Tilbage



Der skal ske noget nyt
Vi er mange, der er blevet træt af alle de demonstrationer og møder, hvor kloge folk kommer med analyser og forklaringer om, hvorfor alt går ad Helvede til. Det er systemet, kapitalismen, imperialismen, racismen og alle de reaktionære socialister, marxister, kommunister og trotskister, der har sandheden, men som ikke gør noget - andet end at holde møder og snakke.

Vi forstår godt, hvorfor et stort flertal af os ikke gider komme mere. I stedet går man til koncerter, dans, fodbold, håndbold mm. Og os, der heller ikke gider det, sidder der-hjemme og er mere eller mindre deprimerede.

Vi tror ikke på sabotager, blokeringer eller væbnet oprør. Men vi har lært af historiske erfaringer - og ved, hvad der kan ændre udviklingen. Og vi håber og drømmer om, at der er ved at være en "opvågning" - en ny bevægelse, som vi kan deltage i - og som kan være med til at skabe en god udvikling for os selv, hinanden, menneskeheden, naturen og kloden.

Derfor er vi nogle, der har startet GROKRAFT. Det er ikke gødning til planter. Men det er livskraft til mennesker.

Nogle af os har været højre- eller venstreorienteret - men nu er vi mere ligeud-orienteret. Vi tænker fremad. Vi er ligeglade med folks politiske og holdningsmæssige baggrunde. Vi ønsker at samle os, der vil være med til at redde os fra alle kriserne.

Og "os" er ikke nogle hjerner. Vi forener tanker, følelser og kroppe. Og vi er interesseret i at gen-forene os med naturen og hinanden. Et godt samfund bygger på gode lokale fællesskaber.

Vil du være med? Du er hjertelig velkommen.