Tilbage





We too
Jeg husker, hvordan det var i begyndelsen af 1970'erne. Der kom økologisk jordbrug, kollektiver og kvindebevægelse. Jeg var så heldig, at jeg kendte en kvinde, der boede i et lesbisk kollektiv - og jeg besøgte hende mange gange. Det var især interessant for mig, når hele kollektivet og jeg sad om aftenen rundt om sofabordet og drak kaffe og snakkede. Jeg sagde stort set intet - men lyttede meget.

Kvinderne snakkede på en helt anden måde, end mændende gjorde. Mænd var individualister og skulle hele tiden forsvare deres synspunkter. Kvindernes snak var kollektiv. Måske startede én med at sige et par sætninger - og så overtog en anden og fortsatte med flere sætninger osv. Hvis én sagde noget vrøvl, kunne en anden grine og sige "sikke noget vrøvl" - men så fortsatte snakken bare - ingen behøvede at forsvare, hvad man havde sagt.

Der opstod mange græsrodsgrupper, hvor man prøvede at skabe noget, der kunne ændre samfundet i en god retning. Men de venstreorienterede fandt på "dobbelt-organisation". Dels skulle man være med i partiet og dels i en græsrodsgruppe. Og når man sad i græsrodsgruppen, skulle man overbevise de andre om, at de skulle deltage i partiet - for kun på den måde kunne man ændre samfundet. Partiet skulle så være dem, der gik foran, når man startede revolutionen. Resultatet var til sidst, at andre ikke gad deltage i græsrodsmøderne. Der var kun de venstreorienterede tilbage. Og det var mænd, hvis kærester også fik nok, så parforholdet stoppede, og man gik hvert til sit.

Hele venstrefløjen gik mere eller mindre i koma. Til gengæld rejste de unge højreorienterede sig i en ny bevægelse, hvor det handlede om at gå med slips og grine. Det var OK, hvis man kunne komme med 2 argumenter for en sag - men ikke mere - og så skifte over til at grine og konkludere, hvad man følte - og det skulle man så bare gøre. Sådan var det i årene 1985-2000.

Det gik lidt bedre for kvindebevægelsen efter årtusindskiftet. Flere og flere kvinder fik akademisk uddannelse og fik ledende stillinger i erhvervslivet, stat og kommuner. Én af de mest kendte kvindesag-forkæmpere var en amerikansk kvinde, som sagde og skrev, at kvinder ikke har nogen særlig kvindebevidsthed. Alle mennesker - mænd og kvinde - vesterlændinge og mennesker i andre kulturer - havde kun én slags bevidsthed. Og det var den vestlige mande-bevidsthed, som kvinderne så skulle lære. Og det gælder stadig i dag, at kvinder i ledende stillinger tænker og snakker som vestlige mænd.

Men så fik vi ME TOO bevægelsen. Og den handler om, at mænd har gramset og voldtaget kvinder - men at de skal holde op med det. I takt med at det er sket, er der mange, der mener, at kvinder i dag er ligestillet med mænd. De skal jo bare lære at tænke og snakke som en mand. For så får de den oprindelige og naturlige bevidsthed - mener mændene og de mands-gjorte kvinder.

Men det er en individualistiske strategi. Og den duer kun for de mest veluddannede og magtfulde kvinder, der har påtaget sig den vestlige mandelogik.

En befrielse - som vi så det i begyndelsen af 1970'erne - vil handle om, at vi går fra ME TOO til WE TOO. Altså skabe en kollektiv bevægelse.


Her i Vesten har der været en enorm stor kvinde-undertrykkelse. Og det har medført en kultur, hvor man ikke kigger hinanden i øjnene i mere end et par sekunder - hvorefter med kigger ud til siden.

Hvis 2 mænd vedvarende kigger hinanden i øjnene, handler det om en økonomisk eller arbejdsmæssig aftale.

Hvis en mand og kvinde vedvarende kigger hinanden i øjnene, er det oplæg til noget seksuelt.

At kigge vedvarende hinanden i øjnene burde da bare være helt naturligt. Det er det i de fleste kulturer rundt om på Jorden.


Dengang, hvor mohamedanismen opstod, var det jo en kritik af de kristne, som mente, at de styrede alting godt. Men dels ødelagde de naturen, og dels undertrykte de kvinderne. Så derfor: Man skal værne om naturen, og kvinderne skal ikke undertrykkes.

Mange mohamedanere mener derfor, at en mand skal gå sammen med en kvinde, når hun færdes ude. Så bliver hun ikke gramset på eller voldtaget af andre mænd.

Så kan jeg bedre lide forholdene her på Nørrebro i København. Når jeg går på gaden - og en dansk kvinde går forbi mig, har hun et stift ansigt og kigger ligefrem. Men når en mohamedansk kvinde går forbi mig, smiler hun til mig og kigger mig dybt i øjnene. Nogle mænd tolker det, som om hun signalirer: tag og bol mig. Men jeg har da styr mig selv. Jeg bliver varm og hjertet og smiler til hende. Men så ikke mere.

En WE TOO bevægelse - synes jeg - skal også handle om, at vi smiler til hinanden og kigger hinanden i øjnene - uden at det skal medføre noget andet.

Det handler om, at mænd også skal begynde at tænke WE TOO.