I løbet af livet kan barnet ikke ændre på det. Men barnet kan godt opnå erfaringer og erkendelser. Og når barnet dør, høster Jahve disse erfaringer og erkendelser. Når Jahve så næste gang giver en ny baby en start-bevidsthed, får det nye barn Guds høstede erfaringer og erkendelser. På den måde udvikler jødernes fællesskab sig.

Ifølge jødernes tankegang er der altså ingen forskel på Jahves og jødernes bevidsthed. Jøderne er de kropslige bærere af Jahves bevidsthed. I det fremtidige Guddommelige rige, som Jahve vil skabe på jorden, er der kun plads til dem, der sådan er de kødelige bærere af denne bevidsthed.

Når man dør, dør man. Der er ikke noget liv efter døden. Men i og med at man ikke identificerer sig med en individualistisk bevidsthed, men med den fælles guddommelige bevidsthed, er man en del af et evigt levende væsen.

Den græske bevidsthed
De gamle grækere kiggede også op på himlen, fordi de også mærkede, at de lysende himmellegemer havde en direkte kraft, der påvirkede mennesker. Men hvor jøderne koncentrerede sig om de himmellegemer, som bevægede sig i forhold stjernerne, var grækerne ligeglade med disse forholdsvis få himmellegemer. De fokuserede mere på alle stjerne-billederne. Og de mente, at stjernerne havde en kraft – og var altså nogle guder.

De forestillede sig så, at jorden oprindelig havde været en gold planet bestående af jord. Og så fik de den tanke, at det var himmellyset, der sugede jordpartikler op mod sig – og dannede levende væsener. Alt liv bestod derfor af 2 elementer, hvoraf noget kom fra himlen, og noget kom fra jorden. Det første kaldte de sjæl, og det andet for legeme. Når man døde, gik sjælen tilbage til himlen, og legemet blev igen til jord. Man forestillede sig, at sjælen udgjorde bevidstheden, mens legemet bare var noget materielt. Når sjælen så havde været et stykke tid i himlen, inkarnerede den igen på jorden og blev til et dyr eller mennesker. Sjælen skiftede altså hele tiden mellem at være i himlen og på jorden. Når den kom til jorden, kunne den måske komme ned og være en orm. Næste gang kunne den blive til en okse. Næste gang måske et menneske. Og næste gang måske en ræv. Der var ikke nogen udvikling i sjælen.

I et menneske tog sjælen bolig i hovedet. Det jordiske i et menneske var så i underlivet. Og brystet dannede forbindelsen mellem sjælen og legemet, fordi man trak vejret – og energien fra hoved og underliv så blandede sig. Mens man levede, havde man 2 bevidstheder. Den ene befandt sig i hovedet. Det var sjælen. Og den var hævet op over det materielle – og kunne rumme gudernes visdom. Den anden befandt sig mest i underlivet. Det var legemet. Og her havde man dyriske instinkter og kropslige behov.

Omkring år 350 før 0 mente filosoffen Aristoteles (384-322), at al ”korrekt” tankegang er 2-polet - svarende til himmel og jord eller hoved og underliv. Han erkendte, at man kan opdele sine tanker sådan, at man kan have et jeg, der studerer et objekt. Man kan også bruge det sådan, at man i de 2 bevidsthedspoler kan have 2 tanker – og så sammenligne dem. Denne måde at bruge bevidstheden på er blevet til den videnskabelige tankegang, som vi kender i dag.

Den sociale brug af bevidstheden medfører, at der opstår en overklasse, der med brug af sjælens visdom bestemmer alt, mens der så opstår en underklasse, der i overvejende grad kun har en kropslig bevidsthed.

Mens jøderne havde en bevidsthed, der var direkte koblet sammen med Gud og alle andre mennesker, var den græske bevidsthed individuel. Ethvert menneske kunne erkende noget og opnå erfaringer, og så kunne man diskutere med andre og forsøge at overbevise dem om noget. Det udviklede sig så til det, som de kaldte demokrati, hvor overklassen samledes og diskuterede samt besluttede noget.

Grækerne bestod af små bystater, der konstant var i krig. Når man erobrede en fremmed by, dræbte man mændene og tog kvinderne til fanger. Dem brugte man så til at føde flere børn. Alle pigebørnene blev gjort til ludere, så de kunne føde flere børn. Og alle drengene blev allerede fra 5-årsalderen til soldater, der skulle lære at adlyde og dræbe. Drengene blev også brugt til sex.

Mens jøderne havde en vision om en fremtidig verden med en fælles bevidsthed om fred og retfærdighed, mente grækerne, at alle guderne – stjernebillederne – havde hver deres bevidsthed, og at alle disse bevidstheder trak i hver sin retning. Det afgørende var, at man skaffede sin en stærk hær, og så kunne man komme til at herske.

Det blev dog romerne, der overtog den græske bevidsthed og skaffede sig den stærkeste hær. De havde så den vision, at de ville skabe et verdenssamfund, hvor der kunne opstå fred og retfærdighed. De lavede en lov, som alle skulle rette sig efter. Og de besatte alle lande rundt om Middelhavet. Hvis nogen gjorde modstand, bekæmpede man dem blodigt med sit overlegne militær. Og oprørere blev grusomt straffet med tortur og død. Så byggede man veje overalt. Og man indsatte lokale embedsmænd. Romerne troede, at alle folk til sidst ville rette sig efter loven - og at man på den måde kunne opnå en fredelig verden. Det blev kun til mere krig og opstand.