|
Der er foregået en så massiv bevidstheds-mæssig undertrykkelse og ensretning, at stort set alle voksne i dag her deres JEG inde i hjernen - og at kroppen bare en noget mekanik.
Vi ved, at det kun kan opretholdes, sålænge man har en stivnet krop med muskelspændinger. Det mønster af muskelspændinger, som man har i kroppens muskler, overføres via nervetrådende til hjernen - hvor der så opstår et tilsvarende bevidstheds-mønster.
Og sålænge man opretholder det stivnede spændingsmønster i kroppen, fastholder man også ens stivnede bevidstheds-mønster i hjernen. Man kan altså ikke ændre sin bevidstheds-struktur, uden at man også ændrer spændingsmønstret i kroppens muskler.
Vi i Grokraft har forsket i de forskellige kulturers bevidstheds-mønstre. Vi kender ret godt til mønstrene i den europæiske kultur (også demokater i USA) - til den republikanske kultur (USA) - den arabiske kultur - den indiske kultur - den kinesiske kultur - den buddhistiske kultur. Og så ved vi også lidt om visse indianske kulturer i Amerika - samt lidt om kulturer i Afrika.
Vi har især studeret udviklingen i vores egen kultur. Og vi har selv gennemlevet en masse terapeutisk befrielse, så vi i dag har en mere fri bevidsthed.
Vi har især lært, at alle mennesker meget let kan slippe fri af deres stivnede bevidstheds-mønster, hvis de gerne vil. Man skal bare lade være med at "leve op til det normale". Man skal tillade sig at være barnlig. Alle børn i alle kulturer har fra starten en fri bevidsthed. Det er de voksne og især magthaverne, der er stivnet i et bestemt mønster - kaldet at være normal. Og det bruges så til at ensrette befolkningen.
På Grokraft er vi ikke "normale". Vi organiserer os - og holder møder, som om vi alle har en fri bevidsthed. Det er vores erfaring, at alle synes det er befriende. Man slapper bare af. Det er ikke så effektivt og systematisk. Vi er mere spontane. Og vi behøver ikke forklare eller begrunde, hvorfor vi tænker, føler eller siger noget bestemt. Vi er gode nok - præcis som vi er. Og vi er alle forskellige.
Vi bruger ikke computere eller mobil-telefoner, mens vi holder møder. Vi aftaler mødetider - og stræber efter at komme til tiden. Men vi synes også, at det er vigtigt at lytte til sin krop. Og måske medfører det, en nogen lige skal noget - og derfor kommer 15 minutter "for sent". Og det synes vi er helt fint.
Vi "beslutter" ikke noget. Vi "koordinerer" os med hinanden. Det betyder, at vi fortæller hinanden om, hvad vi gør, og hvilke problemer vi har. Og så opdager vi, hvilke muligheder der er - både til at få hjælp til det, som vi selv er i gang med - men også til at hjælpe andre med det, som de er i gang med.
Det er vores erfaring, at der ofte er deltagere, som hænger fast i det stivnede europæiske bevidstheds-mønster, hvor de så dominerer på en måde, der gør, at andre ikke gider være med. Vi har også oplevet, at nogle dominerer kropsligt. De mere erfarne af os griber så ind. Vi er i stand til at dominere meget kraftigt - både i tale og kropsligt. Problemerne løser vi så ved et lille spontant møde, hvor vi aftaler, hvad der skal ske. Vi stræber så efter, at vi hjælper dem, der har skabt problemerne, så de lærer at opføre sig mere frit og socialt.
Der er i vores kultur en bevidstheds-spaltning mellem de to hjernehalvdele - med en ventstreorienteret bevidsthed i den ene og en højreorienteret i den anden. Så identificerer man sig med den ene og tager afstand fra den anden. Og så forestiller man sig, at den ene skal sejre og den anden tabe. Vi i Grokraft er ikke stivnet i sådan en polarisering. Vi kan godt forstå begge de to bevistheder. Men vi synes, at de begge hører til en fortid i 1800-1900-tallet.
Vi synes, at vi skal lære af andre kulturer - ikke overtage deres bevidstheder, men blive inspireret af dem. Og så synes vi, at vi skal forholde os til den konkrete virkelighed - og ikke fokusere på modpartens stivende bevidsthed.
Vi vil gerne genforene os med naturen - både den der-ude - og den i vore kroppe.
Vi ved, at den stivnede bevidsthed, som vi er opdraget til - og det stivnede samfunds-system - er to sider af samme sag. På lang sigt skal vi ændre det hele. Men vi starter med at lave en "oase" - kalder vi det. Det er et lille sted - og en lille gruppe mennesker. Og her gør vi så det "rigtige", som peger fremad. Og vi er et åbent sted, hvor alle andre kan komme opleve det "nye". Og så tror vi, at det spreder sig - stille og roligt.
|