Det er desværre sådan, at både forskerne indenfor psykologi, sociologi og samfundsvidenskab samt undervisningen på universiteterne følger en gammel europæisk tradition, hvor tankegangen er, at vi kommer fra aberne og udvikler os hele tiden frem mod større indsigt og forståelse. Selv når bevidstheden kollektivt stagnerer eller direkte udvikler sig i retning af fordummelse, forestiller man sig, at man bliver klogere.
Når man "kigger" bagud og leder efter historiske skriftlige kilder, finder man noget, som passer til ens fordomme - og så mener man, at man har fundet historiske kendsgerninger.
I slutningen af 1960'erne og de følgende 10-20 år kom der så den "kritiske videnskab", hvor historiske kendsgerninger kun var historiske kendsgerninger, hvis man fandt helt uafhængige samtidige skriftlige kilder, der beskrev det samme. Det medførte, at disse "kritiske" forskere fik en helt anden opfattelse af, hvad der historisk var foregået.
Der er stadig nogle få sådanne forskere, som i dag bidrager til yderligere forståelse af den faktiske historie. Men flertallet er gået tilbage til den gamle europæiske tradition, hvor fortiden kun er en lavere bevidsthed i forhold til nu. Og den undervisning, der i dag foregår på de fleste universiteter, er reelt en slags hjernevask, der skal retfærdiggøre det nuværende samfundssystem.
Desværre er det også sådan, at nogle af de "revolutionære socialister", som har gået på universitetet, er blevet påvirket af deres undervisning, så de nu misforstår mange af de revolutionære tænkere, der har været gennem tiden.
Og det er helt vanvittigt, hvor intenst mange samfundsforskere i dag prædiker "sandheder", som de sikkert selv tror på, men reelt er mere religion end videnskab - og som fungerer som propaganda, der skal retfærdiggøre samfunds-systemet og den nuværende kollektive stivnede bevidsthed. |